Kvinder og børn først

14-UngdommensHistorie-Illustration

Fra 1966 kunne kvinder selv forvalte deres krop på den fertile front, eftersom p-pillen blev frigivet det år. Hvis det alligevel svipsede, stod muligheden for abort åben for alle fra 1973. Et par år forinden havde folkeskolen indført obligatorisk seksualundervisning. Skønt der ofte var tale om biologilektioner om kromosomer og kønssygdomme, var man dog nået videre end bierne og blomsterne (og storken var så godt som uddød!).


 I nyklassikeren Dreng og pige – mand og kvinde (1968) kunne man få ren besked, hvis skolebibliotekaren eller din far gav dig lov. I 1967 var porno på tekst ellers blevet afkriminaliseret, og i 1969 blev billedpornoen givet fri, og verdens første sexmesse åbnedes i KB Hallen (der altså atter viste sig som syndens hule). I Istedgade strømmede turister til ludere og liveshows. Men ikke kun i sexindustrien var der ofre: Eksperimenterne med ’åbne parforhold’ og credoer om, at troskab er at sidestille med ejendomsretten, og at kærlighed er en social konstruktion, havde også sine omkostninger. Mens den seksuelle revolution fusede ud, er kvindebevægelsens idealer kommet for at blive (det kan end ikke revisionistiske skjoldmøer som Ulla Dahlerup og Karen Jespersen lave om på). I 1970 afveg rødstrømper fra Dansk Kvindesamfunds hævdvundne kurs ved at promenere på strøget som brystbomber. Og i sommeren 1971 afholdtes den første ølejr på Femø. Mænd havde ingen adgang, men kunne være med på en kigger, når avisen viste billeder af de topløse frontkvinder. Enhver større provinsbyer med respekt for sig selv fik herefter et kvindehus. Det var slut med at lave te til revolutionen.

Ikke kun græsrødderne, men også -spirene manifesterede sig. Børnemagt, en gruppe unge, som var stukket af hjemmefra eller fra deres institution, slog sig ned på Christiania. Men dem, der blev tilbage, i hjemmet og i skolen, kæmpede også for deres sag. Efter at det var blevet forbudt at prygle børn, jf. ’Spanskrørscirkulæret’ i 1967, og lørdagen var givet fri, fremturede de kære små ved at give ondt af sig i skolebladene, hvor ytringsfriheden var blevet udvidet. De skingre barnerøster kunne aflæses i Folkeskoleloven fra 1975, der indførte klassens time, en nedsættelse af timelængden til 45 min. og stemmeret i skolenævnene. Generationen fik også mæle i Børn laver TV samt i P4 i P1, hvor Tine Bryld gav gode råd i ”Tværs”. Parkering Forbudt, de førende repræsentanter for børnerocken, kunne selv, ville selv, da de debuterede i 1978. Andres unge teenager-tunger blev hjulpet på gled af musikpædagoger, fx i Vesterbro Ungdomsgård. Når den amerikanske tv-serie Fame skildrer en gruppe unge, der knokler på en skole for performancekunst, peger den dog mere frem i tiden. Det samme var tilfældet, da Ungdomsredaktionen ved indgangen til firserne satte en helt ny dagsorden med Poul Nesgaard og makkeren Nulle. De drev gæk med alle autoriteter, ikke mindst kendte politikere, men gjorde det på en vrængende, sarkastisk facon, som skulle komme til at danne norm for fremtidens tv (hvilket Nesgaard senere har beklaget). De to provokatører gjorde sig i øvrigt også berygtet i hele familien Danmark ved i 1980 at lave en julekalender i en jordhule.

Diskere, yuppier, rockere, punkere
Alternative aktionsformer

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/