Perioden fra ca. 1800 til 1930erne

Synopsis-Tandhjul

A: den generelle udvikling i Danmark.

Den godt hundredårige periode skal særdeles summarisk karakteriseres gennem den opfattelse, at menneskenes kamp mod/med naturen (= produktionsmidler og proces) når niveauet for kapitalistisk organisering gennem stigende grad af industrialisme og brug af penge. Op til ca. 1870 kan vi tale om en "af-feudalisering", hvor landboreformer medfører fremkomsten af en ny og magtfuld klasse, - gårdmandsklassen, der siden organiserer sig kooperativt, hvorved de får kontrol over produktionsproces og produkt fra råvare til salg af færdigvare. Etableringen af indkøbsforeninger, mejerier, eksportforeninger, slagterier... bliver småproducenternes redskab, hvormed de udkonkurrerer de hjemlige godsejere og på verdensmarkedet klarer sig fint. Gennem kooperative former fremstår gårdmandsklassen som en art trust, der i forhold til konkurrenterne er overgennemsnitlige mht:


- brug af teknologi, - arbejdskraftens kvalificering og organisering (selvudbytning ved de senere familiebrug/husmænd???) – oa. kontrollen med den samlede proces.

Samtidigt passer disse småproducenters normer og ideologier ind i den generelle kapitalistiske udvikling med individualisering, flid, nøjsomhed, opsparing...

Bøndernes (gårdmændenes) selvorganisering og kvalificering tager systematisk form gennem etablering af højskoler fra 1850, som bidrager ved at blive et revolutionært instrument, der understøtter bøndernes selvforståelse og kultur.

1901 dannes den første Venstre-regering og understreger dermed, at også det politiske potentiale nu er velorganiseret.

Men ikke alene landbruget udvikles. Urbaniseringen sætter ind. Lægevidenskabens erkendelser og opfindelser nedbringer børnedødeligheden med heraf følgende overskud. "Flugten fra land til by" medfører primært en kraftig vækst for provinsbyerne (København var ramt af Øresundstoldens fordyrende indflydelse på leveomkostningerne), men ledsages desuden af en omfattende udvandring især til USA.

De revolutionære begivenheder i Europa (1848 og 71), de helt fortvivlende sociale forhold med udbytning af arbejderne og deres børn, opløsningen af laugsvæsenet (1857 ved næringsfrihed) stigende anvendelse af teknologi i produktionen, opbygningen af infrastrukturen gennem jernbaner og færgeforbindelser understreger den mobilitet, som skulle komme.

Organiseringen af lønarbejderne dateres til 1871 ved Pio, Geleff og Brix’ initiativ til den 1. internationale – den egentlige etablering af socialdemokratiet. I begyndelsen ideologisk/teoretisk baseret men allerede efter Pios "flugt" og klart understreget ved afklaringen efter påskekrisen i 1920 sætter dette store og dominerende arbejderparti sig på en evolutionær linje med reformer, kompromisser... forestillinger om velfærdsstaten, hvor staten skulle overtage de kollektive sikringer af borgerne, udligne de værste modsætninger...

Den kapitalistiske produktionsmåde er uløseligt knyttet til de såkaldte kriser, under hvilke der ”ryddes ud” gennem konkurrenceforhold, der reguleres fra verdensmarkedet. Perioden frem til 1930’erne er præget af lønarbejdernes vækst i antal og organiseringsgrad. Fra Påskekrisen er de social-liberale synspunkter repræsenteret gennem samarbejdet mellem de radikale og socialdemokraterne.

Derved nedbringes gårdmandsklassens dominerende indflydelse på statens lovgivning med yderligere vækst i byerhvervene som følge og en forbedret (for lønarbejderne) sociallovgivning. En kortere periode omkring 1870-90 søger byarbejderne at organisere sig ved kooperationer, i stil med successerne fra landbruget, men opsplitningen i den faglige og politiske kamp får en mere og mere dominerende betydning og på en sådan måde, at de faglige mål bliver underlagt de politiske (eksempelvis klart ved udløsning af sanktionstrusler ved Påskekrisen).

Etableringen af en "arbejderoffentlighed", hvor debatter og mulighed for selvforståelse som lønarbejder tager sin form ved diverse diskussionsklubber, hvor studiekredsen vinder frem, MEN det er især de socialt-liberalt orienterede kredse omkring de radikale, der sætter deres præg på en mere systematisk oplysningsvirksomhed.

B: udviklingen af skole og oplysningsvirksomhed.

Den nationale vækkelse efter nederlagene til England udløste en reformiver, som på det skolemæssige område manifesteres i det gigantiske arbejde med at etablere en art folkeskole gennem den kongelige anordning af 1814. Men der tænkes ikke alene på almuens børn, der er også plads til en statslig opfordring (ulønnet) til degnene om at holde skole (vinterskole) for den konfirmerede ungdom for at "fremme sædelighed, flid, huslig lyksalighed blandt landalmuen."

Noget stort bliver det formentligt ikke til, da Kancelliet i 1846 må opfordre de nye skoledirektioner til at give degnene en lille godtgørelse for deres ulejlighed. 10 år senere pålægges det over skolefondene at give tilskud til aftenskoler, søndagsskoler, tekniske skoler, som på initiativ fra håndværkere og fabriksejere begyndte at skyde frem, og fortsættelsesskoler, som man dengang betegnede "ungdomsskolerne".

Moraliserende undervisning.

Frem til 1871 er der tegn på etablering af arbejderforeninger, som virker ud fra borgerlige dannelsesidealer, - f. eks Rimestads "arbejderforening af 1860" der havde til formål at "imødegå enhver socialistisk eller kommunistisk teori som fremkom pga. stemningen i Europa". Med Pio rejses kraftig kritik af den oplysning, man giver arbejderne i byerne, og han danner i 1872 "selskabet for politiske agitatorer", – en organiseringsform som videreføres af de mange klubber (Karl Marxklubben 1886 hvor skoling af partiledere foregår gennem studiekredse med emner som økonomi, socialteori og politik...)

Kredsen om Brandes starter i 1882 "Studentersamfundets aftenundervisning for arbejdere".

Den første reelle selvstændige eller ungdoms-specialiserede undervisningsaktivitet, der er sammenlignelig med egentlig ungdomsskolearbejde, ser vi i København. KM Klausens kritik i borgerrepræsentionen 1895, den efterfølgende debat resulterer i skoledirektionens forslag til en fortsættelsesundervisning. Debatten afdækkede stort set de problemer og områder, som man ca. 50 år senere kom til at diskutere i ungdomsudvalget af 1939.

De kommunale fortsættelseskurser i København må siges at have været en succes og banebryder for det, som siden er vokset frem.

Første år meldte sig 250 mandlige elever i alderen 14-20 år. Der var tale om vintersæson, 2 aftener á tre timer pr. uge med almene fag (dansk, skrivning, regning) og særlige kursus (dansk, engelsk, tysk, matematik, bogføring). Betaling 4 kr til undervisning, men materialer var gratis. I 1898 åbnes for kvindelige elever og dermed også for kvindelige fag som madlavning og husgerning. – og senere kun for kvindelige: stenografi og maskinskrivning.

I 1910 er der 2531 elever plus 1764 kvindelige elever til husholdning og madlavning. Betalingen sættes ned til 3 kr. og der gives fripladser til særligt trængende. Lærerne er ret frit stillede mht. valg af metoder og hjælpemidler. Der blev eksperimenteret med søndagsforedrag (fiasko), korsang (stor succes, f.eks 400 i korkoncert på rådhuset med 3-4000 tilskuere)... man drøftede indførelse af et fag med "undervisning i fædrelandskærlighed"'!!!

Samtidigt med udviklingen af de københavnske fortsættelseskurser fik aftenskolerne på landet statstilskud (1894/95), der var aftenskole i ca. hvert tredie sogn, og overvejelser om etablering af dagskole om vinteren dukker atter op. I provinsbyerne er socialdemokraterne ved at få stigende indflydelse med krav om statstilskud til aftenskolevirksomhed (1905/06), biblioteker og "kulturhuse eller folkets huse"

Endnu et fremstød for etablering af egentlig ungdomsskolevirksomhed skal fremhæves.

I 1910 nedsættes i Århus under pinseskolemødet et "udvalg til fremme for den konfirmerede ungdoms fortsatte undervisning" Man er nu ved at indkredse byproletariatets ungdom. Der arbejdes henimod en almendannende undervisning der er fælles for begge køn og frivillig. KM Klausen deltager i arbejdet og rejser på Rigsdagen i 1910 en forespørgsel, som året efter udløser et socialdemokratisk forslag til oprettelse af en dagskole i vinterhalvåret med 4 dages undervsning pr. uge. Der er efterhånden voksende forståelse for et bredt oplysningsarbejde blandt de unge i ”restgruppen”, som den gang var på mere end 75 % .

Regeringen forholder sig afventende og pålægges at fremstille en betænkning om efter- og aftenskolevæsenets stilling. Det sker gennem C.F.A.H.Graaes beretning til Rigsdagen om ”fortsættelsesundervisning i Danmark og enkelte stater i udlandet", af 1913.

Debatten udløser en anslået udgift på 15.000 kr til oprettelse af kommunale ungdomsskoler, hvilket giver "blod på tanden" for udvalget til fremme af den konf. ungdomsskoles fortsætte undervisning. Gennem møder landet over med foredrag og rådgivning om oprettelse af ungdomsskolen afklares formål og metodeforestillinger. Man skal udvide og uddybe kundskaber fra barneskolen samt meddele kendskab til den natur man lever i, det samfund vi har og det erhverv vi lever af... Det skal være gratis for de unge og pligtigt for kommunerne. Man betoner, at ungdomsskolen er forskellig fra andre skoler, derved at den er en arbejdende skole på den måde, at de der kommer, har en virksomhed i det praktiske liv, – der SKAL derfor være noget nyt. Troen på betydning af viden er stor, der skal læres om biblioteker og muligheder for at hente viden herfra (biblioteksloven 1920).

Der øves kritik af Grundvigs postulat om, at det var tilstrækkeligt med at sende de 14-18 årige til "gode borgeres huse" – med urbaniseringen og nedbringelse af børnedødeligheden er familiemønsteret under kraftig ændring, så der må andet til.

Udvalget opløser sig ved stiftelse af ”ungdomsskoleforeningen af 1915”. De udgiver håndbøger i oprettelse af ungdomsskolen og allerede i 1918 er der 134 ungdomsskoler udenfor København.

I denne periode ser det ud som om, der sker noget afgørende for KM Klausens forestillinger om ungdomsskolevirksomhed. Han har været på besøg i Bayern, hvor Kerchensteiner gennemførte en variant af "arbejdspædagogiken" som vakte betydelig opmærksomhed.

Nu skal ungdomsskolerne også være FAGSKOLER for de ufaglærte i byerne og LANDBRUGSSKOLER på landet. Hovedopgaven bliver at lære de unge at forstå det livskald, der skal ernære dem. Social retfærdighed og folkeoplysning bliver to sider af samme sag. På dette tidspunkt er forskellen mellem faglærte og ufaglært polariseret i et omfang, som kan opfattes som en trussel mod en forenet politisk og faglig kamp; og ligeledes er landproletariatets forhold til byarbejderne politisk ømt for socialdemokraterne. 1917/18 forelægger Klausen på socialdemokraternes vegne forslag til oprettelse af ungdomsskolen. (obligatorisk delt. dagskole, 6t/uge, vinter). Indholdsmæssigt skulle der nok være folkeskolefag, MEN primært skulle der være tale om de fag, som de unge lærte på arbejdspladsen. Folketinget mente ikke sagen hastede og sender den i udvalg, men efter pres næste år nedsættes så "den store skolekommission" i 1919, der afgiver betænkning til Rigsdagen den 1. juni 1923. Kommissionen var "stor" på flere måder. Dels bestod den af 25 medlemmer og dels var dens kommissorium stort: .. tage hele det samlede skolevæsensforhold – pædagogisk, økonomisk og administrativt – op til overvejelse og drøftelse samt til at udarbejde forslag til en omordning. Der blev afholdt 249 plenarmøder og et ukendt antal møder i udvalgene. Der blev indkaldt eksperter og arrangeret besøg inden for problemer om "arbejdsskolen", Montessori-metoden, engelsk skoleforhold, skolehaver, den eksperimentelle pædagogik, den svenske ungdomsskole (også etableret på tyske arbejdsskoleprincipper).

Klausen tager selv formandsskabet for udvalgene, der arbejder med folkeskolen og ungdomsskolen. Det er bemærkelsesværdigt, at der kan samles flertal for et koordineret folkeskolebegreb, der omhandler grundskolen, realskolen, gymnasiet og ungdomsskolen.

Imidlertid tilspidses den partipolitiske situation efter "Påskekrisen" på så markant måde, at udvalget der arbejder med ungdomsskolen, helt bliver splittet i hele fire mindretals udtalelser og forslag til lov. Tiden er endnu ikke moden til en fælles indsats i Rigsdagen, og det viser sig , at vi skal helt frem til 1939 inden samarbejdet mellem de radikale og socialdemokraterne når frem til løsning af ungdomsundervisningen.

I den ca. 15 år lange periode frem til 1939 går initiativerne over til organisationer. På det folkeoplysende område ser vi etableringen af AOF (1924) – samme år som socialdemokraterne danner regering valgt på sit 1923-program der er en erklæret reformistisk parlamentarisk politik – og ikke en principiel.

Hvad der formentlig skulle have været et koordineret og fælles udviklingsforløb for såvel faglærte som ufaglærtes undervisning, bliver et isoleret forslag til lærlingelov (Stauning 1921).

På folkeskoleområdet kom loven jo i 1903 med 7 års undervisning 4 til alle (minus Vestjylland) men dog med forskel i fag og timetal mellem land og by.

Tilsynsloven åbner i 1933 for forældrenes indflydelse på skolerne og i 1937 indføres den eksamensfrie mellemskole og der søges at skabe sammenhæng mellem de forskellige uddannelser, således at ”blindgyder” nedbringes.

Ungdomsudvalget 1939
Præsentation af ungdomsskolen pr. 1982/83

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.unghistorie.dk/