1940’erne: Fra baggårdene ind i klubberne — Ungdomsringen fødes

Side-1940

At være ung i begyndelsen af 1940'erne var ikke let. Specielt i byerne var der trangt i de små toværelses lejligheder, hvor de unge boede med deres familier. Om aftenen samledes de i baggårdene eller på gadehjørnerne uden noget at tage sig til. Men fra baggårdene blev de jaget ud af varmemestrene, og gadehjørnerne var indtil langt op i 1940'erne ulovlige samlingssteder — så dem blev de drevet væk fra af politiet. Ungdomsarbejdsløsheden hærgede, kriminaliteten fristede —og det samme gjorde nazismens fremmarch og muligheden for at blive hvervet til at kæmpe sammen med tyskerne ved østfronten. 


Fremsynede ideer 

Men 1940'erne var samtidig det årti, hvor en række fremsynede mennesker så, at ungdommen havde brug for at kunne mødes om nogle sunde aktiviteter med andre unge og med voksne, der havde lyst til at være sammen med dem. De første private fritidsklubber for de 14-18-årige så dagens lys i 1941 i lejligheder i København. Og forstanderen for de kommunale fritidshjem i København, Aksel Horsens, begyndte i foråret 1942 at agitere for den idé, at fritidshjemmene om aftenen — hvor de alligevel stod tomme — kunne omdannes til fritidsklubber for ungdommen. 

Aksel Horsens, gartnersønnen fra Aalborg, der voksede op i beskedne kår i en børneflok på 13 og havde uddannet sig til lærer, ville mere end bare plante ideen. Han ville have handling bag ordene, og han ville have statsstøtte til klubberne, fordi han anså dem for at have en vigtig social opgave. Og med sine gode forbindelser med politikere og myndigheder — især Socialministeriet — var der ikke langt til handling. Aksel Horsens har senere udtalt: "Krigen viste os, hvor farligt det er at lade de unge i disse aldersklasser sejle deres egen sø. Allerede det første besættelsesår gav en stigning i ungdomskriminaliteten på over 70 procent. Denne stigning (...) kom ganske bag på både myndigheder og pædagoger. Alle var klar over, at der måtte gøres noget, men hvad?

Ungdomsringen 

Den 12. juni 1942 mødtes repræsentanter for 21 københavnske fritidshjem i Sjællandsgade 51 i København. Otte af dem var parate til med det samme at åbne klubber om aftenen og søge tilskud til driften — og de var alle enige om at gå videre med klubideen. De kaldte fra en start initiativet for Ungdomsringen, nedsatte et arbejdsudvalg og gik i gang med at søge midler. På et møde 14. marts 1943 vedtog man foreningen Ungdomsringens love. Formålet med foreningen var todelt, som det fremgik: 

1) at støtte oprettelsen og driften af fritidsklubber for 14-16-årige unge i forbindelse med fritidshjem for skolesøgende børn 

2) at forestå klubbernes fællesarrangementer og varetage klubbernes interesser over for de bevilgende myndigheder 

Aksel Horsens' ide bar frugt. Ved krigens slutning var der 14 fritidsklubber i København med i alt 700 unge medlemmer og samme tilskud fra Socialministeriet som fritidshjemmene. Og selvom det egentlig var meningen, at klubberne kun skulle have bestået i krigsårene, kunne de færreste nok forestille sig at lukke dem igen. Som Aksel Horsens selv formulerede det, var man "klar over, at der her var fundet en arbejdsform, der i særlig grad tiltalte ungdommen". 

Landsforeningen af Ungdomsklubber 

Også andre landsdækkende organiseringer på klubområdet så dagens lys i 1940'erne. Undervisningsministeriet satte i 1943 gang i et forsøg med ungdomsskoler for de 14-18-årige for både at give dem lidt mere undervisning og holde dem væk fra gaderne. Læreren Arne Jørgensen fra Esbjerg blev af ministeriet ansat som konsulent på projektet, og han var en af de drivende kræfter, da Landsforeningen af Ungdomsklubber i Danmark blev stiftet den 7. oktober 1945. De fleste ungdomsklubber lå dengang i provinsen. 

SBBU 

En tredje forening med tilbud til de unge havde sit udspring i de sociale boligbebyggelser i København, hvor de unge holdt til i kældergangene, når de da ikke dristede sig til mod reglementerne at spille håndbold mellem blokkene — eller overfaldt de inspektører, der forsøgte at jage dem væk. Efter at den første bebyggelse havde givet de unge lov til at opholde sig i beskyttelsesrummet om aftenen, gik det stærkt med at danne egentlige ungdomsklubber. Allerede i 1948 var navnet SBBU, Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber, på plads, men officielt blev foreningen først dannet i 1949, og Jørgen Andersen blev ansat som daglig leder. Formålet med foreningen var at få ordnede forhold for de forskellige bebyggelsers ungdomsklubber og få tilskud fra det offentlige til klubbernes drift. SBBU meldte sig hurtigt ind i Landsforeningen af Ungdomsklubber i Danmark. 

Demokratiet som fællesskab 

Ungdomsringen, Landsforeningen af Ungdomsklubber og SBBU havde forskelligt udspring — men de blev alle præget af professor Hal Koch, der i 1949 blev formand for Dansk Ungdomssamvirke (det senere Dansk Ungdoms Fællesråd) og senere formand for den ungdomskommission, som regeringen nedsatte i 1945. Hal Koch var optaget af demokratiet som fællesskabet, dialogerne og den aktive deltagelse. Og han var en stærk fortaler for, at ungdommen i klubberne skulle have lov til at lege, dase og i det hele taget have et "frikvarter". 

Ungdomsringens arbejde 

De første mange år handlede foreningens arbejde om det helt fundamentale: at få åbnet flere klubber, at hjælpe med at søge støtte til klubberne, at sprede ideen om, hvad sådan nogle klubber kunne lave og hjælpe med til at uddanne medarbejderne, der jo for størstepartens vedkommende var frivillige ildsjæle. 

Og arbejdet skred frem. Aksel Horsens kunne med jævne mellemrum åbne et brev fra en ny klub, vedlagt den check på fem kroner, som et års medlemsskab kostede. Foreningen korresponderede flittigt med myndighederne om midler og beskrev klubbernes virke som "husflid, spil, læsning, sport, tegning og foredrag". 

Ungdomsringen fik i løbet af 1940'erne et festudvalg, et tur- og terrainsportudvalg og et turneringsudvalg, og man anskaffede et stumfilms- og et tonefilmapparat, som klubberne kunne låne. En cykeltur til England med de unge blev planlagt. Men også faglige emner som ungdomspsykologi var på dagsordenen for de præster, skolelærere, redaktører og embedsmænd og -kvinder, der dengang trak i trådene i foreningens bestyrelse.

1950’erne: Sløjd, spæd ungeindflydelse og den førs...

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/