Mellemkrigstiden

Med den vitalistiske strømning i 1920’erne, der nærede en sund interesse for kroppen og den vilde natur, men også en usund for korpsånd og kadaverdisciplin, opstod det egentlige ungdomsbegreb. Da ungdommen satte sig i bevægelse, var det tilmed ganske bogstaveligt, nemlig som vandrergrupper i løse, antiborgerlige gevandter, ja nogle foldede sig ligefrem ud som nudister.

 Men det varede ikke længe, førend det lykkedes at kanalisere de naturglade vårharer ind i fx spejderkorps og idrætsforeninger. Karakteristisk er det også, at Dansk Vandrelaug og Herbergsringen blev stiftet i 1930, samt at sportsgrene som fodbold, roning og tennis blev populære og fortløbende udvidede deres aktionsradius med nye haller og anlæg. I cykelkulturen foretrak man nu at tage ud i det blå/grønne i stedet for til højmesse. Korsettet røg, pigerne trak i sportstøj og viste bare ben for første gang i 1000 år, ja Marlene Dietrich ligefrem lårbasser i filmen Den blå Engel. Kvinderne var på vej til at blive mændenes – ligemænd. Omvendt smurtes der tykt på med sminke, som tidligere var forbeholdt skuespillere og prostituerede. Men et sundt legeme i en sund sjæl var dog den gældende samfundsnorm: I statsradiofonien blev den militante kaptajn Jespersens morgengymnastik folkeeje med omkvædet ”rrrank dig, rrrejs dig”. Og Niels Bukh startede Ollerup Gymnastikhøjskole, verdens første, i 1920. Idrætslederen besøgte også Berlin med sine gymnaster, og han skjulte ikke sin sympati for Det tredje Riges totalitære ungdomsopdragelse. ”Kraft durch Freude” lød nazisternes parole. Og de forstod sig som bekendt alt for godt på at omskabe Wandervogels til Hitlerjugend.

The Great Gatsby af amerikanske F. Scott Fitzgerald og Midt i en jazztid af danske Knud Sønderby skildrer den forlystelsessyge ungdom med al dens charleston og twist. I trediverne blev grammofonen, som før da skulle trækkes op med et håndsving for at afgive en skramlet lyd ud gennem en tragt, da også erstattet af den fikse, mobile udgave med elektrisk pickup, og radioen, som førhen var forbeholdt tekniknørder, blev allemandseje. København badedes i neonlys, og det var i det hele taget, som om al denne strømførende energi transformerede sig til byens rastløse tempo og puls. I efteråret 1939 blev stikket dog trukket ud som følge af besparelser ovenpå udbruddet af Anden Verdenskrig. Før festen for en rum tid var forbi, hed brændpunkterne Lorry på Frederiksberg, Tivoli samt (National) Scala lige overfor, hvor Liva Weel og ikke mindst Josephine Baker havde optrådt til PH’s store fryd. Varietéshowene med den jordvindende jazzmusik blev der for alvor fyret op under, efter Louis Armstrongs dommedagstrompet havde lydt under hans første Danmarksbesøg i 1933. Intet mindre end 10.000 mennesker troppede op på Hovedbanegården for at se giraffen. Jazzens improviserede og for nogle infernalske toner spredte sig snart over det ganske land, og mange slap de indlærte bevægelsesmønstre for at realisere sig selv i dansen. Bedsteborgerskabet, der så sent som ved århundredskiftet havde kunnet se farvede mennesker udstillet i zoo, var i chok. Efter krigen indfandt accepten af og respekten for ’negermusikken’ sig dog så småt i (h)vide kredse.