Anden Verdenskrig

05-UngdommensHistorie-Illustration

Dansk Ungdomssamvirke blev grundlagt i 1940 som modvægt til Niels Bukh og andre højreradikales ønske om et forbund efter fascistisk forbillede. Organisationen under Hal Kochs lederskab samlede de store, stuerene ungdomsforeninger på tværs af politiske, religiøse og kulturelle skel.


 Uden for det gode selskab stod de revolutionære og revisionistiske foretagender, dvs. kommunisterne og de kristeligt-nationale i Dansk Samling. Hvor disse var aktive i besættelsens sabotagevirksomhed, var målet for Ungdomssamvirket at oplære de unge i demokrati, debat og dialog og midlet en art civil ulydighed. Koch var talerør for en holdning, der i 1945 kom til udtryk i det berømte essayskrift Hvad er demokrati? Et typisk kochsk standpunkt var, at hvis man gav ungdommen magt, som den havde agt, ville den kvittere med større ansvarlighed og forankring i folkestyret. At der langtfra var tale om et ungdomsoprør antydes dog af det faktum, at Koch var kirkehistoriker, og aktiviteterne koordineredes af De ældres Råd, som var grundtvigsk domineret. Med alsang og algang skulle danskheden og demokratiet styrkes. En fraktion fra DSU formåede i nogen grad at fjerne fokus fra Dannebrog og Danmarkshistorie. Men Ungdomssamvirket i dets oprindelige form udspillede dets rolle, da den officielle samarbejdspolitik ophørte under strejker landet over i 1943. Den tyske hammer faldt hårdt: undtagelsestilstand. Unge danskere deltog fremover mere aktivt i modstandsbevægelsen, som koordinerendes af Danmarks Frihedsråd – en illegal organisation, som inkorporerede de politiske yderfløje.

Man kan næsten sætte datoer på, hvornår de unge blev en selvstændig størrelse i dansk historie. Befrielsesregeringen ved Vilhelm Buhl annoncerede i åbningstalen den 9. maj 1945 en ”lovgivning til varetagelse af ungdommens interesser”, og ved et fakkeltog den 17/5 takkede den socialdemokratiske statsminister ungdommen, fordi den havde ”vist en strålende ansvarsfølelse for land og folk og for vort frie folkestyre, og det skal ikke blive glemt, heller ikke hvad stemmeretten angår”, ja som belønning ville regeringen ydermere lette vejen til ”dygtiggørelse og arbejde”. Man kan nu diskutere, om de gyldne buhlske løfter gav afkast. Mange nærede store forventninger om en mere ligelig adgang til de højere uddannelser, men denne lod vente på sig, og valgretsalderen, som på det tidspunkt var en af Europas højeste, 25 år, blev faktisk først nedsat otte år efter. Buhl skulle måske snarere have takket de unge, fordi de trodsede hans berygtede radiotale i 1942, der opfordrede til at stikke sabotører. Ved krigsafslutningen strømmede sympatien i alt fald de unge i møde, da modstandskamp og ungdom nærmest var blevet synonymer. Skønt ’de fem onde år’ forvandlede ynglinge til mænd, blev frihedskæmperne, for ikke at tale om de hjemvendte soldater fra Østfronten, nu også omgærdet med frygt. I lighed med ’feltmadrasserne’ og den til dem påduttede syfilis, udgjorde de med alle deres våben en udtalt sikkerhedsrisiko. Som almindelige civilister opbød modstandsfolk i det hele taget et problem. Alle kunne de jo ikke bare anbringes i hæren, flåden eller hjemmeværnet.

Billede: Odense Bys Museer

Ungdomskommissionen
Mellemkrigstiden

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/