Det postmoderne samfund

19-UngdommensHistorie-Illustration

Det ’sjove årti’, hvor tredje verdenskrig var blevet en by i Rusland, indledtes med Murens og kommunismens fald, men fik en brat afslutning med 9/11.I dag er angsten for atombomben erstattet af terrorfrygt og udsigten til en klimakatastrofe, samtidig med at en spirituel søgen i stadig større omfang har vundet indpas.


 Dermed ikke være sagt, at vi er kommet ud på den anden side af den apolitiske postmodernitet. Og fortsat er budskabet nu på mange måder, som de sagde i tresserne, mediet: world wide web. Takket være nettets velsignelser er kundskabens træ blevet allemandseje, hvilket nu ikke forhindrer, at viden stadig er magt, blot som en diffus størrelse. Ikke mindst for de unge, for hvem venskaber er blevet erstattet af netværk, er det vigtigt at være forerunner og kende forskel på ven og fjende på de sociale medier, hvor der eksponeres og eksperimenteres på livet løs med tablets og iPhones i kampen om likes. Selviscenesættelsen stækkes ikke nødvendigvis af hverken arv eller miljø. Dog er der dem, som ikke kan følge med i den fagre nye, næsten voksne verden, hvor profilering, promovering og positionering betyder alt. Navnlig er den ældre generation helt lost i forhold deres børns og børnebørns sammenblanding af det private og offentlige rum på sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat. Og i dette ’faderløse’, grænseløse samfund består manges skrækvision i, at manglen på autoritative såvel som alternative pejlemærker vil skabe en generation af flok- og modedyr og lade andre stå tilbage i håbløs isolation og depression.

Det er blevet hævdet, at det postmoderne samfund ligner det præmoderne uden de store skel livsaldrene imellem: Det kan ikke gå hurtigt nok med at blive voksen – for derpå at gå bort i stilhed. Fremdriftsreform, kontanthjælpsloft, aktiveringsfælder – særligt tillokkende er det nu heller ikke at være ung i dag. Derfor er der ikke noget at sige til, at mange hellere end gerne ønsker at besmykke sig med modenhedens adelsmærker: bil, bolig og bulldog (med stamtavle). Omvendt er vi alle godt på vej mod at blive ung med de unge. Smarte fraser fra management- og marketingssproget taler deres eget sprog om ’omstillingsparathed’, ’innovation’, ’projektsamfund’. I postmoderniteten er der ikke noget helle, endsige noget helligt, alt er en etape på livets vej. Tiden kalder ikke på arkivarer og kustoder, men så heller ikke rebeller. Der er ikke længere de samme subkulturer med fælles tøjstil, musik og normer at solidarisere sig med. Helt er det op til den unge selv at stykke sin identitet sammen. Ganske vist har vi alle hipsterne, der i deres trang til at være helt unikke har shoppet i stort set al den undergrundskultur, der er opstået siden krigen, men dermed også udhulet autenticiteten, hvorfor der paradoksalt nok ikke en eneste af racen, der trods fuldskæg og strikhue vil vedgå at være, hvad de er. Med vægt på især økologi og bæredygtighed synes nye politiske fællesskaber, som ikke er vendt mod voksengenerationens traditioner og privilegier, men heller ikke kloner dem, imidlertid at pible frem. Thi sikkert og vist er det, at de unge altid vil være garant for samfundets nødvendige ændring. Eller kæntring. De er på godt og ondt liminale.

Billede: Pixabay

Generation X og Y

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/