50'erne

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Da loven fra 1948 havde indbygget i sig, at der skulle ske revision efter 3 år, ville det være natuligt at vente, at det ville ske i 1951.

Nu er det jo sådan, at "at love er ærligt, men holde besværligt". Det var det i 1951, og det har det været siden. Ingen af mine love er kommet til det forudsete tidspunkt. Man klarede udsættelsen ved en forlængelseslov nr. 95 af 14. marts 1951.

Men grunden til forsinkelsen var nu reel nok. I 1948 var nedsat en Ungdomsskolekommission, der havde følgende to opgaver i sit kommissorium:

1. Udarbejde forslag til en ny lov om ungdomsskoler for den ufaglærte ungdom og

2. overveje og stille forslag med hensyn til ungdommens ud nyttelse af fritiden. Ligeledes i 1945 var som nævnt nedsat Ungdomskommissionen.

Disse to kommissioner nedkommer i 1952 med hver sin betænkning. Ungdomskommissionens hedder "Ungdommen og Arbejdslivet", og Ungdomsskolekommissionens hedder: "Betænkning vedrørende ungdomsskoler, aftenskoler, ungdommens fritidsbeskæftigelse m.v."

For at få et overblik over, hvordan det er gået med elevtallet siden 1951, vil det være praktisk at have en oversigt det tiår, vi nu er i:

(Undervisningsministeriets statistik for årene.)

Det er stadig ikke imponerende elevtal, der kan opvises, og der opstår rent faktisk en form for krise i begyndelsen af 50' erne, hvor et par byråd stærkt overvejer at nedlægge deres ungdomsskoler.

Den manglende tilslutning udgør et alvorligt problem, mener Ungdomskommissionen, og to forhold øger problemets størrelse og aktualitet, nemlig at de unge ufaglærte under 18 år stadig har meget dårlige chancer for at få en bredere faglig uddannelse samt at krigsårenes store årgange står og banker på døren inden for en meget overskuelig tid. Man frygter ungdomsarbejdsløshed, idet arbejdsmarkedet ikke kan opsuge denne ekstra mængde arbejdskraft.

Fra Ungdomskommissionens betænkning citerer jeg:

"På længere sigt frygter kommissionen, at de to forhold vil forstærke hinanden i en uheldig udvikling således, at udviklingen medfører en forringet situation for en stor del af arbejderstanden såvel arbejdsmæssigt, økonomisk som socialt. Det indebærer igen en fare for en sænkning af arbejderstandens kulturelle standard. Et forhold, som kommissionen i sig selvfinder at udgøre en trussel mod det demokratiske styre. Der er med andre ord tale om et problem, som tillægges vidtrækkende samfundsmæssige konsekvenser."

Det er tankevækkende, at Ungdomskommissionen fremsætter disse ord. Det kunne set ud fra min synsvinkel være rart, om politikere i dagens Danmark tænkte på samme måde om demokratiets vilkår og mulighederne for at bevare eller miste dem. Situationen er den samme med stor ungdomsarbejdsløshed, men nu til dags er det kun nødvendigt at sikre opbevaring og pacificering af de ledige unge, mener politikerne.

Jeg kan altså i disse tider mere glæde mig over politikernes bevågenhed end over de unges.

Lov om ungdomsundervisning

Den nye lov, der får nr. 219 og navnet "Lov om ungdomsundervisning m.v." vedtages den 11. juni 1954. Den indeholder flere væsentlige nydannelser, hvoraf nok den væsentligste er den, at jeg nu skal modtage alle unge mellem 14 og 18, og ikke som før, hvor jeg kun måtte henvende mig til de ufaglærte unge. Unge mellem 14 og 16 år får endvidere ret til en ugentlig frieftermiddag med løn, hvis de deltager i min undervisning.

Der bliver muligheder for at lave to former for ungdomsskoler, nemlig en eftermiddagsskole med mindst 64 timer årligt og en kombineret dag og aftenungdomsskole med undervisning 1 til 2 eftermiddage og 1 til 2 aftener pr. uge, i alt mindst 90 timer pr. år. Endelig lyses mine fritidsarrangementer, som allerede har været en del af mit liv i de sidste år, i kuld og køn i lovens par. 43.

Af oversigten ovenfor kan man også se en anden virkning. Fra og med 1954 stiger antallet af ungdomsskoler stærkt uden den store virkning på elevtallet, der dog fordobles i perioden 52/53 til 58/59. Det fortæller, at en lang række små kommuner (en landkommune havde i midten af 50'erne måske bare 2300 indbyggere) nu gik i gang. Ofte skete det ved, at man traf en aftale med en større kommune om at klare den lille kommunes forpligtelse.

Denne stigning i antallet af skoler (næsten en fordobling på et år og igen en fordobling ved årtiets afslutning) kan skyldes to ting.

Den ene var det faktum, at det havde været nødvendigt at indskærpe over for kommunerne den forpligtelse, de havde og forøvrigt havde haft siden 1942, når der vel at mærke var tale om købstæder og landkommuner med bymæssig bebyggelse, men i en positivistisk ånd vel også, at mange kommuner kunne se, at de med en ungdomsskole havde det apparat, der dengang som nu er af betydning, nemlig instrumentet til løsning af en række opgaver, der var betinget af udviklingen i samfundet, og som man ikke havde noget andet kommunalt apparat til at tage sig af.

Med muligheden for alle unge mellem 14 og 18 for at gå i ungdomsskolen, sker der naturligvis en forskydning således, at den nye gruppe (skolesøgende og lærlinge) i 1956-57 udgør ca. 25% af eleverne.

I begyndelsen af årtiet fortsætter tendensen fra 40'erne, hvor den teknisk betonede ungdomsskole for ufaglærte taber terræn til fordel for den fritidsprægede ungdomsskole.

Men efter de to betænkninger og loven af 1954 bringes erhvervsfaglige elementer igen ind i ungdomsskolen, hvor der etableres forskellige linjer med erhvervspræg, f.eks. landbrugs, fiskeri, butiks og husgerningslinjer. Den nye lov giver anledning til en større decentralisering, og en del af ansvaret for mig lægges ud til et nyt organ, der får navnet "amtsungdomsnævnet". Her koordineres mit arbejde på amtsplan, og der ansættes efterhånden rundt om i amterne "amtsungdomskonsulenter".

Senere ændres deres titel (1970) til "amtskonsulenter for fritidsundervisningen". Det skyldes, at deres arbejdsområde i slutningen af 60'eme blev udvidet til at omfatte hele fritidsundervisningsektoren (aftenskoler, ungdomsskoler, foreninger og ungdomsklubber). Disse konsulenter findes indtil udgangen af 1990, hvor deres stillinger nedlægges, idet de netop vedtagne love (om støtte til folkeoplysning og lov om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler) ikke giver disse konsulenter opgaver, men deres arbejdsindsats overfor ungdomsskolen er uomtvistelig af den største betydning for min udvikling.

En af mine "førstemænd", David Petersen siger i et interwiev med Preben Michaelsen: "Den (nye lov) gav lidt løsere retningslinjer for den erhvervs og samfundsbetonede undervisning. Den blev ligesom frigjort fra den tekniske ungdomsskole for ufaglærte. En sådan skoleform var slet ikke vores sigte. Alle os fra først i 50' erne ville først og fremmest lave en fritidsskole med erhvervs og samfundsorientering, en skoling i demokrati og opdragelse til fritid. Det sidste skyldtes ikke mindst vores inspirator Arne Jørgensen (Esbjerg)."

At mine elevtal stiger noget i slutningen af 50'erne kan også tilskrives, at der sker et generationsskifte i min ledergruppe. Stabiliteten bliver større, og det ligner mere og mere et job at være leder af en ungdomsskole i de større kommuner. Samtidig stiller disse nye ledere med en vis mængde adrenalin, idet de ikke har kunnet realisere deres nye pædagogiske ideer i den folkeskole, de var uddannet til at arbejde i, hvor begreber som eksamensskole og "fri mellem" var vilkårene.

Mange af dem valgte mig, idet de her fik arbejdsmuligheder, der var langt friere, end hvor de kom fra.

David Petersen mener, at disse menneskers indsats var væsentligere for ungdomsskolen end en ny lov i 1954. Men i slutningen af 50’erne er den gal igen. En lovrevision er på trapperme. Baggrunden var denne gang, at der var indført 8. og 9.årgang i folkeskolen, men at denne udvidelse ikke var obligatorisk og forøvrigt heller ikke var en realistisk mulighed for mange unge. For at give de unge, der ikke kunne deltage heri en alternativ mulighed, besluttedes det at indføje følgende nye elementer i loven fra 1954:

1. En 1-årig eller flerårig almen ungdomsskole med et timetal på mindst 144 timer årligt. Heraf skulle mindst 36 timer anvendes til erhvervs og samfundsbetonet undervisning. De øvrige fag skulle have en længde på mindst 24 timer.

2. En 1-årig eller flerårig erhvervspræget ungdomsskole med et timetal på mindst 144 timer pr. år.

3. En 2-årig ungdomsskole med en varighed på 480 timer pr. år. Indholdet skulle svare til folkeskolens hhv. 8. og 9. klasse.

4. En ungdomskostskolemulighed (en efterskole, men drevet af en eller flere kommuner).

Endelig skærpes kommunernes forpligtelse således, at det påhviler alle kommuner at fremsætte tilbud om oprettelse af ungdomsskole for alle unge mellem 14 og 18 år. Der fastsættes et oprettelseselevtal på 10, og kommer der færre, skal kommunen henvise til nærmeste ungdomsskole og betale omkostningerne til denne henvisning. Af de fire nye former indtager den almene ungdomsskole langt den største plads.

Den erhvervsprægede ungdomsskole bliver specielt en succes på et område, nemlig landbrugsuddannelsen, hvor det ad åre lykkes at få godkendt beviset for gennemført undervisning på denne linje (det grønne bevis) som en betingelse for at kunne opnå statslån til erhvervelse af landbrugsejendom.

De øvrige erhvervslinjer er betydelig mindre i såvel udbredelse som elevtal.

Den 2-årige ungdomsskole kommer i gang visse steder, men overhales kort efter indenom af den stadig stigende tendens til at gå 8 eller 9 år i folkeskolen. Ungdomskostskolemuligheden finder anvendelse på tre lokaliteter i landet, hvor de etableres af kommuner i fællig som hhv. Sydjysk Ungdomskostskole i Holsted, Ribe amt, Handbjerghus i Ringkøbing amt og Ungdomskostskolen Tårupgård i Viborg amt.

(Billede: Luftfoto af Thomas B. Thriges fabriksanlæg i Odense 1952. Kilde: Odense Bys Museer, http://odensebilleder.dk)

Fortsættes...