Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

De kommunale Fortsættelseskurser.

Men jeg får først rigtig vind i sejlene i slutningen af 18-hundredtallet, da en kommune (København) erkender, at den har et problem, som man mener kan løses ved at starte "De kommunale Fortsættelseskurser i København". De problemstillinger, der fører til starten af skolen, ligner i høj grad dem, som man 44 år senere kom til at diskutere i Ungdomsudvalget, som er det udvalg, der lægger grunden til "den moderne ungdomsskole".

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

De Massmannske Søndagsskoler.

De ses i en opfordring til velgørende og ædelmodige borgere i København om at yde bidrag til en fortsættelsesundervisning beregnet for håndværkerlærlinge, og de fag, der skulle undervises i, var skrivning, regning og tegning. Undervisningen skulle være gratis, derfor opfordringen af 21. marts 1800 til borgerskabet som gav så megen gevinst, at det lykkedes at starte skolen den 4. maj 1800 med 40 elever. Elevtallet voksede støt i de følgende år i takt med de øgede bidrag fra borgerskabet, der indså nødvendigheden af at sikre en fortsat udvikling i borgersind og borgerdyd.

- fortalt til og genfortalt af Kjeld Friis-Hansen i anledning af, at nogle påstår, at UNGDOMSSKOLEN bare skulle være 50 år gammel..

(Bragt i jubilæumsskriftet ”50 År Ung” i 1992. Gengivet med tilladelse fra Tove Friis-Hansen.)

Det er kommet mig for øre, at jeg fylder 50 år i 1992. Det er da muligt, at nogle kan have ret i denne underdrivelse, men sandheden, kære venner, er en ganske anden.

Gad vidst om ordsproget: "Den, der lyves død, lever længe" kan oversættes til: "Den, der lyves ung, bliver meget gammel"? Nå, det må fremtiden vise. Men lige netop nu føler jeg mig egentlig ganske livskraftig.

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Traditioner skal man ikke ændre på. Derfor: Lad os starte med at betragte nedenstående tabel. Jamen, nu går det jo pludselig den anden vej! Kan det være rigtigt? For at finde ud af det, må vi se, hvor mange unge, der overhovedet var at tage af i de år. P-pillen var nu en realitet, og det gav sig lidt voldsomme udslag i antallet af kunder i min butik.

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Lad os følge traditionen og starte med at se på udviklingen i tal:

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Da loven fra 1948 havde indbygget i sig, at der skulle ske revision efter 3 år, ville det være natuligt at vente, at det ville ske i 1951.

Nu er det jo sådan, at "at love er ærligt, men holde besværligt". Det var det i 1951, og det har det været siden. Ingen af mine love er kommet til det forudsete tidspunkt. Man klarede udsættelsen ved en forlængelseslov nr. 95 af 14. marts 1951.

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Hvis man havde troet, at man ved at lave ungdomsskoler havde opfyldt de unges eneste og mest saliggørende ønske, tog man i noget omfang fejl. At der var nok at tage fat på, fortæller to tabeller fra Ungdomsudvalgets betænkning fra 1941:

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Ungdomsudvalget.

I forbindelse med finanslovsdebatten i 1938 lykkes det den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen at få indføjet en bestemmelse om, at der skal nedsættes et Ungdomsudvalg.

Denne beslutning omsættes i praksis den 10. januar 1939, og udvalget får til opgave at "overveje hele spørgsmålet om ungdommens udvikling og uddannelse på folkelige, kulturelle og samfundsmæssige områder og undersøge nødvendigheden af ændringer i den bestående lovgivning om skoler for ungdommen (folkehøjskoler og landbrugsskoler) samt at overveje og fremkomme med forslag om nye former for ungdomsarbejde i det hele". Den del af udvalgets kommissorium, der for mig var den væsentlige var den sidste.