Ungdomsudvalget

Historie-Gamle-Korsloekke

I 1935 blev Jørgen Jørgensen, en radikal gårdmand med rødderne solidt fæstet i højskolebevægelsen, ny undervisningsminister efter socialdemokraten Frederik Borgbjerg. Dermed gik tanken om et obligatorisk ottende skoleår i glemmebogen.


Et par år efter fik Jørgensen imidlertid vedtaget den nye folkeskolelov, hvilket var hårdt tiltrængt, da den gamle jo gik helt tilbage til 1814. Selv skriver han i sine erindringer: ”Hermed var det væsentlige af, hvad Den Store Skolekommission af 1919 havde taget op i sin betænkning realiseret. Det var naturligt for mig at fortsætte reformarbejdet inden for skolens område ved at tage spørgsmålet om en ændring af lovgivningen for ungdomsskolerne og højskolerne op”. Under finanslovdebatten i 1938 lykkedes det for ham at få nedsat et ungdomsudvalg, som trådte i kraft januar 1939 og fik til opgave at ”overveje hele spørgsmålet om ungdommens undervisning og uddannelse på folkelige, kulturelle og samfundsmæssige områder”. Udover overvejelser om at udbygge folkehøjskoler og landbrugsskoler var der et punkt, som omhandlede oprettelse af ungdomsskoler. I det hele taget skulle udvalget blåstemple eller blackliste lovforslag for ungdommens uddannelsesmæssige situation. Ud over ministeren selv på formandsposten og en række embedsmænd talte det personer fra højskole- og arbejderbevægelsen, men også nationalbankdirektør og formand for AOF C.V. Bramsnæs (der gerne sluttede sine foredrag af med at anbefale alle unge en sparekassebog!). Fremhæves skal også to DSU’ere: H.C. Hansen, den senere statsminister, og Julius Bomholt, den senere undervisnings- og kulturminister.

Dette eksklusive selskab blev i 1939 suppleret af Kristen Helveg Petersen. I kraft af sit arbejde med undervisning af unge arbejdsløse i Odense og vel også som en tro partifælle og ’buffer’, der kunne holde Socialdemokratiet i skak, blev han hentet ind af Jørgensen som praktikeren udi ungdomspædagogik. Også i Esbjerg havde man erfaringer at bygge på. Ungdomsskoleundervisningen tyvstartede på forsøgsbasis i efteråret 1939 for ”bybude, arbejdsdrenge og husassistenter”, der lærte om: ”Cement – jernbeton – vejarbejde – dræning – motorlære og lidt simpel regnskabsføring”. For pigerne drejede det sig om: ”husgerning, kjolesyning, barnepleje”. Undervisningen blev primært varetaget af socialdemokraten Arne Jørgensen, og bag initiativet stod førnævnte Bomholt, der ud over at være folketingsmand også havde været forstander på Arbejderhøjskolen, ’Den røde Borg’, og var skolekommissionsformand i Esbjerg. Konturerne sig hermed af bogstavkombinationen for de første reelle ungdomsskoler, nemlig A for Socialdemokratiet og B for Det Radikale Venstre, hvor henholdsvis Esbjerg og Odense var ’hovedstæderne’. Symptomatisk er det, at mens de radikale stod for folkehøjskolens form og de dertil knyttede idealer om frihed og det almene samt et ønske om ungdomsuddannelser på et frivilligt grundlag, så stod socialdemokraterne for uddannelsesskolens praktiske indhold, der mindede om de tekniske skolers, da det først og sidst handlede om at kvalificere de unge, ufaglærte industriarbejdere til at gå en mindre usikker fremtid i møde.

 

Almenundervisning
Et skridt frem og to tilbage

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/