Hippier og studenter

11-UngdommensHistorie-Illustration

Mens Gasolins Christianshavn repræsenterede en dansk light-version, gennemsyredes hippiernes alternative livsformer Haight Ashbury-kvarteret i San Francisco. Det (lalle)glade budskab var blevet overbragt af et par centrale overgangsfigurer mellem beat- og hippiegenerationen: Timothy Leary, psykologiprofessor på Harvard, og Ken Kesey, forfatter til Gøgereden


 Den psykedeliske musik akkompagneredes af bevidsthedsudvidende stoffer og en ’be sure to wear some flowers in your hair-filosofi’, der kulminerede ved Woodstock-festivalen i 1969. Senere på året kammede den over ved Altamont-festivalen, hvor en sort mand blev stukket ned af en Hells Angel-vagt, mens Rolling Stones spillede. Fra gadeplanets solidaritet med de undertrykte i kraft af ’the blues’ rettede syrerocken nu et drømmende blik mod et fjernt punkt i uendeligheden, hvor natur og eros smeltede sammen. Med andre ord blev musikken stenet. Da rockerne omkring 1970 satte de hårde stoffer i omløb, var det nu ikke så fed en tid at være hippie i. Dårlige trips blev imødegået med ’knæhøj karse’ og ’feminine’ værdier som fantasi, fællesskab, frodighed. Natur-lighed blev hipt i tøj og kost. Kroppen skulle løses fra de snærende bånd. Kvinder smed bh’en og tog den lilla ble på, mens mænd sværgede til bredriflede fløjlsbukser, afghanerpels og hønsestrik. Mikro-makro, brune ris og linser stod på menuen. Orientalske filosofier med ying, yang samt yoga og nye religioner som Hare Krishna og Transcendental Meditation kom i højsædet. Andre vendt sig mod ’primitive’ stammekulturer. Alt sammen med fællesnævner i den antimaterialistiske værdikamp.

Men revolutionens regnbuefarver skulle snart vige for en gråmeleret indre emigration inden for rammerne af det etablerede samfund. Eller for de ræverøde marxistiske maksimer. Efter studenterurolighederne i Berkeley og Berlin, men inden Paris kom i blokadernes, barrikadernes og brostenenes tegn, nemlig i marts 1968, boykottede psykologistuderende undervisningen på Københavns Universitet under parolen ”Bryd professorvældet”. Godt en måned senere protesterede ca. 5000 unge på Frue Plads. Stort ståhej var det også, da en student gik på talerstolen til årsfesten og med kongefamilien og andre samfundsspidser som målløse tilhørere fremsatte de medstuderendes – og arbejdernes – krav. At både denne cand.psych. in spe og hans kammerater var klædt i tøj, der fik dem til at ligne forvoksede konfirmander, siger dog lidt om, at studenteroprøret langtfra antog samme pjalteproletariske forløb som i det store udland. En væsentlig årsag var, at rektor Mogens Fog, gammel kommunist og frihedskæmper, langt hen ad vejen var på de studerendes parti. Han gik tilmed så vidt som til at forsvare sine ”kyllinger” (men blev dog småfornærmet over, at de under besættelsen af hans kontor tog for sig af sherryflasken og cigarkassen!). Hurtigt fik studenterne da også indfriet flere af deres krav. Dette var dog ikke til hinder for, at der i halvfjerdserne gik et kommunistisk spøgelse henover landets læreanstalter. Ja, så sent som i firserne styrede munkemarxisterne for vildt, omend revolutionen efterhånden måtte siges at have ædt sine egne børn.

Billede: Pixabay

Utopiske samfund
Rok og rul