Ungdomsskoleloven

Historie-Moerklagt-by

Loven ”Ungdomsskolen for den ufaglærte Ungdom” blev den 4. juli 1942 vedtaget på baggrund af bl.a. forsøgsrapporterne fra Esbjerg og Odense og derefter underskrevet af kongen.


I december 1940 havde Ungdomsudvalget afgivet en betænkning med fire lovforslag, deriblandt et for ”ungdomsskoler for unge mennesker mellem 16-18 år”. Ved forelæggelsen i Tinget ændrede Jørgensen imidlertid forslaget til at omhandle unge ned til 14 år, og ordningen blev, efter at være sendt i høring og mødt med stærk kritik, på et frivilligt grundlag. Den første selvstændige lov på området skitserede desuden blot en aftenungdomsskole. Et forhold, der skyldtes, at arbejdsgiverne, som var med til de afsluttende drøftelser, sagde NEJ til at give eleverne fri en gang om ugen med løn (en dagskole betød jo også gale streger om aftenen!). Omvendt holdt fagforbundene stejlt på H.C. Hansens krav om økonomisk kompensation. Udvalget måtte nu binde enderne sammen til noget, der hverken var en ræverød tråd i, eller som levede helt op til De Radikales folkeoplysende visioner. Arbejdskundskab, det dominerende fag, blev tilrettelagt på almen-faglig basis, ikke højskolens almen-menneskelige. Omvendt kan det ses som en indrømmelse over for De Radikale, at der med ’personlighedsudvikling’ som nøgleordet anslås en terminologi fra nyhumanismens pædagogiske tankegods, der vægtede individets almendannelse højt og indirekte kritiserede den nationalistiske (læs: nazistiske) Volksgeist. Måske også som en følge af personfnidder mellem Hansen og Jørgensen kan den første ungdomsskolelov i det hele taget tolkes som et kompromis mellem deres respektive partier eller mellem arbejder- og højskolebevægelsen.

Ikke desto mindre skriver Jørgensen, at netop behandlingen af Ungdomsskoleloven ”åbnede en enighed og forståelse som aldrig tidligere”. Et forhold, han sikkert med rette tilskriver den ydre fjende. Selv om loven åbnede op for tilskud til både skolerne og eleverne, var tilstandene under 2. Verdenskrig dog alt andet end ideelle. De ’frihedsrettigheder’, som så småt havde indfundet sig: ferie, bil, rejser etc., blev sat kraftigt tilbage under besættelsestidens strenge regler og restriktioner: Om aftenen var der udgangsforbud fra de mørkelagte huse. Mangel på brændsel lagde en kraftig dæmper på transportmulighederne. Og skolerne var ofte okkuperede af tyskerne. Men det var nu ikke så skidt, at det ikke var godt for noget: Grundet disse omstændigheder dæmmedes der op for Ungdomsudvalgets frygt for en samfundsskadelig udnyttelse af fritiden – opløsningen af de sociale normer på ’gaden’, i biografteatrene og i andre forlystelsesetablissementer (inkl. trappeopgange og kælderskakte). Det var sandsynligvis også som en konsekvens heraf, at aftenungdomsskolen i den oprindelige udgave kun var obligatorisk at oprette for de unge i byerne, ikke i landkommuner uden bymæssig bebyggelse, hvor en uddannelse som fx landbrugsmedhjælper eller køkkenassistent lå lige for. At det kun var de mere beboede kommuner, der havde pligt til at oprette ungdomsskoler, forhindrede i øvrigt også en direkte konkurrence til højskolerne, der jo ofte befinder sig langt fra alfarvej.

 

Almenundervisning
Et skridt frem og to tilbage

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/