I 1814 blev der for første gang lovgivet om undervisningspligt for alle børn i Danmark. Den nationale vækkelse efter krigen mod England havde udløst reformiver på ikke mindst det skolemæssige område.
Ungdomsskolernes historie tager faktisk allerede sin begyndelse før 1814, nemlig ved århundredeskiftet med De Massmannske Søndagsskoler.
I 1903 indførte en ny lov udelt børneskole i byerne: mellemskolen. Stadig var der dog behov for undervisning af de unge, der forlod skolen efter syv år og ikke gik direkte fra et fritids- til et fuldtidsjob som lærling eller husassistent.
I 1935 blev Jørgen Jørgensen, en radikal gårdmand med rødderne solidt fæstet i højskolebevægelsen, ny undervisningsminister efter socialdemokraten Frederik Borgbjerg. Dermed gik tanken om et obligatorisk ottende skoleår i glemmebogen.
Loven ”Ungdomsskolen for den ufaglærte Ungdom” blev den 4. juli 1942 vedtaget på baggrund af bl.a. forsøgsrapporterne fra Esbjerg og Odense og derefter underskrevet af kongen.
J. Jørgensens håb om at finde 50 % af en årgang på Danmarks ungdomsskoler var i første omgang skudt langt over målet. Og dog indrettede skolerne for de 14-18 årige sig på en mere helhedsorienteret undervisning i forlængelse af højskoletraditionen.
For de mange, der efter mellemskolens afskaffelse i 1958 ikke fulgte den slagne vej og tog realen med, blev der åbnet for nye tiltag såsom en et- eller toårig almen ungdomsskole, hvor erhvervsbetonet undervisning kunne indgå.
I over ti år, fra 1982 til 1993, var undervisningsministeren den ’højskolede’ Bertel Haarder. Men i 1988 fandt en omlægning af regeringen sted, hvor Ole Vig Jensen flyttede ind i kulturministeriet og kom til at stå for folkeoplysningen, der bl.a. inkluderede ungdomsskoleområdet.