De sidste tider

I over ti år, fra 1982 til 1993, var undervisningsministeren den ’højskolede’ Bertel Haarder. Men i 1988 fandt en omlægning af regeringen sted, hvor Ole Vig Jensen flyttede ind i kulturministeriet og kom til at stå for folkeoplysningen, der bl.a. inkluderede ungdomsskoleområdet.

Perioden fremover prægedes af nye bloktilskud og flere penge til de tjenestemandsansatte ledere. Også Socialdemokratiet kom vanen tro til at sætte sit aftryk på udviklingen, idet Poul Nyrup Rasmussen afløste Poul Schlüter i 1993. På ny sad De Radikale til højbords, og Ole Vig blev undervisningsminister i forskellige regeringskonstellationer indtil 1998. Allerede i 1991 barsledes der faktisk med en ny lov om folkeoplysning, som bl.a. involverede ungdomsskolerne. Samme år faldt Sovjetunionen, og den kolde krig, der ebbede ud i slutfirserne, fremstod som en saga blot. Unge havde længe bevæget sig hjemmevant i det internationale miljø takket være fx interrail, og med åbningen mod øst blev deres aktionsradius næsten grænseløs. Indadtil åbnedes sluserne også. Sprogundervisning for flygtninge og indvandrere vandt støt frem. Og hvis kommunalbestyrelserne gav bemyndigelsen, blev det muligt for unge under 14 og over 18 år også at gå i ungdomsskole. Alt var næsten muligt. Hvilket imidlertid også udgjorde et problem, da de unge i disse voldsomme opbrudstider meget vel kunne komme til at stå tilbage med en følelse af tomhed og fremmedgørelse. For døren stod det postmoderne samfund, hvor de overlevede normer ikke blot kunne overtages som en selvfølge.

De senere års ungdomsskolevirksomhed har været præget af sammenlægninger og et ekstra fokus på de udsatte grupper. Den almene undervisning sidst på dagen har, skønt fx streetsoccer, rapelling og parkour er slået kraftigt igennem, afgivet ressourcer til heltidsundervisningen og til 10. klasserne, som folkeskolen ikke længere havde monopol på efter reformen i 2006. Hvad klubvirksomheden angår, så har juniorklubberne fået større tilstrømning, mens de lidt ældre synes at fortrække computeren derhjemme. Overhovedet er barneårene i søgelyset: For få årtier siden var det en utopi at sammentænke daginstitution, skole og fritidstilbud. Men fra midt i halvfemserne blev tanken om, at leg og læring langtfra udelukker hinanden nærmest institutionaliseret. For nogle handler det imidlertid snarere om en ’skolificering’ vendt mod dem, der ikke får sig en ungdomsuddannelse og i værste fald får al deres tid til at gå med lutter leg og lagkage. Ungdomsskolerne er i den sammenhæng gået hen og blevet en integreret del af det formelle skolesystem, som kommunerne benytter sig af som et uddannelsespolitisk redskab i bestræbelserne på at implementere Ungepakkerne og leve op til 95 pct.-målsætningen. Også som et resultat af kommunesammenlægningen i 2007 er der måske færre idealistiske ildsjæle på banen. Ungdomsskolen er i nogen grad ’djøfiseret’ eller, mere positivt udtrykt, lederne er blevet mere professionelle. For de unge tegner fremtiden til gengæld stadig usikker. Men ikke mere end den gjorde det i Reventlow’ernes gyldne tidsalder.