60'erne
Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.
År | Antal skoler | Antal elever | Tilvækst i % | Gns. antal elever |
1961-62 | 425 | 26.525 | 37 | 62 |
1962-63 | 542 | 35.030 | 32 | 65 |
1963-64 | 557 | 45.977 | 31 | 83 |
1964-65 | 583 | 46.752 | 2 | 80 |
1965-66 | 649 | 58.617 | 25 | 90 |
1966-67 | 692 | 71.484 | 22 | 103 |
1967-68 | 666 | 82.502 | 15 | 124 |
1968-69 | 635 | 93.842 | 14 | 148 |
1969-70 | 623 | 106.855 | 14 | 172 |
1970-71 | 468 | 117.830 | 10 | 252 |
Den lov, der vedtages i slutningen af 50'erne betyder mit gennembrud, idet 60'erne nok må betegnes som den mest ekspansive periode i min historie. Igen vil det være hensigtsmæssigt at kigge på tabellen, der viser udviklingen i perioden fra 1961 til 1971. Ganske vist har vi set større tilvækstprocenter i 40'erne, men set i relation til de reelle tal er der her tale om en væsentlig vækst på gennemsnitligt 20% år for år i de 10 år. Elevtallet bliver 4,5 gange større i denne periode. Det er da noget??!!
År | Antal elever | Antal unge totalt | % i ungdomsskoler |
1966-67 | 71.484 | 257.191 | 27,8 |
1967-68 | 82.504 | 263.296 | 31,3 |
1968-69 | 93.942 | 296.528 | 31,6 |
1969-70 | 106.855 | ej oplyst | skønnet 35,6 |
1970-71 | 117.830 | 304.401 | 38,7 |
(Undervisningsministeriets statistik fra årene).
De statistikker, som man laver om mig i disse år, bliver også mere og mere udbyggede. F.eks. drages fra midten af 60'erne sammenligning mellem mit elevtal og det totale antal unge mellem 14 og 18 år. Hermed nærmer vi os de tal, som Jørgen Jørgensen forudsagde i slutningen af 30'erne.
Tiden med de store tal
I 60'erne finder vi også det største antal ungdomsskoler i landet nogensinde, nemlig 692 i 1966-67. Nu må man huske, at kommunestrukturen dengang så anderledes ud, end den gør i dag, idet antallet af kommuner på dette tidspunkt var 1.360. Da alle kommuner jo var forpligtede til at have en ungdomsskole eller til at give de unge et tilbud om ungdomsskole eventuelt i en anden kommune, kan heraf læses, at hveranden kommune havde sin egen, og mange af de større kommuner havde flere. Det var dengang almindeligt, at f.eks. en købstads ungdomsskole betjente måske 3 eller 4 omkringliggende landkommuner med et ungdomsskoletilbud.
De tidligere nævnte amtungdomskonsulenter fungerer i disse år som mine "missionsfolk". Det er dem, der "sælger" min ide til de kommuner, der ikke er helt motiverede, og i amterne foretages en planlægning af ungdomsskolestrukturen, der sikrer, at alle unge kan få et relevant ungdomsskoletilbud.
I slutningen af perioden falder antallet af skoler drastisk, hvilket er et resultat af den kommunalreform, der gennemføres i 1970, hvor landets 1.360 kommuner bliver til 277. De fællesskaber, der allerede var etableret på ungdomsskolesiden i 60'ernes første år bliver nu ofte ungdomsskolens nye område. Dette medfører naturligvis, at ungdomsskolerne bliver større (vokser i gennemsnit fra 172 elever pr. skole i 1970 til 252 elever pr. skole året efter).
De royale ungdomsskoleinspektører
Nogle af mine ungdomsskoleledere var allerede ledere af så store skoler, at de var blevet ansat i normerede stillinger på kommunernes skoleplaner i begyndelsen af 60'erne, mange af dem med status som viceinspektører (uden skoleinspektør) i det, der dengang hed 5. lønklasse. Blev skolen så stor, at 5. lønklasse ikke længere var nok, skulle man ved Kongelig Resolution oprykkes til 6. lønklasse. Min minister, der dengang hed Helge Larsen og hans undervisningsdirektør, der hed Asger Baunsbak-Jensen havde i de år travlt med at lave "Allerunderdanigste Forestillinger" til Hans Majestæt Kong Frederik den IX, der venligt bifaldt disse forestillinger og dermed banede vejen for, at ikke få ungdomsskoleledere i disse år fik et ansættelsesbrev, der indledtes med ordene: "Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gør vitterligt At Vi herved Allernådigst ansætter "NN", der har indfødsret som inspektør for den kommunale ungdomsskole i A kommune." Det var stolte tider!
Senere sker der det kedelige, at denne ansættelsesform falder bort, så ikke alle mine ledere fik andel i den kongelige gunst. Samtidig bortfalder også Majestætens ret til at afskedige de brave folk, han havde ansat, og det kunne godt give anledning til hovedbrud, hvordan man nu skulle komme af med en veltjent kongelig udnævnt ungdomsskoleleder, når hans tid for pensionen kom. Skulle afskedigelsen foretages af en tilfældig minister?!
Pædagogisk tryk på kedlen
Men ikke kun på ansættelsessiden skete der store ting i 60'erne. I undervisningsministeriet indså man behovet for til stadighed at have førstehånds viden om, hvad der skete på mine arbejdsområder og man ansatte derfor (forøvrigt også ved Kongelig Resolution) en viceinspektør, der skulle holde trådene samlet. Denne nye, unge embedsmand kom fra ungdomsskolen i Ullerup ved Sønderborg og hed, både dengang og nu, hvor han stadig er aktiv for min sag, Sven Koch.
Denne Sven Koch indså sammen med en gruppe fremtrædende ungdomsskolefolk, herunder Arne Jørgensen, der havde været med fra starten i Esbjerg i 1939 og David Petersen, der var undervisningsinspektør for området i undervisningsministeriet, at det nu var tiden for pædagogisk oprustning. Som tænkt, så gjort.
Fra begyndelsen af 60'erne og et stykke ind i 70'erne mødtes ungdomsskolens lærere og ledere hinanden på Magleås Folkehøjskole i Nordsjælland, og her lagdes grunden til den korpsånd, der siden har præget mig og mine medarbejdere. Der skabes i disse år et kollegialt sammenhold og et fællesskab, der binder ungdomsskolerne sammen, ofte med varige venskaber til følge. Intet er umuligt, før det er bevist. Her lagdes vel også kimen til min tidligere nævnte noget anarkistiske livsholdning, hvor ingen regel var for stor eller for besværlig til, at man ikke skulle forsøge at komme uden om den.
På Magleås afprøvedes og drøftedes indholdet i den betænkning, der kom i 1966 i serien af betænkninger (blå, rød, brun, grøn og carrygul) fra undervisningsministeriet, hvis minister i nogle af disse år var min odenseanske forfader, Kristen Helveg Petersen, og når snakken om alt dette tog overhånd, meddelte Arne Jørgensen fra havedøren: "Så er der boccia".
Min betænkning var den carrygule, der havde nr. 430. Den blev til på baggrund af betænkning nr. 426, som bar titlen: Undervisningsvejledning for Ungdomsskolen og var på 441 sider. I disse år og i mange år herefter var den ungdomsskolens bibel. Her kunne man finde svar på næsten alt, og det, der ikke stod klart, det stod mellem linjerne.
Denne betænkning var resultatet af et flot stykke arbejde af "det af undervisningsministeriet under 14. september 1960 nedsatte pædagogiske arbejdsudvalg for ungdomsskolen," hvor førnævnte Sven Koch havde en ikke ubetydelig plads og andel i æren for betænkningens indhold og store anvendelighed, idet han afløste David Petersen som leder af udvalgets sekretariat, da David Petersen udnævnes til formand den 11. juni 1964. Formand for udvalget indtil da var statskonsulent, senere professor Roar Skovmand. Et par af amtsungdomskonsulenterne bør også nævnes i sammenhæng med betænkningens tilblivelse, idet daværende ungdomsskoleleder, senere konsulent i Maribo amt Bent Vedsø og konsulenten fra Randers amt, Poul Foersom var medlemmer af udvalgets sekretariat og rent faktisk var dem, der var skriverkarle på værket og velsagtens også har præget indholdet.
Med denne betænkning, en stærk bemanding i ministeriet, dygtige konsulenter for ungdomsundervisningen i amterne, unge og dynamiske, nogle endda kongeligt udnævnte ledere i kommunerne og en pædagogisk ballast fra Magleås kunne jeg med fortrøstning se frem til 70' erne.
Ny lov igen fritidsloven
Men helt så enkelt blev det ikke. Dengang skulle åbenbart hver dekade have sin lov, og således også 60'erne. Helvegs afløser på ministertaburetten hed K. B. Andersen, og han fremsatte to gange et forslag til lov om fritidsundervisning m.v. Første gang var den 17. december 1966, men man nåede ikke at færdigbehandle loven inden sommerferien 1967. Anden gang er den 4. oktober 1967, hvor et folketingsvalg sætter en stopper for det videre arbejde. Den nye undervisningsminister hedder Helge Larsen og han genfremsætter for tredje gang - lykkens gang - den 28. februar 1968 forslaget. Loven vedtages den 29. maj 1968 og kundgøres som lov nr. 233 af 6. juni 1968.
For mit vedkommende findes lovens baggrund i den carrygule betænkning.
Mine nyskabelser var blandt andre: regler om elevtal, muligheder for at lave specialundervisning for handicappede og for prøveforberedende undervisning. Der fastlægges en række formelle krav til ungdomsskolen, herunder lærer og lederkvalifikationer, krav om plan for undervisningen samt om kommunalbestyrelsens indflydelsesmuligheder i form af godkendelse af ungdomsskoleplan og virksomhedsplan.
Med den nye lov bliver der også fastlagt regler for lokalebenyttelsen. Almindeligvis er jeg bruger af storebror Folkeskolens lokaler, men det vil være at omgås sandheden mere end lemfældigt, hvis jeg påstod, at dette fællesskab altid var gnidningsfrit. Rent faktisk opstår der visse steder regulære småkrige om retten til lokalerne og gensidige misundelse har andre steder gode kår.
Jeg gad egentlig vide, om vi i denne periode lægger kimen til en udtalelse, der mange år senere kunne læses i bladet "Folkeskolen". En lærer siger på et møde i Danmarks Lærer Forening: "Vi nærer en slange ved vor barm". Tonen var til tider rå, og ikke altid hjertelig.
I loven var en paragraf, der sagde, at det påhvilede kommunerne at skaffe lokaler til ungdomsskolen. Denne paragraf havde en eftersætning, der lød: "om nødvendigt ved byggeri". Og snart var det første ungdomsskolebyggeri i gang på Gefionsvej i Helsingør. Dette byggeri følges op af flere i de kommende årtier, men også nedlagte skoler, fabrikker, landbrug og sygehuse kommer til at rumme ungdomsskolens efterhånden mange aktiviteter. Man får foden under eget bord i den kommende tid!
Det sidste lokalemæssige forhold, der spiller ind i forbindelse med min nye lov er en bestemmelse om, at der kan ydes statstilskud til ungdomslokaler i forbindelse med nyt skolebyggeri.
I de år byggedes mange skoler: forbundsskoler, centralskoler oftest med tre spor. Det gav mig gode muligheder på landet, hvor dette byggeri var stærkest. Nu kunne jeg finde gode faglokaler til mine aktiviteter og endelig havde jeg mit eget ungdomslokale, thi kun de færreste kommunalbestyrelser overså fordelene ved at få et statstilskud i de år.
Den nye lov, der officielt hed Lov om fritidsundervisning m.v., omfattede tre store områder, nemlig ungdomsskolen (kapitel 1), fritidsvirksomhed for børn og unge (klubber, foreningstilskud m.v.) (kapitel 2) samt fritidsundervisning for voksne (aftenskole) (kapitel 3). Hertil kapitler om undervisning af søfarende, folkeuniversitet, brevskoler m.v.
I folkemunde kom den til at hedde Fritidsloven og gik i mange år for at være verdens bedste fritidslov. Den kom også til at holde meget længe, når vi sammenligner med forgængerne, idet der dog i årenes løb skete visse ændringer, dog mindre på mit område.
Vi kan nu se frem til to årtier, hvor lovmaskineriet på mit område ikke gør meget væsen af sig. Således rustet er jeg klar til :
Fortsættes...