Ungdomsskolen i 40'erne

Selvbiografi-Vintergaekker

Fra: Ungdomsskolens Selvbiografi, af Kjeld Friis-Hansen 1992.

Hvis man havde troet, at man ved at lave ungdomsskoler havde opfyldt de unges eneste og mest saliggørende ønske, tog man i noget omfang fejl. At der var nok at tage fat på, fortæller to tabeller fra Ungdomsudvalgets betænkning fra 1941:



  Mænd Kvinder I alt
  Antal % Antal % Antal %
Eksamensskole 556 20,4 695 23,1 1.251 21,8
Aftenskole 91 3,3 277 9,2 368 6,4
Efterskole 16 0,6 41 1,4 57 1
Teknisk skole 758 27,9 52 1,7 810 14,1
Handelsskole 341 12,5 283 9,4 624 10,9
Landbrugsskole 9 0,3 1 - 10 0,2
Husholdningsskole - - 105 3,5 105 1,8
Højskole 11 0,4 16 0,5 27 0,5
Anden undervisning 42 1,6 112 3,7 154 2,7
Ingen undervisning 898 33 1.430 47,5 2.328 40,6
Tilsammen 2.722 100 3.012 100 5.734 100


(14 - 18 årige fordelt på uddannelses- og skoleformer i byerne 1939).

  Mænd Kvinder I alt
  Antal % Antal % Antal %
Eksamensskole 34 5 39 6,9 73 5,9
Aftenskole 90 13,2 80 14,1 170 13,6
Efterskole 27 4 28 4,9 55 4,4
Teknisk skole 92 13,5 7 1,2 99 7,9
Handelsskole 28 4,1 13 2,3 41 3,3
Landbrugsskole 41 6 - - 41 3,3
Husholdningsskole - - 25 4,4 25 2
Højskole 3 0,5 10 1,8 13 1
Anden undervisning 1 0,2 - - 1 0,1
Ingen undervisning 364 53,5 365 64,4 729 58,5
Tilsammen 680 100 567 100 1.247 100


(14 - 18 årige fordelt på uddannelses- og skoleformer på landet 1939).

Sådan så situationen ud i byerne, hvor jeg skulle have mit virke. Tabellen viser naturligvis ikke, hvordan det så ud over hele landet, men gav et billede af mit arbejdsfelt i 7 købstæder. Værre var det, som den næste tabel viser, på landet, hvor tabellen viser resultatet fra 13 landkommuner. Men her havde jeg jo ikke noget at gøre - i første omgang !

Med så mange mulige elever, skulle det troligen ikke være svært at lave mange og store skoler. Men realiteten blev som sagt anderledes. I det første årti (1941-51) blev tilslutningen blandt den ufaglærte ungdom i byerne som følger:

  Antal skoler Antal elever Tilvækst i % Gns. antal elever
1941-42 17 851 - 5
1942-43 48 2.359 177 4,9
1943-44 157 9.517 303 6,1
1944-45 150 7.327 -23 4,9
1945-46 133 6.368 -13 4,8
1946-47 110 4.827 -24 4,4
1947-48 9,2 4.258 -12 4,6
1948-49 109 5.832 37 5,4
1949-50 97 6.492 11 6,7
1950-51 102 6.940 7 6,8


(Undervisningsministeriets statistik fra årene).

I betragtning af, at undervisningsminister Jørgen Jørgensen under udvalgsarbejdet i Ungdomsudvalget havde skønnet, at målgruppen ville udgøre ca. 70.000 unge, og at man påregnede en deltagelsesfrekvens på ca. 50%, altså 35.000 potentielle kunder, må de opnåede tal i det første årti betragtes som beskedne. Der skulle gå mange år, førend jeg nåede op på de 50% og endda højere.

Omvendt kan man slutte, at ikke alle kommuners ungdomsskoleledere havde samme heldige hånd som Kristen Helveg Petersen og Arne Jørgensen. Men jeg havde nu også odds imod mig i disse første år. Det er ikke de bedst mulige vilkår at byde en ny: Mørklægning, udgangsforbud om aftenen, mangel på brændsel til at fyre skolerne op med og endelig, at mange skoler var beslaglagte.

Men selve min ide var heller ikke den helt rigtige. Ifølge J. Novrup, fandt de unge det ikke interessant "at studere til arbejdsmand", og det var jo i realiteten det, jeg gav dem mulighed for. Det obligatoriske "praktisk betonet virksomhed" lagde op til det, og det foregik efter de principper, der var lagt op til i betænkningen, hvor begrebet endnu hed "arbejdskundskab".

Det tog en del skoler konsekvensen af (hvor de så end havde lovhjemlen til at gøre det fra (ser vi mon allerede her begyndelsen til min lidt anarkistiske livsstil)?), idet de indarbejdede mere medborgerlige og alment menneskelige aspekter i mine planer. Ligeledes gennemførte mange skoler noget, der kunne betegnes som forløberen for komme til kort på den fagspecifikke bane. Men tendensen til at lade "fagenes" folk undervise var begyndt og fortsætter med øget styrke i de kommende år. Dette var en naturlig konsekvens af, at jeg er et "legalt" barn af højskolen, hvor der aldrig har været formelle krav til læreres kvalifikationer.

Ungdomskommissionen

I loven af 1942 var indføjet en bestemmelse om, at der skulle ske revision.

Denne revision blev forberedt af Ungdomskommissionen, der blev nedsat den 17. oktober 1945 altså ganske tæt efter krigsafslutningen, hvoraf jeg måske lidt stolt kan slutte mig til, at jeg ikke var en helt uvæsentlig ting af arbejde med. I de tider kunne der jo godt være ting, der kunne forekomme mere påtrængende.

Ungdomskommissionen fremkom i 1947 med en udtalelse, som dannede grundlaget for revisionsforslaget. Ungdomskommissionen fandt, at loven stadig var aktuel, og indstiller, at den forlænges med 3 år.

Der bliver dog foretaget nogle mindre ændringer således, at de obligatoriske fag bliver defineret bredere. "Familiefag" får høj prioritet, og der gives mulighed for at yde støtte til fritidsarrangementer i tilknytning til min undervisning.

Den nye lov ser dagens lys den 24. maj 1948, har nr. 238 og kan vel egentlig betegnes som det første eksempel på at love på dette område ofte formuleres på baggrund af den praksis, der i den forløbne tid er blevet den almindelige. Skal jeg sige det lidt firkantet: Man skaber legalitet til at fortsætte allerede indarbejdet, men ikke anerkendt praksis. Dette sker også i senere love, og det bedste eksempel er vel min nye lov fra 1990, men herom senere. Ovenfor har jeg sagt lidt om mine lærere, der i al væsentlighed var folkeskolelærere. Om lederne skal der også siges lidt her i mine første år.

At være ungdomsskoleleder i disse år var et job, der typisk vandrede mellem de yngre lærere, idet der ikke var tale om noget, der lignede en fuldtidsansættelse. Det betyder naturligvis, at kontinuiteten i mit arbejde ikke er det bedste, selvom det er ganske klart, at disse unge og skiftende ledere i mig ser en mulighed for at realisere noget af det, der ikke kunne (og forøvrigt stadig ikke kan) realiseres i folkeskolen.

Fortsættes...

50'erne
"Jubilæumsperioden"

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/