Rok og rul

Frihedens sande røst lød for mange unge i rockmusikken. I hvad der på sin vis er den første deciderede ungdomskultur, gav musik, tekster og kropslig udfoldelse udtryk for et ungdommeligt frisind i skærende kontrast til halvtredsernes stivnede samfund.

 Elvis Presley, som med de heftige hofter var indbegrebet af ’djævlens musik’, fik sit gennembrud i 1956, og allerede samme år kom rocken til Danmark med danselærer Børge Kisbye, som præsenterede rulleskøjtedans på Scala. Senere på sæsonen opstod der slåskampe mellem politi og tilskuere efter den første store danske rockkoncert, også et Kisbye-arrangement, i KB Hallen (den direkte anledning var angiveligt en pressefotograf, der bestak nogle unge mænd for at få gode skud i kassen, hvilket de så gjorde ved at provokere med et par kanonslag – en historie om mediemanipulation, der skulle vise sig at være såre symptomatisk). At der blev nedlagt forbud mod flere koncerter, kunne ikke forhindre nye optøjer i provinsen. Med rocken, der spredte sig som en steppebrand, fulgte overhovedet trouuuble. Rock Around the Clock havde dannet afsæt for tumulter flere steder i Europa, og det var da også helt crazy i 1957, da filmen kom til København. Biografgængerne var dog ikke urostifterne – den tvivlsomme ære tilfalder brodne kar blandt de tililende. Op mod 10.000 mennesker samledes på Rådhuspladsen for at slå på tæven eller være med på en kigger. Ikke mindst fordi pressen atter havde spillet en uheldig rolle som eskalator i konflikten.

I 1964 blev The Beatles modtaget af en tusindtallig skare i Kastrup, før de spillede i KB Hallen. Frederiksbergs politimester frygtede nye tumulter og ville aflyse, men selveste justitsministeren greb ind. At store del af pressen stadig ikke var up to date, fremgik af deres døgnflue-dom over bandet. Men de unge tog ved lære og lod håret gro ned i panden, hvilket de ikke brød sig om på kasernerne. Med pigtrådsmusikken – jf. guitarstrengene – begyndte unge i det ganske land selv at spille i band. Hvis de ikke sad klistret til transistorradioen eller spolebåndoptageren. Pionerer som Johnny Reimar, Keld Heick og Peter Belli slog over i danskpop. Men sidstnævnte var bogstavelig talt langhåret. Ja, som den vist eneste dansker nogensinde røg ’Ulven Peter’ i spjældet for at ryge den fede. Samfundet statuerede et eksempel. Belli var frontfigur på livestedet Hit House, der ikke var for akademikerne, som sværgede til jazz og folk, men for festaber. Senere blev pigtråd dog, fx med The Defenders (som faktisk også startede hos Kisbye), til beatmusik, hvor de intellektuelle også kunne være med, ligesom når Cæsar sang om flipperne ”ved det store stygge Storkespringvand”. Danmarks svar på The Summer of Love blev de såkaldte ’love ins’ i Kongens Have, hvor Steppeulvene optrådte. Sangeren herfra, Eik Skaløe, blev også nær knaldet af politiet, men fortrak til Indien for året efter at blive fundet død, hvorpå han fik en status som dansk rockmusiks eneste martyr. Luksushippierne i Savage Rose indtog herefter scenen og var tæt på et internationalt gennembrud, for dog at abdicere til fordel for den yderste venstrefløj og et kolonihavehus på Sydhavnen. Men i 1969 begyndte et band ved navn Gasolin så at spille op til cancan.

Billede: http://all-free-download.com/