Utopiske samfund

Slumstormerbevægelsen startede på Christianshavn, da en række forfaldne baghuse udråbtes som republikken Sofiegården. Området blev ryddet med bulldozere og knippelsuppe, men i den brede befolkning affødte miseren et godt blik for, at bolighajer og andre magtbaroner var galt afmarcheret, når huse kunne stå tomme, mens tusinder af unge manglede tag over hovedet.

 I 1969 fik Det Ny Samfund, en udløber af Studentersamfundet, kulturminister K. Helveg Petersen og Københavns Kommune til at støtte opførslen af et kultur- og ungdomshus ved navn Projekt Hus. Inden da var de gamle lager- og kontorlokaler ud mod Magstræde blevet besat af hippier. Initiativet var fra starten kritisk indstillet over for euforiserende stoffer, men indvielsen faldt sammen med, at et par samlingssteder for unge med et kraftigt forbrug lukkede, hvorfor (narko)nissen flyttede med. Efter en voldsom pressestorm måtte styregruppen af politiske aktivister melde Projekt Hus forbi og give ejendommen tilbage til ’samfundet’ alias de kommunale myndigheder. I 1972 fik stedet en ny og mere acceptabel profil som Huset i Magstræde. Tanken om en kollektiv bestemmelsesret led dermed en krank skæbne. Til gengæld opstod et aktivitetshus, hvor der gennem årene er blevet spillet talrige typer musik og præsenteret nyskabende film, teater og udstillinger. De fleste større byer fik sig i de følgende år et ungdomshus, der ofte udviklede sig til et kultur- eller medborgerhus. Mange er forsvundet igen, men Huset i Magstræde har rejst sig gentagende gange.

Både Thylejren og Christiania havde en vis Jacob Ludvigsen en aktie i. Under et forgæves roadtrip vestpå efter John Lennon, som gæstede Verdensuniversitetet i Skyum Bjerge, udklækkede journalisten i 1970 ideen om en festival a la Woodstock, som syrehovederne i Projekt Hus (op)købte i form af en snes tønder land ved Frøbjerg. Det befolkedes af halvnøgne vilde samt nysgerrige tilskuere, som snart fik lov til at betale entré. Store musikalske navne i kim som Gasolin og Gnags kom da også forbi. Medvinden strømmede i det hele taget i møde, indtil rebellerne gik over stregen ved at besætte et kirketårn. Men Ludvigsen var allerede videre i livet: Efter militærets rømning af Bådsmandsstræde Kasserne kravlede han og en kumpan igennem et plankeværkshul på Christianshavn, og for deres åsyn udfoldede sig et stort, naturskønt område med tomme bygninger lige til at invadere. Kort efter besatte han storbyens oase under en spektakulær flagceremoni. Selv flyttede ’Ludvig’ dog hurtigt. Som i tilfældet Projekt Hus og Thylejren var fællesmøderne og narkoen, kilden til evige stridigheder. Sidstnævnte var faktisk fra starten bandlyst, men hash talte så ikke med i regnskabet. Dette stod dog ikke i vejen for, at Christiania fik et officielt stempel som ’socialt eksperiment’ i 1973. I slutningen af halvfjerdserne blev konflikter med ’kokserne’, ofte sprøjtenarkomaner, ret massive, men trods overhængende fare for lukning eller ’normalisering’ har fristaden fået lov til at bestå til den dag i dag. Og stadig gør de ægte christianitter fælles front mod det omgivende samfund, alt imens de synger: ”I ka’ ikke slå os ihjel, vi er en del af jer selv!”.

Billede: Pixabay