Featured 

Da Danmark fik sin ungdom: Forord


Aksel Horsens 
Formand for Ungdomsringen i henvendelse til pressen august 1943 


"Det, jeg er stolt over ved Ungdomsringen, er, at man, i stedet for at brokke sig over ungdommen eller være bekymret over tendenser i tiden, går ind og giver de unge nogle alternativer, ligesom Ungdomsringen gjorde i 1942. I Ungdomsringen tror vi på fællesskabet, og vi tror på den unge. Samtidig er en klub ikke et sted, hvor du får alting forærende. Der er en naturlig forventning til, at du selv bidrager og selv er med til at finde ud af, hvad vi skal lave i dag og om et halvt år.

Maja Panduro 
Formand for Ungdomsringen i interview april 2012 




Kære læser 

Du står nu med jubilæumshæftet "Da Danmark fik sin ungdom — Relationer, fællesskaber og engagement gennem 70 år" i hånden. 

Formålet med hæftet er at give både nuværende og kommende medlemmer et tilbageblik over Ungdomsringens historie — "a walk down memory lane" — fra dengang i 1942, hvor det hele startede og frem til nu i 2012. 

Hæftet er bygget op som en historiefortælling fra hvert årti krydret med billeder, avisudklip og illustrationer og i hvert årti er der en opsummering — kaldet "Sådan voksede de op", som fortæller både samfundets og ungekulturens udvikling ud fra familie- og boligforhold, skolegang, kultur og politik. 

Som interesseorganisation for landets fritids-, junior, ungdomsklubber og ungdomsskoler er der igennem tiden fra 1942 og frem til nu RIGTIG MANGE fortællinger om, hvordan Ungdomsringen har varetaget klubbers og ungdomsskolers interesser på hele fritidsområdet. Der er mange fortællinger om mærkesager, ungdomspolitiske dagsordener og aktiviteter, som på flere niveauer har haft en samfundsmæssig betydning på fritids- og ungeområdet og ikke mindst fortællinger om de fantastiske ildsjæle — både unge og voksne — der på demokratisk vis har haft reel indflydelse på udviklingen i Ungdomsringen og som har skabt relationer på tværs af hele landet. 

Hæftet viser også, at ungdomslivets udfordringer og det omgivende samfunds syn på — og bekymring for — unge er universelle temaer, som i høj grad er løsrevet fra tid og sted. Ungeområdet har altid været —og vil fortsat blive ved at være — et uudtømmeligt tema i den offentlige debat og i indretningen af vores samfund. 

Også af den grund vil der fortsat være brug for en aktiv og engageret forening som Ungdomsringen. 

God fornøjelse med læsningen! 

Kirsten á Rogvi 

Sekretariatschef 

Ungdomsringen