1800-tallet

02-UngdommensHistorie-Illustration

I løbet af industrialiseringen blev mennesket sat fri fra religionen, blodet, jorden. I Danmark var ungdommen dog forholdsvis længe om at få halmen ud af træskoene. Landbruget producerede primært med henblik på familiehusholdets selvforsyning, mens salg af korn, mælk og kvæg spillede en underordnet rolle, og i en sådan traditionel bondekultur kunne den yngste generations gratis arbejdskraft og alderdomsforsørgelse ikke undværes.


 Længe efter stavnsbåndets afskaffelse blev de unge følgelig, hvor de kom fra. Lidt luftforandring var der dog gerne: Hvis de ikke blev inkorporeret i den daglige dont på fødegården, kom poderne ud at tjene i rigere husholdninger. Da almueskolen – også efter den store skolereform i 1814 ifølge hvilken alle skulle lære at læse og skrive – tog særlige hensyn til børnearbejdet i bedriften, var det helt normalt, at undervisningen kun fandt sted hver anden dag, og efter de obligatoriske syv år var der sjældent hverken råd eller tid til, at de unge fortsat sad fastklistrede til skolebænken. Foreløbig lod lærerkræfterne også noget tilbage at ønske. Omkring århundredeskiftet var der ganske vist taget initiativ til de første seminarier, men det tog lang tid, før de for alvor vandt indpas, og undervisningen var derefter. Der skulle et par generationsskifter til, før bønderne blev bevidstgjorte. Men i 1844 oprettedes verdens første folkehøjskole i Rødding, og navnlig i landbrugets øvre lag blev det mod slutningen af 1800-tallet almindeligt at tage på højskole, hvorved bondekulturen kvalificeredes med en åndelig overbygning.

Med det fremvoksende industri- og servicesamfund stod de unges rolle udi oplæringen til voksenlivet på stadig mere gyngende grund. Et mere komplekst arbejdsliv krævede nye uddannelsesmæssige kompetencer, og familien mistede efterhånden rollen som et arbejdskollektiv, sådan som tilfældet ikke kun havde været i landbruget men også blandt håndværkere og handlende, hvor børnene også hjalp til i gesjæften. Ikke mindst med vandringen fra land til by fulgte en opløsning af de nære familiebånd. Mekaniserede virksomheder med mange ansatte greb dybt ind i forholdet mellem generationerne med nye hierarkier og hakkeordener til følge. Forældre måtte i stigende grad konkurrere med staten, skolen og mesteren om autoriteten. Mange unge løsrev sig også ved at involvere sig i et foreningsliv, den ældre generation stod væsensfremmed overfor. Langtfra var det længere sikkert, at børnene fulgte i forældrenes fodspor. Ikke mindst i de højere sociale lag blev generationskløften større. I velhavende familier, hvor den unge mands kald var at blive den nye hovedforsørger og den unge kvindes at indgå i ægte- og moderskabet, lå socialiseringen i højere grad uden for hjemmets fire trygge vægge. Studierne var ganske vist et redskab til at forlene de unge med de rette sociale kompetencer på selskabslivets bonede gulve, hvorfor det ikke var ’de frie kunster’, der kom i første række for det bedre borgerskabs børn, som tog over, hvor aristokratiet slap. Men selv om det stadig var forældrene, der bestemte, hvem børnene, navnlig døtrene, skulle giftes med, fik studenterlivets relative autonomi dog en central betydning.

Billede: Odense Bys Museer

Moderne gennembrud
Det præmoderne samfund

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/