Espergærde Ungdomsskole 1963-2003

EspergaerdeBredformat

Espergærde Ungdomsskole 1963-2003 er en flot 120-siders jubilæumsbog med masser af illustrationer. Helsingør Ungdomsskole (eller bare "Ungdomsskolen") har givet os lov til at lægge bogen ud på UngHistorie som pdf.

Filen fylder ca. 70 MB, så vi anbefaler at højreklikke på linket, vælge "Gem som" og gemme jubilæumsbogen på din computer, hvis du vil læse den.

Ballerup Ungdomsskole

Ballerup Ungdomsskole

Fritid og heltid

Siden Ballerup Ungdomsskole blev oprettet i 1943, har skolen været igennem et utal af faser og mange forskellige former.

Den almene Ungdomsskole har alle årene været omdrejningspunktet for skolen, men mangt og meget har haft sin tid og sin plads i forhold til skiftende årganges behov, politiske ønsker og samfundets generelle udvikling.

Ballerup Ungdomsskole har siden 1943 afspejlet det omkringliggende samfund og dannet rum for udvikling og læring for en meget stor del af kommunens unge.

Fra 1943 og frem til 1974 havde ungdomsskolen primært almene hold og varetog klubfunktioner. Fra midten af halvfjerdserne påbegyndte man en række tiltag for skoletrætte unge, og unge der på den ene eller anden vis var faldet udenfor det almindelige skolesystem. Fra midten af halvfjerdserne varetog Ungdomsskolen også knallertundervisningen, og det gør vi stadig.

Omkring samme tid åbnedes Ungdomsskolens horisont op, og udlandsrejser kom på tapetet. Traditionen med at samarbejde på tværs af landegrænser er fortsat stærk, og i dag har Ballerup Ungdomsskole samarbejder med skoler i eksempelvis Frankrig, Kina og England.

Af flere omgange har Ballerup Ungdomsskole varetaget heltidsundervisning. Produktionsskolen i Ballerup er eksempelvis startet op i 1989 som en del af Ungdomsskolen og senere hen overgået til selvstændig drift.

Et andet eksempel er ”Erhvervsklassen” (2010-2012), som var et tilbud til unge der af den ene eller anden grund hverken passede ind i den almindelige folkeskole eller i eksempelvis Produktionsskolens rammer. Erhvervsklassen er endnu et eksempel på et projekt, der blev udviklet under Ungdomsskolens friere rammer og siden, da det havde fundet sin form, blev videreført andetsteds.


Folkeskolereformen og valgfag

Med den nye folkeskolereform fra 2013 må alle ungdomsskoler igen gentænkes i en eller anden grad. Med længere skoledage i folkeskoleregi, bliver der alt andet lige, færre timer i døgnet til øvrige fritidsinteresser. Ballerup Ungdomsskole har valgt at se mulighederne i reformen, og har tilbudt vores assistance til de lokale folkeskoler, ved at hjælpe med at udbyde eksempelvis relevante valgfag til skolerne. Ungdomsskolen varetager således valgfagsundervisningen for en stor gruppe unge i kommunen. Ved at udbyde det på denne vis, kan ungdomsskolen gøre det vi gør bedst, nemlig sikre et stort og alsidigt udbud af både kreative, fysiske og boglige fag, samt de fagligt mest kompetente undervisere.

Således er Ungdomsskolen med til at gøre fagudbuddet og mulighederne for Ballerups unge så bredt og varieret som muligt, da vi med vores politiske rammer, har langt bedre mulighed for fleksibilitet i ansættelserne af valgfagslærere end den normale folkeskole.

Eksempler på valgfag der udbydes i Ungdomsskolens regi er: Beklædningsdesign, boldspil, fransk, kinesisk, Drama in English, hækle- og strikke-hold, Impro-comedy, keramisk smykkedesign, løbehold, parkour, selvforsvar, spansk, store bagelyst, tegning, zumba, yoga og science.


Fritidsundervisning (almenundervisning) – Et godt tilbud

Selvom ungdomsskolen som helhed hele tiden gentænkes og forsøger at give de mest relevante tilbud til kommunens unge, er der en række tiltag og kerneydelser, som Ballerup Ungdomsskole har arbejdet målrettet imod i mange år. Disse ydelser kendetegner os udadtil og udgør en stor del af skolens profil.

Vores normale sæson er inddelt i to ”semestre”. Efterårssæsonen løber fra opstart efter sommerferien i august og frem til jul. Forårssæsonen startes normalt op sidst i januar og frem til maj måned.

I disse to sæsoner ligger hovedparten af ungdomsskolens undervisning, som pt. især udgøres af almenundervisning.

Almenundervisningen er en lang række hold, som eleverne melder sig på for et semester af gangen, og deltager i eksempelvis en gang ugentligt i sæsonen.
De almene hold der udbydes i efteråret 2016 tæller pt. bl.a.:

Yoga, pigeholdet, selvforsvar, musicaldans, kreativ dans, dramatiker-holdet, motion- og styrketræning, E-sport counterstrike, E-sport League of Legends, Babysitter, Musical – enten som skuespiller, sanger og danser eller som en del af bandet eller bag scenen, matematik, Virkelighedens Game of Thrones, Sund hud og lækkert hår, hækling og strikning, Funk/hip hop/dance, dansk, dansk som andetsprog, skuespiltræning, kinesisk, fransk, bocart, parkour, bueskydning, manga tegning, Cosplay-syning, Impro-comedy, engelsk, crossfit, knallertkørekort, førstehjælp, video-produktion og redigering samt sushi-hold.

Almenafdelingen er kendetegnet ved, at eleverne melder sig til og deltager af lyst. Det betyder også, at vi hele tiden skal gøre vores bedste for at levere så godt et tilbud til eleverne, at de i første omgang melder sig til, og dernæst at de har lyst til at deltage aktivt i undervisningen.


Kerneydelser og fyrtårne

Nogle dele af almenafdelingen har særligt stort fokus, og er gennem årene blevet kerneydelser, der profilerer og kendetegner Ballerup Ungdomsskole udadtil.
Herunder vil vi nævne nogle af vores ”fyrtårne”.  


Teater og musical

Et af fyrtårnene i ungdomsskolen er den store og velfungerende teaterafdeling. Siden opstarten i 1999, har teaterafdelingen hvert år produceret en stor årlig musical, samt en række mindre forestillinger og events.

Allerede på idéplanet var tanken, at teaterafdelingen skulle drives af en engageret teaterfagligt professionel. I de år der er gået har afdelingen været under ledelse af to forskellige afdelingsledere, med hver sin tilgang til teater og musical. Fælles er dog, at formålet har været at tilbyde de unge i Ballerup teaterundervisning på højt plan, samt forestå forestillinger af et niveau der ligger over hvad man ellers oplever indenfor ”ungdomsteater”.

Hvert år melder mellem 50 og 100 unge sig til audition på ungdomsskolens musical, og de seneste år har deltagerantallet ligget på omkring 45-50 i de endelige produktioner, der spiller for ca. 2000 publikummer, fordelt over en uge, i de professionelle rammer i Baltoppen LIVE.
 
Ungdomsskolens musicals har de seneste mange gange været stykker der er lavet til netop denne gruppe unge. Musikken har været kendt musik, der siden 2009 er blevet omdannet til nye versioner, har fået ny dansk tekst og er blevet spillet live, af årets musicalband, som også består af ungdomsskoleelever.

Den fastansatte teater-projektkoordinator fungerer som instruktør, produktionsleder, manuskriptforfatter og hovedunderviser, og bakkes op af et helt hold af professionelle teater- og musik-folk, herunder sanglærer, kapelmester, koreograf, scenograf, kostumier, lysdesigner og lyddesigner.

Alt omkring de årlige musicals er derfor på et meget professionelt niveau. Musicalholdet er samtidig nogen af de unge, der bruger allerflest timer på Ungdomsskolen.

Fra august måned og frem til premieren, der som oftest ligger i marts, øves der minimum ti timer ugentligt, fordelt på to aftner a fem timer.

Herudover ligger der et større antal øveweekends, hvor timeantallet let kan komme op omkring 24 timer over en weekend, samt i ugen op til spilleperioden og selve spilleperioden, hvor de unge stort set bor i Baltoppen.

Den årlige musical er velbesøgt både af lokale politikere, skoler, familie og venner til deltagerne, men også af almindelige Ballerup-borgere og folk udenfor kommunegrænserne, eftersom de har et særdeles godt ry.

Som nævnt står teaterafdelingen også for andre, mindre forestillinger. Som eksempel kan nævnes at Ballerup Ungdomsskoles teaterafdeling i en årrække har haft et samarbejde med Det Europæiske Miljøagentur, om at levere en lille familieforestilling, der blev spillet 4-5 gange i løbet af Kulturnatten. Hvert år havde sit tema, og forestillingen var en bestillingsopgave fra Miljøagenturet, og blev til gennem arbejde med improvisationer og med en mindre deltagergruppe på typisk 10-12 unge.

Teaterafdelingen har også bidraget til kulturel udveksling med Kina, da de i 2008 spillede en forestilling om H.C. Andersen på flere forskellige lokationer i Kina. Denne forestilling var desuden et samarbejde med musikskolens skoleorkester som også deltog i turen.

Særligt for teaterproduktionerne i Ungdomsskolen er, at ungdomsskolen i sin grundtanke er rummelig. Således gælder det også for musicalproduktionerne, der hvert år tiltrækker en håndfuld ”skrøbelige” unge, der får fornyet tro på sig selv og egne evner i det gode fællesskab der opstår omkring forestillingerne.

For mere uddybende information om denne del af teaterarbejdet se artiklen ”Musical som pædagogisk værktøj”, bladet Ungdomsskolen nr 4, 2016 http://ungdomsskoleforeningen.dk/CustomerData/Files/Folders/17-filer-publikationer/1514_blad-4-2016.pdf

Teaterafdelingen udvikler sig til stadighed, og veksler alt efter sammensætningen af medarbejdere og deltagere. Til gengæld veksler ambitionsniveauet aldrig: Det forbliver højt - for både proces og produkt.

Se fx disse trailers for nogle af de seneste musicalproduktioner, for at få en idé om forestillingerne:

Læs mere

Ungdomsskolen i Århus 50 år

Forside-Aarhus-50

Udgivet i samarbejde mellem Ungdomsskolebestyrelsen, Århus skolevæsen og Århus Ungdomsskolelederforening.

Redigeret af Arne Bendtzen, Lena Bendtsen, Lars Lau Frederiksen, Peter Thomsen, Jørn Sørensen, Jytte Kragh, Poul Hedegaard Mortensen og Peter v. Sperling.

Udgiverne takker Den danske Bank og Tuborgfondet for støtte til udgivelsen.

Århus 1992.


Tillykke

Ungdomsskolen er noget meget specielt. Begrebet findes ikke i denne form i andre lande.

I 50-året for dens start er det vigtigt at markere, at på det uddannelses- og fritidspolitiske område har Danmark noget, der er værd at bevare.

Mange unge har igennem årene sammen med engagerede og entusiastiske voksne lært betydningen af et indholdsrigt fritidsliv og værdien af positivt samvær med andre.

Det er vores håb, at ungdomsskolen fortsat vil være en dynamisk skoleform, der tilpasser sig de behov, unge til enhver tid har.

Tillykke med de 50 år.

Lone Hindø, rådkvinde

Birgit Darr, skoledirektør


For og sammen med de unge

v/ forkvinden for ungdomsskolebestyrelsen Lone Andersen

1992 er året hvor ungdomsskolen kan fejre 50 års fødselsdag. Hermed markeres et af de ældste tilbud til unge om at få mulighed for yderligere undervisning i fag den enkelte ønsker at fordybe sig i samt tilbud om et aktivt og indholdsrigt fritidsliv.

Et tilbud der i høj grad ikke har overlevet sig selv, men i stedet har forstået at være med til at præge udviklingen på de unges egne præmisser.

Ungdomsskolen har livskraft og initiativrig ungdom; selv om det omgivende samfund er i økonomisk krise og ændres i rivende hast, formår ungdomsskolen at ”være med på banen” i omstillingsprocessen og er gået foran i udviklingen af nye arbejdsformer og fritidstilbud. Samtidig understøtter ungdomsskolen de unge i at skabe forudsætninger for et fremtidigt erhvervs eller uddannelsesvalg.

Ungdomsskolen har formået at leve op til sit egentlige formål: At være noget sammen med og for de unge. En af hemmelighederne bag ungdomsskolens succes er, at grundfundamentet bygger på de unges frivillige og engagerede deltagelse i tæt samarbejde med inspirerende og aktive medarbejdere.

Netop derfor har ungdomsskolen ikke overlevet sig selv, og derfor vil ungdomsskolen osse eksistere mindst de næste 50 år. Afslutningsvis vil jeg på ungdomsskolebestyrelsens vegne ønske tillykke med de første 50 år og  glæde mig over visheden om, at osse de næste 50 år vil vise, at ungdomsskolen er kreativ, livskraftig og stærk.


Nye tider – samme opgave

v/ viceskoleinspektør Arne Nielsen

Et tilbageblik på ungdomsskolens første 50 år giver naturligt anledning til også at se frem. Man kan finde fremtiden i ungdomsskolens stadige evne til fornyelse, til altid at være istand til at finde de løsningsforslag i enhver situation og til enhver opgave – stor eller lille.

Netop nu står ungdomsskolen overfor to store opgaver. For det før ste, en yderligere forstærkning af ungdomsskolens faglige og sociale indsats. For det andet, og i sammenhæng med det foregående, hvilken rolle ungdomsskolen skal spille i forhold til de fremmedsprogede unge.

På det første – pædagogiske område – tænker jeg først og fremmest på en omlægning af undervisningen og samværet i retning af stadig større tværfaglighed, af stadig større vægt på samarbejdet om løsningen af fælles arbejdsopgaver – fagligt og socialt.

Et vue over årenes tilbud fra ungdomsskolen giver billedet af en meget ”stramt” opdelt fagrække. Både, hvad gælder de almene fag, men også hvad angår andre faglige aktiviteter. De unge lærer fremmedsprog, edb, keramik, syning, motorlære – for nu blot at nævne ganske få områder. Men den tværfaglighed, som både præger den generelle diskussion om undervisningen på alle niveauer, og som bliver en stadig større del af erhvervslivets krav til de unge, har i øjeblikket ikke den fremtrædende plads, som – efter min vurdering – er nødvendig. Men ungdomsskolen har tradition for at bryde grænser, og vil sikkert forstå at skabe nye sammenhænge mellem det faglige indhold og dets kvaliteter uden at den faglige kunnen går tabt.

Den anden store opgave er af en noget anden og mere alvorlig karakter. Netop her i 50året er det slående, at ungdomsskolen igen er ved at få samme rolle, som den blev tildelt i 1942: at tage vare på en meget udsat gruppe unge. Nu, som dengang en gruppe, eller desværre: dén del af ungdommen som står uden arbejde, læreplads eller i øvrigt har svage muligheder for at finde en plads i samfundet. Den største fare, som mange så den i sin tid, var de ufaglærtes (fortsatte) rekruttering til tysk tjeneste, men også andre – mere traditionelle – risici lå og lurede på en kriminel løbebane. Og så var der angsten for de sociale kassers indhold.

I dag står det danske samfund atter med unge uden de store fremtidsudsigter. Vi ved, at mange unge danske står i en vanskelig situation, men jeg tænker her specielt på det stigende antal unge flygtninge og/eller indvandrere, hvis generelle situation nærmer sig et faretruende punkt. Det punkt, hvor det går op for dem, at de synes henvist til en varig blanding af beskæftigelsesprojekter/arbejdsløshedsdagpenge og bistandshjælp. Begge disse grupper – de danske og de fremmedsprogede – kunne føle sig tiltrukket af yderliggående holdninger, som et tilsyneladende svar på deres problemer. Det er set andre steder.

lntegrationen får det dermed – alt andet lige – stadig sværere vilkår i et samfund, der på godt og ondt knytter social status til arbejde. Og, hvis vilkår for integration, som i alle vesteuropæiske samfund, sættes af mulighederne på arbejdsmarkedet. Muligheder der, som alle ved, bliver stadig færre, nu hvor arbejdsløsheden må karakteriseres som permanent. Hertil kommer, at antallet af arbejdspladser, hvortil der ikke kræves uddannelse, viden eller kendskab til faglige og/eller kulturelle færdigheder, bliver stadig færre. Det betyder at alle uden formel uddannelse, med svage sproglige kundskaber, står i fare for at blive sat uden for samfundet. Har man tilmed rødder i en anden (-re) kultur (-er), og dermed evt. yderligere uddannelsesmæssige problemer, bliver situationen for den enkelte endnu værre. At den udstødning af mange unge, som truer, kan skabe yderligere sociale og politiske problemer, hvis ikke etniske/religiøse konflikter, bør ikke komme bag på nogen.

Jeg forstiller mig ikke, at ungdomsskolen alene kan løse problemerne for de fremmedsprogede unge. Men ungdomsskolens arbejde må i de kommende år blive stadig mere præget af en massiv indsats for disse unge. Så også de kan få nogle af de erfaringer, deres danske jævnaldrende får gennem ungdomsskolen:

Evnen til at føle ansvar for sig selv og omgivelserne, og evnen til at leve et rigt fritids- og voksenliv.

At også denne opgave vil blive taget op anser jeg for en selvfølge, for også ungdomsskolen har læst udviklingen. Den ved, at det ikke blot drejer sig om fremtiden, men hvad man gør her og nu. Det er det, man gør i tide, der skaber fremtiden.


Klubberne

v/ formanden for Århus Ungdomsskolelederforening Ib Møller, Skødstrup ungdomsskole.

Fritidsvirksomhed og klub

Når skolefolk og politikere fra andre lande kommer til Danmark og stifter bekendtskab med det helt danske fænomen ”ungdomsskolen” er den første reaktion en dyb forundring.

På den ene side ser de et samfund, som støtter både et formelt system for ungdomsuddannelse og noget så alternativt og supplerende hertil som en skoleform baseret på de unges egne vilkår og præmisser. På den anden side kan de konstatere ved selvsyn, at to trediedele af den danske ungdom hvert år er parat til at investere fritid og kræfter på at opnå dygtighed, oplevelser og samvær af almen karakter sammen med voksne i et ungdomspædagogisk miljø. Og så foregår det altsammen med et minimum af officiel kontrol, næsten uden læseplaner og uden nogen egentlig affødt kompetence som resultat af indsatsen i hvert fald målt i såkaldt hårde data.

Ungdomsskolens tyngde ligger i det almene. Det folkeoplysende alme ne ærinde er over for de unge ungdomsskolens krop og sjæl. I samme billede vil ungdomsskolens arme kunne lignes ved ”fritidsvirksomheden”.

Ungdomsskoleklubben og ungdomsskolens fritidsaktiviteter har klart til hensigt at virke samlende på ungdomsskolens ofte meget fagrettede virksomhed og samtidig skal den forsøge at åbne de unges øjne for efterfølgende forbydelse og folkeoplysning.

Det er ganske givet integrationen mellem fritidsvirksomheden og undervisningstilbudene der er en væsentlig baggrund for, at de unge i et enestående omfang benytter sig af ungdomsskolen.

Hvad angår klubvirksomheden, bør ungdomsskolen derfor fortsat satse en hel del på den integrerede klub. Den er mageløs og derfor omfattet af lovens bestemmelser om, at tilbudet betales af kommunen.

Her som på andre områder rammer den økonomiske virkelighed hårdt til tider urimelig hårdt.

Det kommunale klubtilbud er fra januar 1992 pålignet kontingentbetaling. For ungdomsskoleklubbernes vedkommende 26 kr. pr. måned.

Der er nu mulighed for lovgivningsmæssigt at etablere en åben klub i ungdomsskoleregi. Undervisningsholdenes elever kan så på lige fod med andre unge tilmelde sig denne klubform. Den kan enten placeres direkte som en yderligere ungdomsaktivitet eller den kan tilknyttes som rekvireret virksomhed. Uanset de praktiske omstændigheder vil det politiske ansvar for virksomheden være ungdomsskolebestyrelsens.

Af hensyn til etableringen af et samlet klubtilbud via fritids og kulturforvaltningen og det store arbejde der pågår p.t. er beslutningen om at åbne ungdomsskolens klubber midlertidigt udsat.

Men nødvendigheden af en fritidsvirksomhed ligger lige for. Aldrig har så mange unge haft så mange fritidstimer.


Rids af Ungdomsskolens historie i Århus kommune

v/ informationskonsulent Peter v. Sperling.

Ungdomsskolen har siden sin første, lidt tøvende og vanskelige start været rammen om social og faglig udvikling. For og med unge. Varemærket har været – og er – engagement båret af ansvar hos den enkelte og medansvar for helheden. Det gælder for de unge, og det gælder for de voksne.

Ungdomsskolen blev oprettet først i den gamle Århus kommune, og efter midten af 50’erne i de 20 kommuner, som efter 1970 blev sammensluttet til Århus kommune, som vi kender den i dag. På mange måder er denne udvikling også et billede af samfundsudviklingen. Fritiden har altid haft andre betingelser i store bysamfund end i mindre. Og der var meget stor forskel på de forskellige områder, som nu er en kommune. Det var i meget stor udstrækning land og by.

Men dette lille rids af ungdomsskolens historie vil betragte de mange kommuner, som en. Også selvom de kommuner, som nu udgør Århus kommune før 1970 var 4 spredt på tre amter, Skanderborg, Randers og Århus.

1942-43
Rigsdagens beslutning om at oprette ungdomsskolen må klart ses i sammenhæng med besættelsestidens mange problemer. Man var bange for at specielt den ufaglærte ungdom skulle komme på gale veje. Arbejdsløsheden var stor, de generelle udsigter for ungdommen og samfundet i øvrigt andet end lyse. Navnet på nyskabelsen var da også ”Ungdomsskoler for den ufaglærte ungdom”, hvor ungdom var defineret som aldersgruppen fra 15 til 18 år.

Denne aldersgruppe er fortsat ungdomsskolens målgruppe (elever i 8. kl. og 14 til 18 år), omend ungdomsbegrebet her i 50året er udvidet til at omfatte aldersgruppen op til det fyldte 25. år. Ungdomsskolen står således også for en række specielle og selvstændige projekter for aldersgruppen 18 til 25 år.

1943-54
Loven blev vedtaget i juli 1942, hvorfor ungdomsskolen i Århus først blev oprettet i vinterhalvåret 1943/44. Det skete med 516 elever på 29 klasser. Det svarede til 13% af aldersgruppen, men antagelig ca. 30 % af målgruppen de ufaglærte. Fagrækken var beskeden: Arbejdskundskab (pigerne kunne vælge husgerning) gymnastik, samfundslære (pigerne: sundhedslære) Bibliotekskundskab og litteratur. I alt 7 timer pr. uge, hvor arbejdskundskab tegnede sig for de 4. Den overordnede model for virksomheden kan med et nutidigt eksempel karakteriseres, som en (social-pædagogisk) aftenhøjskole. Det vil sige uden prøver, men byggende på samtale, samvær og praktisk arbejde.

Holde af
De første 10 år fortæller at 4000 unge havde deltaget i ungdomsskolen, og at mange deltog i alle de fire år, som fra 1948 var blevet ungdomsskolens tidsramme. Som en af pionererne Carl Chr. Jensen, der var leder af Ungdomsskolen på Finsensgades skole fra 1944-54, fortæller, så

”bestod klientellet dengang næsten udelukkende af piger og drenge fra samfundets laveste klasser ... en broget, men yderst fornøjelig samling. ... Det var en spændende tid, fordi vi havde mulighed for at eksperimentere med så mange ting.

Ungdomsskolens fritidsvirksomhed i dag, er udsprunget af noget som dengang hed ”De unges haver” ... Dette initiativ betød først og fremmest, at de unge kunne komme og være sammen med kammerater i andre omgivelser end de triste klasseværelser. Efter skoletiden ... besøgte vi ofte forskellige institutioner. I ferietiden arrangerede vi vandreture til Norge og Sverige …”

Det første 10år kom således til, trods krigens skygge og de svære efterkrigsår, at forme ungdomsskolens senere liv. Båret af de unges frivillige deltagelse i planlægningen og udfyldelsen af deres egen fritid og af engagerede voksne, for hvem det primære var, ”at man holdt af de unge og kunne snakke med dem”.

I 1948 blev aldersgruppen udvidet til også at omfatte de 14årige, samtidig med, at det blev en pligt for alle kommuner at oprette ungdomsskoler.

Allerede i 1954 blev loven ændret til ”Lov om ungdomsskoler og aftenskoler”. Loven betød en opstramning. af kommunernes forpligtelse til et give alle unge mellem 14 og 18 år tilbud i fritiden. Det betød da også, at kommunerne i Århus-området oprettede ungdomsskoler fra midten af 50'erne.

Det store skift
Ungdomsskolen var i slutningen af 50’erne blevet en fast etableret institution – og tiden havde ændret sig. Det danske samfund tog i årtiets midte de første skridt ind i velfærdssamfundet.

Flere og flere unge var blevet tiltrukket af ungdomsskolens alternative tilbud til den almindelige skolegang. I 1954 blev loven lavet om til ”Lov om ungdomsundervisning m.v.” Samtlige 14-18-årige havde nu ret til optagelse i ungdomsskolen, der herefter var en kombineret eftermiddags- og aftenungdomsskole. Som noget nyt kunne kommunerne oprette klubvirksomhed for ungdomsskolens elever. Med det ændrede lovgrundlag fulgte også oprettelsen af ungdomsnævn – og amtsungdomsnævn. Ændringer i folkeskoleloven (1958) spillede også sin rolle. Det blev nu en naturlig del af ungdomsskolen, at stille krav om faglige aktiviteter, herunder også supplering af undervisningen i folkeskolens fagrække. Det blev nu betingelsen for deltagelse i de mere hobbyprægede og øvrige sociale aktiviteter.

Dette skift i ungdomsskolens aktivitetsgrundlag, fra ”højskole” til ”skole” blev af mange lærere, der havde været med i de første år mødt med skepsis. De frygtede, at det ville betyde frafald, og i sidste ende manglende tilmelding.

De talte ikke for døve øren, men tog dog alligevel fejl. Ikke blot blev der oprettet flere ungdomsskoler, men de fik også konstant øget tilslutning. Det viste sig således, at de unge på ingen måde faldt fra på grund af ændrede krav, netop greb muligheden for at supplere formel faglig viden gennem eksamens/prøveforberedende kurser.

Ungdomsskolens virke har da også siden vist sin styrke netop i samspillet mellem faglig fordybelse i teoretisk stof og selvdefinerede (faglige) aktiviteter. Eller sagt på en anden måde: Ungdomsskolens fortsatte udvikling viste sig netop at ligge i samspillet mellem tilegnelsen af formelle og reelle kvalifikationer – fagligt og socialt.

1970-1992
Ved kommunesammenlægningen i 1970 blev det besluttet, at samtlige ungdomsskoler – 20 kommunale og tre private – fortsat skulle bestå, som selvstændige enheder. Disse 23 ungdomsskoler (nu 14) havde i sæsonen i 1970/71 i alt 5.062 elever eller 41% af aldersgruppen 14-17 år. Som nedenstående graf viser fik ungdomsskolen siden, år for år, øget tilslutning fra de unge, og nåede i slutningen af 80’eme antagelig sit mætningspunkt. Det er næppe tænkeligt, at ungdomsskolen vil kunne nå et højere elevtal, målt i procent af det samlede antal unge i aldersgruppen, end de nuværende 77% – 10.042 unge.

Antal elever i ungdomsskolen, Århus kommune, 1970-1991
Den stærke stigning i elevtallet i årene efter 1972 må ses i klar sammenhæng med kommunesammenlægningen. Det tilbud som gennem årene var blevet etableret i den gamle Århus kommune blev nu udstrakt til den nye store kommune. Det skete bl.a. med øgede ressourcer til lærere, lokaler og aktiviteter, og det skete gennem oprettelsen af ungdomsskoleafdelinger på praktisk taget alle skoler under skolevæsenet, samt enkelte uden for kommunalt regi.

Den fortsatte vækst i elevtal og aktiviteter giver da også billedet af et hidtil udækket behov blandt de unge for fritidsaktiviteter af både teoretisk, praktisk og social art. Men set i lyset af de relativ mange år med den store tilslutning viser kurven også, at ungdomsskolen formåede at forny sig i takt med ændrede forudsætninger, behov og krav. I første række formuleret af de unge selv.

H.U.
Ungdomsskolen har gennem årene taget mange opgaver op. Allerede i 1976 blev der oprettet heltidsundervisning på ungdomsskolen Sct. Annagade. I første omgang som et forsøg med 30 elever i en skoleform, der var alternativ i forhold til folkeskolen. H.U. blev hurtigt fast etableret og er fortsat et godt alternativ med vægt på praktiske og erhvervsrettede fag for elever, som befinder sig dårligt i skolen. Disse ”skoletrætte” elever får gennem H.U. oftest en bedre afslutning på deres skolegang end folkeskolen ville glve dem mulighed for.

11. klasse
Begrebet ”ungdomsarbejdsløshed” blev kendt fra midten af 1970'erne, og straks stod ungdomsskolen parat med et nyt tilbud til unge, som ikke kunne finde arbejde eller uddannelsesplads efter skolen. Forslaget om en 11. klasse – et ekstra ”skoleår” – blev udarbejdet i samarbejde mellem ungdomsskolen, skolevæsenet, arbejdsformidlingen og socialforvaltningen, og blev realiseret fire steder. Senere blev antallet reduceret til to – og placeret på to af kommunens ejendomme: Holme Søndergård og Lisbjerg Vestergård, hvor eleverne begge steder var med til at renovere bygningerne. Målet for arbejdet var, og er – på den ene 11. klasse som endnu er tilbage – at holde de unge igang med faglige og sociale aktiviteter – og dermed være med til at skabe mulighed for at de finder sig selv. Det være sig gennem undervisning, praktikophold og udslusning til arbejde eller uddannelse. Hovedvægten i det praktiske arbejde kom i de senere år til at ligge på medieaktiviteter og miljømæssige gøremål.

Ungdomsarbejdsløsheden er fortsat et meget alvorligt problem, men mange andre muligheder trækker nu de unge i andre retninger. 11. klasse vil stå som et godt udtryk for ungdomsskolens evne og vilje til at finde former, der fanger de unge. Det gælder også det områdearbejde, som en række ungdomsskoler nu deltager i. Fra Vandtårnsprojektet i Århus Nord til internationale arbejdslejre for unge og deres arbejde for beboersamvirket i Solbjerg.

Indvandrere og flygtninge
Et andet af tidens store problemer har naturligt bragt ungdomsskolen på banen. Nemlig undervisning og integration af unge indvandrere. Ikke blot i de daglige aktiviteter, hvor det er naturligt, at indvandrerne deltager på lige fod med deres danske kammerater. Ungdomsskolen har også deltaget i en mere målrettet indsats over for unge, der er kommet til landet i en alder, der Ikke gør det muligt for dem at følge undervisningen i folkeskolen. Midtbyens Ungdomsskole og Hasle-Åbyhøj Ungdomsskole gennemførte således forsøg med sådanne unge – med fint resultat. De mange erfaringer fra projektet er nu en del af ungdoms skolens store viden om interkulturelle og sociale problemstillinger. Der er dermed skabt baggrund for en række utraditionelle løsninger, som f.eks, undervisning specielt tilrettelagt for indvandrerpiger, kurser for 18-25 årige flygtninge og ”mor/barn”-kurser.

Turnering
I årene efter kommunesammenlægningen, hvor de mange ungdomsskoler pludselig var samlet under én hat søgte man naturligt mange veje til nye samarbejdsformer, også mellem eleverne. Et af midlerne var tilbuddet til de unge om at deltage i en ungdomsskoleturnering. Strukturen og de færdigheder, de unge konkurrerer i har ændret sig i takt med deres ændrede interesser og engagement, men de unges lyst til at dyste er usvækket.

Der dystes nu i almene fag som f.eks. go-cart, fotografi og fiskeri, og i mere kluborienterede discipliner, som f.eks. dart og billiard. De unge får gennem ungdomsskoleturneringen mulighed for at afprøve deres kunnen i områder, som de har beskæftiget sig med på holdene eller i klubberne vinteren igennem.

Turneringen ér en dyst, men er samtidig også med til at fastholde de unges interesse for en indholdsrig tilværelse ud over ungdomsskolens rammer. Mange fortsætter da også med deres ”fag” i en forening, idrætsklub eller lignende, når de forlader ungdomsskolen.

Ungdomsskoleturneringen er en fortsat succes, og dermed en fast bestanddel af ungdomsskolen, fordi den lever op til de store krav, de unge stiller til sig selv, og det, der optager dem.

Musikken
Ungdomsskolerne har siden 1985 præsenteret sine efterhånden mange orkestre ved en musikfestival, som Hasle- Åbyhøj Ungdomsskole tog initiativ til. Denne festival har i årenes løb været det første spring til ”den store scene” for mange unge.

Musikfestivalen har de sidste tre år været afviklet under ideelle betingelser i Musikhusets foyer. Det gælder de fysiske rammer, og det gælder samarbejdet med Musikhuset, som bl.a. støtter med sine professionelle lydfolk.

Festivalerne afvikles nu i november måned i forbindelse med ”lang lørdag” med deltagelse af bands fra 10-12 ungdomsskoler.

Samtidig er der præmieoverrækkelse til vinderne af årets fotokonkurrence i ungdomsskoleturneringen, og gøgl og drama.

Pressen skrev i 1991:
”Hvem skal afløse TV2, Henning Stærk, Lars Muhl og de andre kendte rocknavne, når de går på pension? Vil musikmiljøet i Århus visne bort, eller vil det fortsat blomstre på trods af nedskæringer og mangel på øvelokaler? Fremtiden er svær at spå om. Men de, der lagde deres vej forbi Musikhuset lørdag den 2. november er ikke i tvivl. Musiklivet er levende som aldrig før, der er en masse talent blandt de 14-18 årige”.

Det internationale
Ungdomsskolen begyndte meget tidligt med at rejse til udlandet. I de første år efter 1945 stod vandreture til Norge og Sverige på programmet. Det var dengang langt væk. I de seneste år er rejsemålene blevet andre – og står de nordiske lande på rejseplanen, så er det skiture eller ”rafting” med gummibåde på de norske elve. Verden er blevet mindre, men samtidig er de unges forståelse for nødvendigheden af at orientere sig blevet større. Det drejer sig ikke blot om at rejse ud, men også om at forstå betingelserne i de lande man besøger. I Solbjerg afholder man ungdomslejrskoler, i Harlev er de internationale sejlsportstræf et af højdepunkterne i sæsonen. Og senest har Holme Ungdomsskole taget initiativ til et netværk Østersøen rundt mellem unge og en lang række miljøorganisationer. Det er derfor også helt naturligt for ungdomsskolen at deltage i de særlige internationale ungdomsaktiviteter der i de seneste år har skabt sig en fast position i Festugen.

Ny lov anno 1991
I 1991 trådte den 6. ændring af ungdomsskolens lovgrundlag i kraft med ”Lov om ungdomsskoler, produktionsskoler og daghøjskoler. Det overordnede mål med loven var at tilpasse grundlaget til virkeligheden: Ungdomsarbejdsløsheden og dens mangeartede ordning til en forsøgsvis afhjælpning. Et mål, der blev formuleret som opgaven, at ”fæstne og uddybe kundskaber, give forståelse af og dygtiggøre til samfundsliv og bidrage til at give (de unges) tilværelse forøget indhold”.

Samtidig fandt der en reorganisering af klubmønsteret sted. Hidtil har der eksisteret tre klubformer for unge, ungdomsskolens ”lukkede” klubber forbeholdt elever, ”åbne” ungdomsklubber organiseret gennem Fritids- og kulturforvaltningen og endelig social-pædagogiske klubber drevet af Magistratens 3. afdeling. Disse tre klubformer skal nu koordinere aktiviteterne under ledelse af ungdomsskoleinspektøreme. Denne omlægning skete side om side med byrådets beslutning om at indføre den forkætrede ”brugerbetaling” for deltagelse i ungdomsskolernes klubaktiviteter.

I skrivende stund kan alene konstanteres, at brugerne – de unge – har vendt sig mod beslutningen, bakket op af mange ungdomsskole- og klubfolk, der frygter en faldende tilslutning til klubberne i ungdomsskolen. På den anden side peger andre på den mulighed, at de unge i større udstrækning nu vil melde sig til den gratis undervisning på holdene, således at ungdomsskolen – taget som et hele – vil fastholde sin position, som de unges egen skole.

Århus byråd vedtog da også ved behandlingen af budgettet for 1993, at der inden den 1. januar 1993 skulle udarbejdes et forslag om nedsættelse af kontingentet til det hidtidige niveau ...

De ... 26 kr.
Da ungdomsskolen har jubilæum i år, har jeg fået til opgave at skrive om den. Da man altid starter fra en ende, vil jeg starte med at fortælle om den, som den var i Holme for nogle år tilbage.

For nogle år siden var ungdomsskolen altid fyldt op med unge mennesker, og når der var Holmefest, var det lige før at folk stødte ind i hinanden hele tiden, så mange var strømmet til for at hygge sig og danse. Da lederne engagerede sig meget med eleverne, følte man sig tryg og velkommen, og det gør man så sandelig stadigvæk.

I dag sker der lige så meget, men der er ikke så mange unge mennesker som før i tiden. En af grundene er, at man skal betale 26 kr. om måneden, bare for at opholde sig i ungdomsskolens lokaler. Jeg tror, det havde været bedre at opkræve pengene af dem, der har tilmeldt sig til undervisning, som f.eks. fotolære, som koster en del i materiale. Unge gider ikke betale penge bare for at sidde i klublokalet, så derfor bliver de væk.

Ungdomsskolen har hele tiden en del aktiviteter igang.

Klubaftensarrangementer er for det meste gode, men nogle gange hænder det, at arrangementer ikke svarer til unge menneskers forventning. Når ungdomsskolen bestiller nogen til at komme og optræde el.lign., skal de lige huske på, at det er en flok vilde  teenagere, der skal se på. Der bliver også arangereret rejser. Det land, man rejser til, har næsten altid en spændende historie bag sig, så som rejsemålet i 1992, nemlig Cairo. Cairo ligger i Ægypten, og har en meget spændende fortid. Turen dertil var en oplevelse uden lige. I det hele taget er det ...

Når vi rejser med rejseholdet, går vi til rejseforberedelse i et år forinden. Rejseforberedelse er en gang om ugen, hvor vi tjener ind til rejsen. Vi tjener penge ved at gøre rent hver onsdag efter banko, og vi bager kager til bankospillet, som vi så sælger til en fornuftig pris. Vi kører også rundt og samler gamle møbler
og andet, som vi så sælger ved loppemarkederne, som bliver afholdt den første søndag i hver måned. Til juletid sælger vi også juletræer, og overskuddet går så til rejseholdets kasse. Vi går også ud med løbesedler i Holme og Højbjerg.

Foruden de aktiviteter ungdomsskolen tilbyder hvert år, er der også nogen gange nogle sideløbende aktiviteter, som f.eks. faldskærmsudspring, UNOtur, biograftur eller fabriksbesøg. Der er egentlig utroligt meget liv i ungdomsskolen, det er bare synd, at der ikke er flere unge mennesker, som udnytter det. Jeg har gået i ungdomsskolen i 3 år, og kan godt lide at være der. Jeg synes, det er godt at have et sted at være sammen med sine kammerater. Man kan bare sidde i klublokalet og spille og lytte til musikken. Jeg kan varmt anbefale ungdomsskolen til alle jeg kender, da jeg kun har haft gode oplevelser der.

Luise Mikkelsen


Jeg har prøvet en del

Mit navn er Charlotte Schibler. Jeg er 16 år. Jeg har nu gået i ungdomsskole i 2 år. Jeg har efterhånden prøvet en del på den ungdomsskole, hvor jeg går.

Klubrådsarbejde
Ungdomsskolen ligger i Egå og hedder ”Havvejen”. Det første år jeg gik der, havde jeg valgt maskinskrivning og porcelænsmaling. Maskinskrivning var mest for at få et eksamensbevis. Porcelænsmaling havde jeg valgt, fordi jeg godt kan lide at male og tegne. Det var utroligt spændende at male på porcelæn og glas. Jeg lærte at få en utrolig god balance i hånden, når man skulle tegne eller skrive. Samme år meldte jeg og en veninde os også ind i klubrådet på ungdomsskolen. Det første jeg var med til, var at lave vores avis. Klubrådet laver nemlig en avis til alle elever hver 6. uge. På den måde holder vi alle elever og lærere orienteret om, hvad der er sket eller vil ske i ungdomsklubben. Ud over den avis havde vi også mange sjove timer sammen. Det er også klubrådet, der arrangerer alle de forskellige ture, vi eller nogle andre elever er på. Klubrådet er altid på en bestemt tur. Den går til Tyskland. På de andre ture der er, sender vi et hold afsted, så det ikke kun er os i klubrådet, der kommer ud at se noget. Når de kommer hjem fra turen, beder vi dem om at skrive et par sider om,  hvad de har oplevet, så det  kan komme i avisen.

I ungdomsskolen har vi også hold, der tager til Færøerne og Skotland, men nu vil de begynde at rejse til Grønland. Et andet hold tager på vinterferie i Sverige, hvor de selvfølgelig står på ski. Vi har endnu et hold, som tager til Berlin. De tre hold beder vi om at holde et foredrag med lysbilleder.

Torsdag aften i klubben
Vi har det sådan, at mandag, tirsdag og onsdag går vi til undervisning. Om torsdagen har vi klubaften. Her er det så os i klubrådet, der må sørge for, at de andre elever har noget sjovt at se på eller prøve. Vi har efterhånden haft en hel del forskelligt på programmet. Alle de forskellige personer vi har haft ude i torsdagsklubben for at vise os noget, har også fået mange elever til at prøve det. Ud over at vi får folk ude fra, så laver vi også noget selv. Vi laver de foredrag fra de store ture, men vi har en torsdag om året, hvor vi laver rekorder til Guinness bømerekordbog. Årets højdepunkt er nok en gæst, vi har på besøg også en torsdag aften. Nemlig en hypnotisør ved navn Ali Hamann. Det er virkelig noget, der tiltrækker folk. Hvis man hellere vil dyrke sport, så er det også muligt. Svømmehallen er til rådighed med en livredder. Men kun om torsdagen. El ler man kan også gå over i gymnastiksalen og dyrke idræt. Der er to idrætslærere til rådighed. Når man kommer i torsdagsklubben, så har man et klubkort. På det kort står der et nummer, og man får et stempel. De stempler bruger man sidst på året, hvor der er lodtrækninger om gaver. Hvis man har været der alle torsdagene, har man størst mulighed for at få en gave.
Mangler man et stempel for at have været der på alle torsdagene, så kommer man i en anden bunke, hvor der også bliver trukket lod om nogle gaver.

Fest og filosofi
Men ud over at der sker en hel masse om torsdagen, holder vi selvfølgelig også fest en gang om måneden. De fester er for alle de elever, der er meldt ind i ungdomsskolen, men man kan også godt have en gæst med, hvis man har købt en gæstebillet om torsdagen. Under festen kan man købe: slik, kaffe, te, lys fadøl, chips og kage. Der er også musik. Det er ungdomsskolens egne plader, der bliver brugt. Det er forskelligt, hvem der står ved pladespilleren. Det er både elever og lærere, der gør det. Hvis man ikke er så meget for at danse, så er der mulighed for at spille på spilleautomater. Vores fester varer fra 20.30-00.30.

Sidste år i ungdomsskolen valgte jeg filosofi. Det var et nyt fag, der var kommet, så det ville jeg prøve, Men vi blev nødt til at stoppe efter 78 uger, fordi vi kun var 6 på holdet, og man skal mindst være 12. Det var utroligt ærgerligt, for det vi fik hørt og lært om var meget spændende. Vi hørte nemlig om de gamle filosoffer og om deres opdagelser, men mest fandt vi ud af, hvordan vi kan bruge det i dag i vores egen situation. Som afslutning på holdet gik vi i biografen sammen med vores lærer. Vi var også ude at spise sammen bagefter – for egen regning!

Efter en sådan dag
Resten af det år var jeg så kun i klubrådet. Men der lavede vi mange sjove ting. Vi var bl.a. ude at besøge en anden ungdomsskole på Mols, og senere på året kom de og besøgte os. Vi havde selvfølgelig også vores traditionelle fodboldstævne, også kaldet Kvickly Cup, fordi Kvickly er vores hovedsponsor til det stævne. Vi inviterer de forskellige ungdomsskoler her midt-Jylland til vores stævne. Alle kampene bliver afholdt på en dag, så der er noget at se på på banen for tilskuerne hele tiden. Det er sjovt at være med til det, fordi der skal uddeles sportspræmier, præmier i finalerne, der skal findes den bedste spiller i hver pulje, der skal tages billeder, den næste kamp skal annonceres over højttalerne, og man skal sørge for at overtrækstrøjerne kommer tilbage til os. Man er virkelig træt efter sådan en dag.

Ren hypnose
I år havde jeg egentligt besluttet mig for, at jeg ville prøve at blive hypnotiseret. Men da jeg kom den torsdag aften, fortrød jeg. Derimod fik vi en anden fra klubrådet op på scenen. Alle vi andre var flade af grin, da Ali Hamann fik de forskellige personer til at spise de dejligste røde æbler, der i virkeligheden var rå kartofler. På et andet tidspunkt er de til en fest, hvor de alle bliver meget fulde, men det er kun vand, de har drukket. Sådan er der mange sjove ting undervejs. Til sidst skal de finde deres mor blandt de 500 mennesker, der sidder nede i salen. Det går fint, indtil Ali Hamann vækker dem. Nu sidder de oppe på scenen sammen med en person, som de tror er deres mor, men det er slet ikke en person, de kender. Så de bliver flove. Det er nogle af de gode oplevelser, jeg har haft ved at gå i ungdomsskole.

Fremtiden!
Der er en ting, som jeg synes skal laves om i min ungdomsskole i fremti den. I marts måned fik ungdomsskolen et brev fra kommunen. Der stod, at vi skulle betale 26 kr. pr. måned for at gå i torsdagsklubben, altså dem der kun kom om torsdagen. Klubrådet lavede nogle store plakater om dette. Vi i klubrådet mente, at hvis vi skulle til at betale, så ville mange melde sig ud af ungdomsskolen. De ville måske blive kriminelle eller stå og hænge på et gadehjørne, fordi de ikke havde noget at give sig til. Vi i klubrådet skrev så et pænt brev til borgmesteren i Århus, samtidig samlede vi underskrifter ind. Vi fik et brev fra borgmesteren, hvori han skrev, at han godt kunne forstå os, men der var ikke noget at gøre. Vi skulle betale. Klubrådet mener stadigvæk, at det er forkert. Men lad os nu se hvordan det kommer til at gå.

Charlotte Schibler


Kan anbefales

Ungdomsskolen er et tilbud til unge over hele landet om muligheder for at udfolde de skjulte evner, de har. Samtidig er den en mulighed for at lære noget nyt. Der er mange tilbud, f.eks. foto, keramik, edb, jagt, motorlære osv.

I ’90 starter jeg i ungdomsskolen på ”Havvejen” ... Jeg har valgt at gå på knallertkørekortsholdet, og kommer der også.

Nogen tid før har jeg haft store forventninger. alle de nye unge jeg skal møde, og sikke alle de tilbud der er, som ”nybagt” medlem er det utroligt spændende, og jeg føler mig opstemt. Og må lave et eller andet. På ungdomsskolen møder jeg nogle venner. Vi skal gå på samme hold. Selvom man ikke lige kommer på samme hold som veninden eller kammeraten, kan man godt hygge sig alligevel. Der er chance for at få nye venner. Man kan jo godt kombinere venskab og ungdomsskole under ét.

På et tidspunkt bliver jeg spurgt, om jeg ikke har lyst til at komme i klubrådet, da der mangler nye medlemmer. ”Orv”, tænker jeg. Det er jo et stort ansvar man får tillagt i klubrådet.

Jeg er med til, i klubrådet (som består af 10 - 15 unge + nogle ledere) at bestemme hvad der skal laves for at gøre ungdomsskolen til et rart sted at være i. Alles synspunkter bliver hørt, og der er ingen, der sidder der for bare at være der.

Vi har også en klubavis, kaldet ”Oasen”, hvori vi udsender beskeder, reklamer, forslag m.v. Avisen udkommer en gang om måneden okt. til april.

Genial
I år er det 50 år siden ungdomsskolen startede. Siden dens start er det mit indtryk, at hovedemnet var og er at få unge fra 13-14 års alderen ud og prøve, hvad man kan kalde for uddannelse. De skulle og skal simpelthen prøve, hvad det vil sige at være voksen og tage et ansvar, dog ikke så stort at det ikke kan styres.

Alt i alt er ungdomsskolen en genial opfindelse, som samtidig er dansk, og det er et sted, hvor man lærer mere om livet og samvær.

Jeg har haft to gode år og håber på at gå der i år igen. Jeg har prøvet lldt af hvert, og det er noget, der varmt kan anbefales, og som må prøves. Jeg kan altid sige til mig selv, og det gælder også andre, at jeg er blevet de erfaringer rigere.

Længe leve ungdomsskolen!

Lars Juul Pedersen


Jeg er glad for at jeg er til

I luften med ungdomsskolen
For ca. et år siden var jeg til åbent hus i en svæveflyveklub i Århus. Jeg fik tilbudt en tur i en svæveflyver, og jeg sagde selvfølgelig ja tak. Vi blev trukket op af et motorspil i en halv kilometers højde, hvorfra vi ganske stille svævede ned. Det var en så fantastisk oplevelse, at jeg – da jeg fik tilbuddet fra ungdomsskolen –  straks sagde ja til at prøve en gang til.

Jeg fortalte til nogen i klassen, hvor sjovt det havde været, og de fik derfor også lyst til at tage med på turen til Viborg flyveplads i maj 1992.

Vi samledes ved ungdomsskolen, og kørte mod Viborg i vores gode, gamle bus. Da vi kom til derop måtte vi vente et par timer på at komme op, men vi fik lov til at sidde i svæveflyvere, og vi så også på vores meget modige kammerater fra ungdomsskolen, som var med for at springe med faldskærm.

Efter de andre havde været oppe og flyve, blev det langt om længe min tur. Jeg kravlede op i flyveren – en
svæveflyver med motor – og satte mig godt til rette, medens jeg fik spændt en firepunktssele på. Piloten startede motoren, og vi rullede ligeså stille ud mod startbanen. Så blev bremserne slået til, og motoren kørt op til fuld gas. Med ét slog piloten bremserne fra, og det gav et ryk i maskinen.

Hurtigt var vi oppe på 80 km/t, som  er den normale take-off hastighed for en sådan flyver. Det gav et sug i maven, medens vi hurtigt nåede 4500 fods højde. Her blev stort set al gassen taget fra motoren, man kunne mærke, at flyet lagde sig mere vandret i luften, og udsynet blev bedre. Jesper – piloten – spurgte, om jeg ikke ville prøve at styre. ”Jo, det kunne jeg godt tænke mig”, svarede jeg  og glemte for et stykke tid alt om den fantastiske udsigt og koncentrerede  mig et hundrede procent om ikke at lave pludselige bevægelser og sørge for at holde vingerne vandrette. Pludselig kom der et ordentligt bump, og det trykkede i ørerne.

Jeg blev selvfølgelig bange, men Jesper fortalte, at det bare var nogle varme luftstrømme, der gav os et skub opad. Disse bump kom der mange af på flyveturen, men man vænnede sig til dem.

Papir gennem luften
Vi fløj ud over Limfjorden og nød den flotte udsigt i det solrige og klare vejr.

Jesper kiggede på uret og sagde, at vi hellere måtte vende om, for halvdelen af min flyvetid var gået. Han vendte lige så stille flyveren, og vi begyndte tilbageturen. Jesper slukkede derefter for motoren, og nu kunne man kun høre lidt susen fra vingerne, ellers var der total stilhed.

Jeg spurgte, hvad der egentlig ville ske, hvis flyveren stallede (mistede al flyvefart). Jesper svarede ikke, men gav i stedet fuldt højderor, til flyveren næsten stod lodret i luften uden overhovedet at bevæge sig.

Et sekund efter faldt den som et stykke papir gennem luften, indtil Jesper igen vandt flyvefart ved at dykke lodret mod jorden. Man kunne høre, at det igen begyndte at suse i vingerne, og jeg kunne atter ånde lettet op. Resten af turen til flyvepladsen gik uden slinger i valsen. Da vi var lige over pladsen, slukkede Jesper motoren, og vi svævede ligeså stille ned til et hundrede meters højde. Der slog han bremsen (”flapsene”) op, og reducerede farten yderligere. Nu var vi ikke mere end 20 meter over jorden, og jeg følte, at flyet hældte til den ene side, men det gjorde åbenbart ikke noget, for vi landede meget blidt midt på banen.

Motoren blev startet igen, og vi taxiede over til en flyparkeringsplads. ”Det var det”, sagde Jesper og åbnede lugen over os. Jeg sagde tak for turen og steg ud. Jeg gik over til de andre, der så småt var på vej over til bussen, for at gøre klar til at køre hjem.

Jeg følte, at jeg ved at komme op at flyve overskred en af mine egne grænser, for jeg har altid været lidt bange for at flyve.

På hjemvejen snakkede vi om, at denne tur ville være et godt emne til vores stil, og det synes jeg ihvertfald
også det er, for sådan en oplevelse bekræfter, at jeg er glad for at være til.

Peter Laurs Kristensen.


Brabrand Ungdomsskole

225 cm2 til en beskrivelse af en ungdomsskole – Umuligt!!! Så her er et lille udpluk fra LU’s jubilæumsbog om en lille del af Brabrand Ungdomsskoles virke for 1982-92:

Synliggørelse af BUS – en almindelig ungdomsskole
I de sidste 10 år har vi vist en ære i at slå dørene op, for at vise den undrende offentlighed, hvad BUS kan byde på. Arrangementerne har været mangfoldige, men hvert år i marts har vi sat alle kræfter ind på at samle alle skolens lærere og elever om et show med fest og farver. Det har været lange og seje arbejdsweekends, hvor elever og lærere har knoklet for at skabe en grå betonaula eller et par sved- og svaber-lugtende gymnsatiksale om til ”blomstrende” lyse feststemningsfyldte rum omkring aktiviteterne. De fleste år sprang de ud, de birketræer og forsythiabuske, som havde været i pleje på kontoret i mange uger og gjort det nærmest ufremkommeligt. Uanset vejret var der forårsfornemmelser i luften, når US-eleverne viste resultaterne af vinterens undervisning. Der var trængsel om boder og scener, hvor eleverne demonstrerede deres musikalske talenter og cafeens hjemmelavede specialiteter blev revet væk.

Tornerose i BUS
Musiklivet har undergået en kolossal udvikling fra et par guitarhold til de totalt elektrificerede bands, vi har i år. Den musikalske opblomstring gav os sidste år grundlag for at gennemføre et musicalprojekt i den helt store stil nemlig en opførelse af en moderne udgave af Tornerose. Forestillingen blev begejstret modtaget og gik for fulde huse.

Alle aktiviteterne har deres udgangspunkt og basis i undervisningsholdene og i klubben, som er den afgørende samlende faktor, når BUS samler sine kræfter til store fællessarrangementer.

Hasle-Åbyhøj Ungdomsskole

Før og nu
Åbyhøj Ungdomsskole oprettes på Åby skole i 1956 af lærer H. Ebbesen.

I 1960 flyttes til nye lokaler på Gammelgårdskolen.

Lærer Rudolf Helms opretter Hasle Ungdomsskole i 1964.

Per Jessen-Klixbüll bliver ungdomsskoleinspektør på Hasle Ungdomsskole.

1977. Ny afdeling på Ellekærskolen.

1980 ny afdeling på Tovshøjskolen.

De to ungdomsskoler sammensluttes som Hasle-Åbyhøj Ungdomsskole i 1982.

Klubber på Tovshøjskolen (1984), Ellekær-skolen (1985), Åby skole (1988) og Hasle skole (1989).

1992: Ungdomsskolen har i dag ca. 1200 elever. Lederteamet består af afdelingslederne:

Lena Bendtsen, Gammelgård,
Annemarie Kroustrup, Hasle,
Knud W. Rasmussen, Ellekær,
Niels Elkjær, Tovshøj,
Hans J. Henriksen, Åby
og Per ]essen-Klixbüll.

Der tilbydes 60 fag, blandt dem ”stunt”, ”faldskærm”, ”dykning”, ”spansk”, ”jolleræs”, og det store hit, ”fotolære”. I de senere år har især Tovshøj, Ellekær og Hasle fået mange fremmedsprogede elever. Med en særlig bevilling fra byrådet afvikles på 5. året årskursus for ca. 15 flygtninge i alderen 18-24 år. Kurset afsluttes med Folkeskolens afgangsprøve.

Hasle-Åbyhøj ungdomsskole er et af 10 koordinationsområder for ungdomsklubberne. Opgaven for klubber og ungdomsskole bliver i 90’erne at indgå i et tæt samarbejde og gensidig udvikling for at tage hånd om alle unge fra 10-25 år i lokalområdet.

Læs mere

Ungdomsskolen 1948-1988 - 40 år i Ikast

Ikast-Ottoman-Forside-small
Ottoman’s jubilæumsskrift. Udsendt i 1989 i anledning af Ikast Ungdomsskoles jubilæum 1948-1988.

Ansvarshavende: Holger Laursen.


Som at sidde på toppen af et isbjerg ...
At skulle beskrive 40 år af en Ungdomsskoles liv, vor man kun har været med de sidste 8 år.

Rytmen i en ungdomsskole er en stadig tilgang og afgang af personer, som bruger ungdomsskolen. Først og fremmest de unge, hvor der for de flestes vedkommende er tale om et bekendtskab af en varighed på 2 - 4 år, før de siger farvel på vej mod nye udfordringer og oplevelser.

Lærere og klubmedarbejdere kommer og går, nogle bliver i mange år, andre kun ganske kort.

Ungdomsskoletilbuddet vil derfor hele tiden fomy sig, enten fordi indholdet er nyt, eller fordi modtagere og afsendere er nye mennesker.


Ungdomsskoleinspektøren

Det samme gælder lederen af Ungdomsskolen i Ikast, der har igennem årene været flere, hvoraf jeg er den sidste i rækken.

Som inspektør af Ikast kommunale Ungdomsskole har man travlt, meget travlt, med at sætte sig ind i alle ting og procedurer, og hele sæsonen igennem er der nye administrative opgaver som skal løses: kursusplan bestemmes, brochurer trykkes, holddannelser, regnskab, m.m., samtidig med kontakten til alle elever, lærere, kiubmedarbejdere, nævn osv osv skal varetages.

Joh, der er nok at se til.


Forgængerne

indimellem har der dog været tid til at ”rode lidt” i de gamle bunker af papirer, som de tidligere på jobbet har efterladt, ofte ganske interessante, idet man her kan få ideer til ”nye” aktiviteter, som tiden ikke har gjort ubrugelige, men som bare har ligget og ventet på at blive hentet op af mølposen igen.

En snak med et par af forgængerne i jobbet, som nu sidder og ”hygger sig” oppe på kommunens skoleforvaltning, har ligeledes kunnet give mig et lille indblik i, hvad der egentligt havde foregået i deres tid, og også lidt af tiden før.


25 års jubilæum?

Resultatet af alt dette var en formodning hos mig om, at det ”vist var ved at være i nærheden” af et 25-års jubilæum for Ungdomsskolen i Ikast!

En række forespørgsler hos folk, som havde kendskab til Ikast Ungdomsskole gennem længere tid mundede altid ud i svaret: ”Du skulle kontakte Lilbæk, han ved beskedl”, hvad der så blev gjort i forsommeren 1988.

Og Lilbæk vidste besked!

Men der blev ikke noget 25-års jubilæumsfestivitas ud af det. For det var ikke 25 år, der var tale om, men faktisk 40 år der var gået siden starten af ungdomsskole i Ikast!


Kildematerialet

Sammen med disse oplysninger fulgte en liste over samtlige ledere af Ungdomsskolen i Ikast, endda med
angivelse af deres nuværende opholdssted og beskæftigelse, så efter nogen betænkningstid bestemte jeg mig til at forsøge at kontakte disse mine forgængere med en opfordring til at levere materiale til et eventuelt jubilæumsskrift for Ungdomsskolen. Mine forhåbninger om, at der skulle være noget i gemmerne hos d'Herrer blev Ikke gjort til skamme!

Samtlige har svaret og leveret materiale til dette skrift, enten mundtligt, pr. brev eller i form af venlig udlån af scrapbøger om Ungdomsskolen i deres ”regeringstid”! Jeg vil derfor rette en tak til alle jer for hjælpen, ikke mindst E. Lilbæk, som satte mig på sporet af alle! Også tak til Herning Folkeblad, Midtjyllands Avis og Ikast Avis for lov til at kigge i arkiverne over gamle artikler og billeder fra Ungdomsskolen gennem tiderne!

Hvorfor jubilæumsskrift? Som først omtalt er ungdomsskolens liv en stadig strøm af personer, der skal stifte bekendtskab med ungdomsskolen, og der er derfor til stadighed brug for igen og igen at fortælle, hvad det er vi laver og hvad vi gerne vil.

Meningen med dette skrift er naturligvis at beskrive, hvordan Ungdomsskolen i Ikast Kommune har udviklet sig gennem 40 år.

Men samtidig ønsker jeg også at beskrive, hvor Ungdomsskolen er lige nu og give et bud på, hvor vi måske er på vej hen!

Det har været et spændende arbejde at kigge tilbage gennem 4 årtiers ”aflejringer”, og det er mit håb, at Ikast kommunale Ungdomsskole med dette skrift kan dokumentere sin værdi. Mængden af stof er så stor, at det kunne blive til en langt større beretning, men jeg har tilladt mig at samle det hele i dette skrift, som jeg håber bliver læst. Og skulle det hele blive glemt, så tro mig, I får et nyt om 10 år!


De første 10 år
Ungdomsskolen i perioden 1948-1958

Brev fra ungdomsskolens første leder, nu pensioneret skoledirektør H. Bakbo, Nykøbing Mors.

De første kommunale ungdomsskoler i Danmark så dagens lys i 1942, hvor der flere steder i de større byer oprettedes sådanne skoler for drenge fra arbejderklassen, som hverken var under uddannelse eller havde arbejde, og således var lette ofre for propagandaen fra syd. Senere blev ungdomsskolen for alle 14-18 årige unge. Som det fremgår af annoncen fra Ikast Avis 1. oktober 1948, blev ungdomsskolen i Ikast først en realitet i 1948, og startede således op med skoleinspektør Jørgen Krogh som kontakt med uden egentlig leder.


H. Bakbo beretter:

Først da lærer H. Bakbo i 1948 kom til kommunen, rettede borgmester Vestergaard-Poulsen henvendelse til ham og bad ham være leder. Hr. Bakbo, som senere blev skoleinspektør og skoledirektør på Mors, er nu 80 år og pensionist, men beretter i et brev til ungdomsskolen følgende: ”Samtidig med at sige tak for kontakt til et godt arbejdsfelt i det midtjyske for 35 - 40 år siden må jeg beklage, at jeg ingen muligheder har for at give en præcis redegørelse angående starten af en ungdomsskole i Ikast.


Forudsætningerne

I min hidtidige stilling forud for ansættelse i Ikast havde jeg varetaget ledelsen af aftenskolen, aftenhøjskolen og husflidsskolen på stedet, hvilket også fremgik af mine ansættelsespapirer. Det forbavsede det mig egentligt, at trods stadige tilskyndelser fra centralt hold til kommunerne havde Ikast ikke forlængst en ungdomsskole, men kun en aftenhøjskole og en husflidsafdeling.

Undervisningsmæssigt havde jeg i skolen udelukkende de ældste årgange i begge afdelinger, fra hvilke der skulle kunne blive muligheder for tilgang til en ungdomsskole.


Det første forsøg

Uden formaliteter gennem kommunale myndigheder fik jeg gennem borgmesteren frie hænder til i efteråret 1949-50 at samle en flok, fortrinsvis mere eller mindre kendte, unge fra skole eller foreningsliv til opbygning af en ungdomsskole.

Det lykkedes over al forventning. Adskillige undervisningsmæssige områder, som man kun løseligt havde berørt i skolen, blev taget op sammen med de væsentligste skolefag på en absolut anderledes måde i 2 - 3 klasseværelser i Vestre Skole. En aften pr. måned var alle samlet i et større lokale omkring emner af vidt forskellig art og under frie former. Det var aftener, som havde fuld tilslutning af de tilmeldte og stimulerede de øvrige!


Lønforhold anno 1950

Ansættelsesbetingelser af skriftlig karakter var leder og andre undervisere ukendte med i de år, jeg kender til. Vi fik hver især et beløb som tak for timerne, og jeg tror ikke, at der var nogen, som klagede.

Mine papirer vedrørende ungdomsskolen havde jeg et bestemt rum til i det såkaldte forkontor på skolen, og elevernes materialer var i kælderen under inspektørens kontor.

Intet har jeg haft med fra ungdomsskolens funktioner, så jeg kan ikke yde noget materiale af skriftlig karakter fra dengang …”


Et hastigt farvel

Og så kan Hr. Bakbo desuden berette om den tids udnævnelser af skoleinspektører:
”Min flytning fra Ikast til skoleinspektørstillingen i Nykøbing Mors foregik ret så hovedkuls med indstilling, udnævnelse og tiltrædelse i første halvdel af sommerferien i 1953, hvor jeg var på feriekursus i København. Overraskende var det pr. telefon i en kursustime at blive tilkaldt af undervisningsministeren og personlig få orientering om den i de tider kongelige udnævnelse og tiltrædelse pr. 1. august 1953!

Det blev sparsomt med at hilse af i Ikast på et sådant tidspunkt.”


Sv. Aage Koch leder

Efter Bakbo hed lederen frem til 1958 lærer Sv. Aage Koch. Hr. Koch blev førstelærer i Herrup, Sevel Sogn, senere skoleinspektør samme sted og er stadig i dette embede.


”Luk skidtet”
Beretning fra Pionertiden i Ungdomsskolen 1958-1963

v/skoledirektør Søren Jørgensen, Sindal
leder af Ikast Ungdomsskole 1958-1963

Den daværende leder af ungdomsskolen i Ikast, viceinspektør Hans Bakbo forlod lederstillingen ved udnævnelsen til skoleinspektør i Nykøbing M. pr. 1. august 1958.

På et møde i ungdomsnævnet den 2. september samme år, blev jeg udpeget til leder af ungdomsskolen, – uden forudgående ansøgning, – og uden ønske om at blive det, – og ganske kort før sæsonstart omkring 1. oktober. Stillingen var dengang et fritidsjob oven i 38 ugentlige undervisningstimer, et årskursus pa DLH i Herning m.v.


Undervisningen starter

Umiddelbart efter blev alle unge i kommunen mellem 14 og 18 år indbudt til at deltage i den kommende vinters undervisning, dels gennem avertering i Ikast Avis, dels gennem en personlig indbydelse: ikke en farvestrålende brochure, der lokkede med spændende tilbud, men en kopi af annoncen i avisen.

Omkring den 1. oktober 1958 startede 2 pigehold og 1 drengehold på hver 15 elever. Omkring 1. november er elevtallet steget til 68, – efternølere og de elever fra landet, der først kan være med efter skiftedagen, er gledet ind på holdene. Undervisningen strækker sig over 22-23 uger pr. sæson. Eleverne er delt efter køn. Langt flere piger end drenge har meldt sig. De 43 piger undervises i 3 timer 2 aftener om ugen i henholdsvis husgerning og syning. De 25 drenge på eet hold undervises ligeledes 6 timer om ugen, men i sløjd og erhvervs- og samfundsbetonet undervisning i dansk og regning. Den samfundsbetonede undervisning tager bl.a. udgangspunkt i SFC-film, særligt egnede skoleradioudsendelser, biblioteksbesøg m.m. – 4 elever på drengeholdet har aldrig været på et bibliotek.


Ungdomsskole i lsenvad

For første gang indbydes der til ungdomsskole i sydsognet, og 35 unge deltager i vinterens undervisning i Isenvad. Afdelingen her kan altså fejre 30 års jubilæum pr. 1. oktober 1988 – hvis den stadig eksisterer. For hele kommunen bliver elevtallet således på 103 i 1958-1959. Året forud var tallet 90. I sæsonen 1961-1962 deltager 97 elever i undervisningen i Ikast By. En jævn og støt stigning kendetegner udviklingen i elevtallet.


Reklamens magt?

Udsendelsen af en folder, der kunne inspirere flere unge til at melde sig, blev overvejet i løbet af vinteren, og spørgsmålet om den megen reklame ville betyde:

- Flere tilmeldte til undervisningen?
- Ville de unge lade sig lokke af reklamen, falde fra igen og nedsætte den fine mødeprocent?
- Ville de vise den fornødne interesse for arbejdet?
- Ville det bevirke en dårligere disciplin blandt eleverne?
- Ville det med andre ord højne ungdomsskolens renommé såvel blandt eleverne som udadtil på skolen og i
byen?

Uanset hvilke formodede følger der måtte vise sig, måtte hovedsagen dog være at få så mange unge i tale som muligt, – og løse de evt. flere problemer, dette måtte betyde, i samarbejde med eleverne og deres forældre.


Ungdomsskolens formål

Fra sæsonstarten i 1960 var folderen en realitet. Ungdomsskoleudvalget har forsøgt at gøre folderen lidt spændende og festlig, men især lagt vægt på, at det er en personlig henvendelse til den unge om:
- at få uddybet og fæstnet de almene kundskaber,
- at give den unge forståelse af det samfundsliv, han eller hun står på tærsklen til og
- at give den unge forøget mening med og indhold i sit liv.


Tilmeldingen

De unge skal møde personligt op en bestemt aften og tilmelde sig. Denne aften anses for vigtig, fordi de før tilmeldingen skal være klar over, hvad de går ind til:
- de skal vide, hvad de tilmelder sig,
- de skal ikke tilmelde sig, medmindre de agter at fuldføre undervisningen,
- de skal vide, at der er ganske bestemte regler, der skal respekteres, når de går på en skole, – også om aftenen, – så det gode forhold til skolen kan bevares, og de skal selvfølgelig have lov til at komme frem med ønsker, spørgsmål, osv.

I beretningen over arbejdet i 1958/1959 siges der: ”Elevernes opførsel har været god. De har vist hjælpsomhed og interesse og mødt lærere og leder med venlighed og forståelse” Også mødeprocenten får en positiv omtale. Især pigerne har en høj mødeprocent. Ungdomsnævnet aflagde i hver sæson besøg på holdene, – omkring fastelavn, – og i sidste time stod den på boller i frokoststuen sammen med gæsterne.
Sidst i marts sluttede sæsonen med en afslutningsfest, som forældre, principaler og ungdomsnævn deltog i.

I forbindelse med festen var der arrangeret udstilling af elevarbejderne i sløjd og håndarbejde, og pigerne viste større syarbejder ved en mannequinopvisning.


Hvordan skaffes lærere?

Jeg har altid anset undervisningen i ungdomsskolen som et meget krævende job for lærerne. Det er ikke blot et spørgsmål om at undervise, men lærerne må forstå at komme på talefod med de unge mennesker. Det forudsætter forståelse for de unges problemer. Det kræver smidighed og fasthed på samme tid. Gensidig respekt og tillid må bære arbejdet. Jeg henvendte mig først og fremmest til de kolleger på skolen, der havde de egenskaber, der kunne forventes at opfylde disse intentioner, – men også fordi det var den samme lærer, der så varetog ordenen i lokalet og på skolen om dagen og om aftenen. Det kunne til tider være svært at skaffe lærere. Et år måtte jeg således skaffe en husholdningskonsulent fra Skjern til skolekøkkenet. Hun overtog undervisningen af 2 hold, et eftermiddags og et aftenhold, – og hun var ikke forhindret een eneste gang i løbet af sæsonen.


”Ungdommen nu om dage!”

Apropos eftermiddagshold: dette blev efterhånden almindeligt for de piger, der kunne få fri om eftermiddagen, – så behøvede de i hvert fald heller ikke at forsømme Phønix Teatret om aftenen.

Mange kolleger var meget velvilligt indstillede over for ungdomsskolen, andre var mere kritiske. For de kritiske var det ungdomsskolens elever, der var skyld i alle ”ulykkerne” på skolen, – det var at smide penge ud af vinduet, ”for de lærerjo ikke noget alligevel i ungdomsskolen”, – og det var helt forkert at optage elever, der ikke en gang ”gad lære deres lektier i mellemskolen”. En hård bemærkning som: ”Luk skidtetl” står stadig i min erindring.

Selv oplevede jeg det ofte helt anderledes. Jeg tænker f.eks. på hende, der var ”fejlanbragt” i mellemskolen og ikke kunne lære matematik og engelsk, men som blomstrede op om aftenen, når hun kunne manifestere et godt praktisk håndelag og en god og glad indstilling til sine kammerater og lærere.

Det kan også fortælles, at der ikke var knyttet ungdomsklub til ungdomsskolen. Ungdomsklubben blomstrede i andet regi, og der var en aftale om, at ungdomsklubbens og ungdomsskolens aktiviteter lå på forskellige ugeaftener.


Beskedne kår

årene 1958-1963 var ungdomsskolen af beskedent omfang, men det var også på så mange måder beskedne tider i forhold til i dag. Et år fandt afslutningsfesten sted i Aksel Jensens sal. Eleverne opførte kriminalkomedien: ”Hovedsagen er at man er rask”, – efter forudgående indstudering hjemme i vor private dagligstue, – og med fælles kaffebord a 2 kr.


Elevkontakten

Som leder, og uden selv at undervise i ungdomsskolen, fandt jeg det væsentligt at lære de 14-18 årige godt at kende. Dette kunne måske synes umuligt i en skole med over 1100 børn (da der var flest), men dels kendte jeg mange af dem fra undervisningen i skolestuen, dels havde jeg for vane at søge ud i skolegården i frikvartererne og tale med de unge i stedet for at være passiv ryger på lærerværelset, – og på den tid var alle eleverne så ”heldige”, at de skulle opholde sig i skolegården i frikvartererne.

Kursusplanen for 1988-1989 fortæller mig, at der siden er sket en meget stor udvikling, så ungdomsskolen må opfylde en vigtig del af de unges behov for engagement og positiv udnyttelse af fritiden.

Til lykke med jubilæet og de bedste ønsker for Ikast kommunale Ungdomsskoles trivsel og vækst.

Søren Jørgensen.


Da pigerne var i overtal...
Glimt fra perioden 1963-1966

l Hammerum Herreds Avis kunne man d. 22/3 1966 læse om Ungdomsskolens afslutning:

Ungdomsskolen i Ikast, der ledes af overlærer Lilbæk, holdt i aftes afslutningsfest på Vestre Skole. Et stort antal elever og forældre var mødt op til den hyggelige aften, hvor ”Joker” fra Holstebro underholdt. Elevernes arbejder var udstillet i skolens kælderlokale, og det var især sjovt at se, at også piger kan lave træsløjd, og omkring 20 piger havde med lyst og iver høvlet og savet på trods af drengenes lidt nedladende bemærkninger. Til gengæld havde der været 12-15 drenge som deltagere på holdet i husgerning.

Alt i alt har der været 150 elever mod 120 sidste år. Det er fortrinsvis piger, der søger ungdomsskolen. 120  af de 150 er piger. Overlærer Lilbæk udtaler, at man er særdeles godt tilfreds med en netop overstået sæson.

Man har haft gode lærerkræfter, og det er en stor fordel, når lærerne kan fortsætte mere end et år. Under festen i aftes fik syv elever overrakt præmier for god mødedeltagelse sæsonen igennem.


Nye tider
i Ungdomsskolen 1967-70

”lkast Ungdomsskole har fra sæsonen 1970/71 følgende afdelinger: Ikast, Bording og Engesvang. 1150, d.v.s. alle unge mellem 14 og 18 år, har modtaget brochuren med tilbudene fra Ikast kommunale Ungdomsskole.

Ungdomsskolen er en enhed, selv om den er delt i 3 afdelinger:

Tilbudene er delt op indenfor hver afdeling, men der er mulighed for at vælge frit. Hvis for eksempel en ung pige fra Engesvang ikke kan få de fag, hun ønsker, i Engesvang, er der gratis bustransport mellem byerne”.
Hammerum Herreds Avis 19.8.1970.


Interesse for ungdomsskolen

Ikast kommunale ungdomsskole nyder stor bevågenhed blandt byens og egnens unge. Beviset leveredes i aftes, da der var indmeldelse på Østre Skole i Ikast. Omkring 135 meldte sig til vinterens kurser, og blandt disse første er en del fra Isenvad. Et stort flertal af dem, der kom i aftes, valgte keramik. I aften er der påny indmeldelse til ungdomsskolen, og da ventes det også, at keramik er det mest populære fag. – Ungdomsskolens første arrangement løber af stabelen på torsdag aften, da der er popbal i festsalen på Østre Skole. Inden ballet taler kriminalassistent Aage Haxell, Aarhus, om ungdomskriminalitet. Aage Haxell er en populær gæst i de jyske ungdomsforeninger. – På billedet ses et glimt fra indmeldelserne på Østre Skole i aftes.


Ungdomsskolen ta’r west på!
1966-1975

Efterhånden som Ikast Kommunes befolkningstal steg op gennem årene, blev den nuværende Vestre Skole for lille til ene at rumme de mange elever, hvorfor kommunen i 1962 indviede Østre Skole.

Da 27-årige Poul West i 1966 tiltrådte som leder af ungdomsskolen, betød dette også en stor omvæltning for ungdomsskolens virksomhed: Idet Poul West desuden var ansat som lærer på Østre Skole, blev aktiviteterne gradvist flyttet fra ”Hovedskolen” over til Østre Skole.


Nye tider på vej

Den største revolution skete dog i fagrækken, hvis ”rygrad” i den hidtidige periode bestod af Husgerning, Syning, Sløjd og Maskinskrivning, men kursusplanen for 1966/67 og 1967/68 vidner om nye tider var på vej: Motorlære, Radioteknik, Fotokursus, Volleyball, ”HybeI-kursus” (madlavning for drenge!) og ikke mindst en større satsning på de unges behov for at være sammen, det sidste endda på holdene, hvor ungdomsskolen i tidligere tider bestod af ”rene” drengehold og pigehold.

I Ikast Avis kunne man i september 1967 læse: ”Ikast kommunale Ungdomsskole udsender i disse dage undervisningsplanen for den kommende sæson. Samtlige kommunens 700 14-18 årige vil få planen tilsendt. – I år er der for første gang mulighed for at vælge mellem ikke færre end 20 kursustilbud.” .... ”Af programmet fremgår det, at en del af undervisningen i radioteknik og motorlære vil blive henlagt til et radioværksted og et autoværksted, hvilket sandsynligvis vil falde i de unges smag.
Sæsonen starter torsdag den 14. september med film og POPBAL under medvirken af det lokale poporkester BEVERLY SOUND.”


Elevtallet stiger

Samtidig kunne man i Hammerum Herreds Avis læse den optimistiske melding fra Poul West, at han forventer en større tilgang af elever, og for yderligere at popularisere undervisningen i Ungdomsorientering fremdroges endnu en nyskabelse, nemlig kurset ”Min by – mit sogn”, hvor man som undervisere i de 10 valgfrie emner bl.a. havde fået sognerådsformand O. Vestergaard Poulsen, kommunebogholder Bo Roswall, Socialinspektør Sv. Aa. Larsen, bibliotekar J.J. Olrik, skatteinspektør F. Klærke samt kommuneingenør R. Lindstrøm til at deltage!

Resultatet af alle disse nyskabelser udeblev ikke: Elevtallet blev i løbet af 2 år fordoblet og rundede 200!

Ungdomsskolen befandt sig i denne periode i et vacuum mellem realskolen og folkeskolens dengang kun 7. års undervisningspligt.


Holder elevtilgangen?

Med udsigten til en udvidelse af undervisningspligten til 9 år kunne det nok få en nybagt leder af ungdomsskolen til at overveje fremtiden. I beretningen for 1967/68 udtaler Poul West blandt andet:

”Er der med undervisningspligtens forlængelse til 9 år om få år mere brug for ungdomsskolen?”

Poul West behøvede dog ikke at være bekymret.

Efter 5 års virke rundede elevtallet 300, og med kommunesammenlægningen i 1970 kunne Poul West som den første i storkommunen smykke sig med titlen ungdomsskoleinspektør!


Kommunesammenlægningen

I beretningen for 1970-71 kunne en tilfreds Poul West bl.a. berette:

”Kommunesammenlægningen betød en ungdomsskole med 3 afdelinger, hvilket viste sig at være en god løsning ... Vi møder meget stor velvilje hos de kommunale myndigheder i vort arbejde. Sidst kom det til udtryk ved, at man har godkendt, at vi opretter et ungdomsklublokale på Østre Skole.”

Til sidst må Poul West dog atter udtrykke en skepsis til ungdomsskolens videre stigning i elevtallet, idet de kære folkeskoleelever har fået indført 5-dages uge og således sandsynligvis vil få mindre fritid i ugens 4 første dage!

Poul West kunne dog være rolig: Elevtallet steg og steg, ikke mindst i takt med fagrækken blev endnu mere udbygget med spændende tiltag: Jagt/ Vildtpleje, dramatik, keramik, engelsk, hestens røgt og pleje, oliemaling, atletik, guitarspil og flere!


Poul West takker af

1. oktober 1976 valgte Poul West nye græsgange som ledende skoleinspektør i Sallingsund, og kunne aflevere en ungdomsskole med 750 elever og se tilbage på en periode med fremgang for ungdomsskolen og kun ganske få skuffelser, de eneste af disse må vel siges at være forsøget på at få en daghøjskole i gang, alt var klappet og klart, bevillinger osv., men eleverne svigtede totalt.

Til gengæld kunne Poul West overlade Ikast kommunale Ungdomsskole til sin efterfølger Hartvig Kristensen med en virkelig nyskabelse: Ungdomsskolen havde for første gang fået sine egne lokaler, idet den tidligere møbelfabrik efter flere års ”påvirkning” fra Poul West langt om længe var ved at blive indrettet til undervisningslokaler for Ungdomsskolen!


Tidslinie 1948-1975

1948 Indmeldelse til ungdomsskolen, for første gang, lokale F på Ikast Skole.

1949 H. Bakbo, overlærer, ”tildeles” at sørge for ungdomsskolen. Bakbo senere skoledirektør på Mors.

1953 Lærer Sv. Aa. Koch leder. Bliver senere 1. lærer og inspektør i Herrup.

1958 Lærer Søren Jørgensen leder. Senere skoledirektør i Sindal. Afdeling i Isenvad med H.E. Jensen som leder.

1959 Elevtallet runder 100.

1963 E. Lilbæk leder.

1966 Poul West leder. lsenvad-afdelingen nedlægges. Elevtallet udgør nu 37% af alle 14-18 årige i kommunen, i alt 250.

1970 Storkommunen dannes: Ungdomsskolen får 3 afdelinger, leder i Bording: Jens O. Christensen, leder i Engesvang: J.P. Bilberg. Samlet elevtal over 500.

1971 Jack Emdal ansættes som pædagogisk medhjælp (souschef) i Ikast. Ungdomsskolens første klublokale indvies.

1972 Afslutningsfest for 450 elever i festsalen på Østre Skole. Dans til det forholdsvis ukendte band fra Skjern: GNAGS!

1973 Tilskuddet til ungdomsskolens lejrskole bortfalder. Ungdomsskolen får et LOGO. Engesvang-afdelingen lægges ind under Bording-afdelingen.

1974 Jørgen Møller tiltræder som afdelingsleder i Bording, da Jens Christensen bliver viceinspektør på den nye Nordre Skole.

1975 Poul West fratræder som inspektør og bliver senere skoledirektør i Sallingsund. Elevtallet er nu 750.


On Tour med Ungdomsskolen
Lejrskolerne 1966-1974

Hus du ser tilbage på den tidligere del af dit liv, er der visse tidspunkter, som helt sikkert står ganske tydeligt i erindringen:

Da du som ung var ude at rejse, og alle de oplevelser og erfaringer, du gjorde i den anledning!

Tidspunktet, da du måske for første gang i dit liv gav slip på mors forklæde og sammen med jævnaldrende var langt hjemmefra og prøvede at skulle klare dig selv under fremmede forhold.


Rejser for alle unge!

For ungdomsskolen har det været væsentligt at give rejseoplevelser til så mange unge som muligt, og gennem årene har man udfoldet store anstrengelser for altid at gøre dette under hensyn til ”Den store stygge Ulv”: Turenes pris!

Skal alle have chancen, er det vigtigt, at det er interessen og ikke pengepungen, der afgør, hvem der kommer med.

I perioden fra 1965-1974 gennemførte lkast Ungdomsskole en lang række af lejrskoler for unge fra Ikast. Den økonomiske baggrund var et statstilskud, et tilskud fra kommunen samt et mindre beløb, indbetalt af deltagerne.


Flidspræmie-ture!

Turene var i starten ikke for alle elever. I brochuren for 1965/66 kunne man læse:
”For de elever, der trofast møder op aften efter aften og med flid og interesse følger undervisningen, vil der til næste sommer blive arrangeret et lejrskoleophold.”

Lejrskole-målene var flere forskellige: Sydslesvig, Norge, Sverige, Bornholm, alle spændende og ukendte steder for de unge og steder, hvor opholdet kunne fås til en rimelig pris. Og lejrskolerne blev virkelig populære; således deltog i sommeren 1969 ikke mindre end 70 elever, svarende til 25% af de tilmeldte i ungdomsskolen!

Det kan fortælles, at kommunens udgift i den anledning svarede til den nette sum af 16.200 kr, inclusive løn!


Statstilskud bortfalder

I starten af 70'erne blev statstilskuddet reduceret kraftigt, og i 1972 fulgte kommunen trop og smækkkede kassen i for lejrskoler.

Dette betød lejrskolernes endeligt. Dog gennemførtes i 1972 en lejrskole på Bornholm, men uden at de medvirkende lærere fik løn, naturligvis en uholdbar situation. Derefter arrangerede ungdomsskolen som erstatning et par år nogle vellykkede krydstogter med skonnerten ”Trllle” af Juelsminde, men også denne form for tur blev efterhånden for dyr, så i 1974 var lejrskolernes epoke forbi i Ikast Ungdomsskole.


Lejrskolernes tid forbi

l 1978 genindførtes tilskuddet til lejrskoler for folkeskolerne i kommunerne, uden dette også kom til at gælde for ungdomsskolen. Ungdomsskolen måtte søge nye veje for at tilgodese ønsket om rejseoplevelser for de unge.


Lejrskolemål 1968-1972

1968 - Sydslesvig, Tyskland

1969 - Lillehammer, Norge

1970 - Trollhättän, Sverige

1971 - Christianslyst

1972 - Lillehammer, Norge

1973 - Lillehammer, Norge


Klubberne

Hvordan bærer man sig ad med at få den største part af ungdommen i en kommune til at tilbringe op til flere aftener om ugen i halvmørke kælderlokaler på kommunens folkeskoler? Man kunne jo lade ungdomsskolen indrette klublokaler der!

Det er dog ikke denne tankegang, der ligger til grund for placeringen af 3 af de 4 ungdomsskoleklubber her i
kommunen! Derimod det faktum, at en ungdomsskole uden klubaktiviteter kun er ved ”halv styrke”, så derfor har ungdomsskolelederne med glæde overtaget disse rum, når chancen gennem årene har budt sig. Det har vist sig at være de eneste lokaler, som skolerne ikke selv havde brug for, så i disse lokaler har ungdomsskolen sammen med de unge haft frit spillerum med hensyn til indretning og udsmykning.

Der skulle gå 23 år, inden ungdomsskolen første gang fik sit ønske om klublokale opfyldt.

Daværende Poul West havde fået øje på et hjørne af den store garderobe til festsalen i kælderen på Østre Skole, og med kommunalbestyrelsens godkendelse, et beløb på ca. 21.000 kr., samt frivillig indsats fra 20-30 elever, kunne man i november 1971 byde velkommen i klubben!

Ved indvielsen blev lokalet besigtiget af den samlede kommunalbestyrelse og alle udtrykte deres tilfredshed med resultatet. I Herning Folkeblad kunne man bl.a. læse daværende borgmester O. Vestergaard Poulsen refereret: ”Da vi i kommunalbestyrelsen bevilgede penge til ungdomsskolen, tænkte vi, at for hver krone, vi investerede her, ville vi spare to på andre konti...”.

Kloge ord, som alle ungdomsskolefolk gerne så skrevet bag øret på de bevilgende myndigheder, specielt i
sparetider!

Siden da har ungdomsskolen kunnet indvi klublokaler på Bording Skole (1976) og Engesvang Skole (1984), samt naturligvis på ”Brikken”.

Tilbuddet om at komme i klubben indgår i det samlede ungdomsskoletilbud i væsentlig grad, i kursusplanen for 1988/89 kunne man om klubberne læse:

”Klubberne er ungdomsskolens åndehul og kraftcenter på een gang. Her kan du komme og få en sludder og en sodavand, hygge dig med et spil kort med vennerne, læse de nyeste blade og høre go' musik og meget mere. Men samtidig er klubberne stedet, hvor alting kan ske: Overraskende arrangementer, film, ture, konkurrencer, fest og ballade.

KOM OG VÆR MED!

Dit elevkort er adgangstegn:

Når de unge tilmelder sig ungdomsskolens aktiviteter, er motiverne af forskellig art: Lyst til at lære mere, dygtiggøre sig, faglig interesse, have gode oplevelser, men når det gælder klubberne, skinner et meget væsentligt ønske igennem: At være sammen med andre unge, kammeraterne! Ungdomsskolens klubber er lukkede klubber, d.v.s. kun som elev på et undervisningshold har man et elevkort (og dermed adgang).

Dette er både en fordel og en ulempe. En fordel, fordi det ofte betyder, at unge tilmelder sig ungdomsskolens undervisningstilbud for at være med i klubben, en anden fordel har klubben, idet man til enhver tid kan kontakte medlemmerne på holdene, når klubben har et arrangement! Ulempen ved dette er udelukkelsen af de unge, for hvilke en fast ugentlig mødeaften til undervisning ikke er attraktivt/overkommeligt, men som alligevel (og ofte!) har behov for at have et sted at møde jævnaldrende til mere struktureret og positivt samvær end hvad gadehjørnet kan byde på! Nu kunne man så fristes til at tro, at om man bevilger ungdomsskolen et klublokale, indkøber ”De 3 B'er” (Bob, bordtennis og billard), fylder køleren med colaer og ansætter en klubmedarbejder til at passe baren, så vil lokalet i løbet af kort tid vrimle med begejstrede unge mennesker! Så let går det nu ikke! Blandt mange andre påvirkninger er begreberne ”IN” og ”OUT” af stor betydning for ofte meget usikre unge. Hvad gør kammeraterne? Hvad er nu det for noget? Tør man være med? Indenfor de sidste 5 år er følgende situationer hændt i klubben:

Afslutningsdiskotek, sæson 1985/86: Festsal på Østre Skole udsmykket på bedste vis, flot diskotek med lys og flimmer, deltagerantal: 18 stk., som fik deres 10'er tilbage. Spørgsmål 1 til de unge: ”Hvorfor kommer der ikke nogen til ungdomsskolens fester?” Svar 1: ”Fordi det er kedeligt!”. Spørgsmål 2: ”Hvorfor er det kedeligt?” Svar 2: ”Fordi der ikke kommer nogen!”

Go’dawfestdiskotek, sæson 1988/89: Festsal på Østre Skole udsmykket på bedste vis, flot diskotek med lys og flimmer, deltagerantal: 500 stk. begejstrede! Spørgsmål 1 til de unge: ”Hvorfor kommer der mon så mange til ungdomsskolens fester?” Svar 1: ”Fordi det er bare alletiders fester!”. Spørgsmål 2: ”Hvorfor er det alletiders?” Svar 2: ”Fordi der kommer så mange!”.

...AK JA! ...

I den forbindelse skal nævnes det faktum, at ungdomsskolen stadig er alkohol- og stoffri område og naturligvis praktiseres dette, bl.a. i forbindelse med diskotekerne og turene, selv om også vi må erkende, at de unges alkoholvaner, opnået i andre sammenhænge, af og til volder problemer.

Ungdomsskolen i Ikast har siden indvielsen af klubben i 1971 gjort et stort stykke arbejde for at gøre den mere attraktiv for de unge, først og fremmest gennem afholdelse af arrangementer af spændende karakter, f.eks. kan nævnes, at ungdomsskoleklubben i starten af halvfjerdserne havde gruppen ”GNAGS” som husorkester til en årlig fest, utallige velvillige personer har gennem årene bidraget med spændende foredrag, der har  været afholdt masser af diskoteksaftener, ture, quizaftener, ”Star Show's” cabaret'er, bingo, turneringer i billard, bob, bordtennis, boldspil. Desuden har klubben indimellem været centrum for store arrangementer, bl.a. 2 gange DM i holdspil for ungdomsklubber (1980 og 1984), samt på det sidste ”12 timer i Hollywood” (1988) og ”12 timer i Las Vegas” (1989) med deltagelse af unge fra flere forskellige ungdomsskoler fra hele landet, hvilket har betydet involvering af mange af eleverne, gode kontakter og samtalestof blandt de unge lang tid før og efter.

Planlægningen af disse store arrangementer har krævet en kæmpeindsats af ungdomsskolens medarbejdere, men når klubben har sydet og boblet af begejstrede unge, har det været sliddet værd!

Joh, det er i klubben, det sker!


Ja-tak til Hartvig ... og ”Cylinder-Jørgensen”!

I sidste halvdel af halvfjerdserne runder deltagerprocenten 65, og samtidig introduceres tilbudet om knallertkursus blandt de trafikalt udsatte 15-årige motoriserede unge.

Da Poul West takkede af i 1975, var stillingen som ungdomsskoleinspektør i Ikast Kommune for første gang så interessant, at den ikke bare ”gik i arv” til næste brugbare lokale person, men blev overtaget af en kvalificeret fra verdenen udenfor kommunen! Inspektør blev Hartvig Kristensen, som foruden en fortid som  konsulent fra landssammenslutningen af klubber ”Ungdomsringen”, lærer i Odder i 10 år også kunne se tilbage på en periode i sit liv som Ollerupgymnast samt en af Kronjyllands hurtigste på 100 m!

Hvad naturligt var, brugte Hartvig Kristensen det første års tid i jobbet til at få fat i, hvad ungdomsskolen i Ikast stod for, men allerede næste sæsonstart kunne man af kursusrækken se, at ungdomsskolen nu blev ledet af en person med baggrund i klub- og idrætsverdenen: Nye fagtilbud som basketball, håndbold, fodbold, orienteringsløb og cricket (!), oprettelse af klubblad, ture til teater, månedens gæst i klubben, osv osv.


Brikken udnyttes

Samtidig blev ”Brikken”, ungdomsskolens nyindrettede egne lokaler, på bedste vis brugt til at ”sælge” ungdomsskoletilbuddet til lokalsamfundet, idet den traditionsrige udstilling blev flyttet fra Østre Skole hertil for menigmand (læs: forældre og politikere!) kunne få mulighed for med egne øjne at inspicere stedet.

Det var også Hartvig Kristensen, som udnyttede sin fortid som klubkonsulent til for første gang at knytte forbindelsen til ungdomsklubben ”Busta dir” i Island, med hvilken Ikast Ungdomsskole siden 1978 har haft gensidig udveksling af unge med.


Knallert køreskolen

Hartvig Kristensens mærkesager blev etableringen af en knallertbane og knallertkøreskole samt etablering af en heltidsskole i ungdomsskolens regi.

Behovet for knallertbanen og køre skolen kunne aflæses på det store antal af unge motoriserede, som med mere eller mindre hensynsfuld kørsel ad Strøget jog en skræk i livet på alle, som færdedes her! Samtidig kunne det på uheldsstatistikken for disse unge konstateres, at deres færdselsforståelse ikke stod mål med deres kørelyst.

Det lykkedes ungdomsskolen under ledelse af lærer Henning Busk og politiassistent Sv. Aa. Jørgensen (blandt unge kendt som ”Cylinder-Jørgensen”, sikkert på grund af de ikke få tilfælde, hvor kontakten med ham betød konfiskation af en udboret cylinder!) at etablere en frivillig undervisning i kørsel med knallert i motorlokalet på ”Brikken”.


Cross-bane?

I foråret 1978 var ungdomsskolen langt fremme med planerne om oprettelse af en knallert/motocross-
bane, et konkret baneforslag lå klar,men det lykkedes aldrig at finde et areal til banen noget bestemt sted i
kommunen.


Heltidsskole?

Arbejdet med at oprette en heltidsskole var næsten færdiggjort i 1979. Med udgangspunkt på ”Brikken”
skulle 12 - 14 skoletrætte unge modtage et alternativt undervisningstilbud indenfor kommunens grænse. Hartvig Kristensen håbede på, at heltidsskolen kunne starte i 1980, men da han selv i 1979 søgte andre græsgange som inspektør på den nybyggede Hyldgårdsskole, nåede de sidste ting vedrørende heltidsskolen ikke på plads og pengene til projektet blev aldrig bevilget.

Langt den overvejende del af kommunens ungdomsskoleaktivitet har foregået i Ikast by.

Alligevel har det været af uvurderlig betydning, at også afdelinger andre steder i kommunen har været i gang.

Isenvad
I slutningen af 50’erne var faktisk næsten en tredjedel af ungdomsskolens aktiviteter koncentreret i Isenvad, hvor Hans Erik Jensen, foruden at være leder af Isenvad Skole, gennem årene 1958-1968 drev ungdomsskolevirksomhed. For sæsonen 1958/59 kan man af Isenvad-ansøgningen om tilskud fra Amtet konstatere, at elevtallet her var 35, timelønnen for lærere i ungdomsskolen 11,45 kr, samt at det samlede tilskud udgjorde i alt 906 kroner og 6 øre!

Bording og Engesvang
Før kommunesammenlægningen i 1970 havde både Bording og Engesvang en selvstændig ungdomsskole, og bølgerne gik ved den lejlighed højt om, hvorvidt disse skulle bevares eller, som resultatet blev, indlemmes i Ikast Ungodmsskole.

Engesvang-afdelingen, ledet af J.P. Bilberg, blev nedlagt kort efter, da overbygningseleverne blev flyttet til Bording Skole, og først i 1984, da Engesvang Skole igen fik de ældste elever tilbage, oprettedes atter en afdeling af ungdomsskolen i Engesvang.


Bording fører an!

Bording-afdelingen, frem til 1974 ledet af J.O. Christensen og siden da Jørgen Møller, har gennem årene markeret sig med mange gode, selvstændige tiltag, først og fremmest med oprettelsen af Martha-skolen i 1981, men mange andre nye aktiviteter har deres udspring i Bording:

Focus på Grønland, Vildmarkskurserne ... Og så skal det heller ikke her holdes hemmeligt, at ungdomsskoleklubben i Bording er suveræn, når det gælder at ”mule” de andre klubber i Ikast og Engesvang, når klubquiz’erne hvert år løber af stablen!


Engesvang igen!

Ved genoprettelsen af afdelingen i Engesvang i 1984 blev et stort behov om aktiviteter for 14-18 årige dækket.

En flot gestus modtog Ungdomsskolen fra en uventet kant, idet de sidste medlemmer af MC-klubben ”Basserne” ved ungdomsskoleklubbens åbning mødte frem med en check på 2100 kr, som var kassebeholdningen fra den nedlagte klub, som de havde vedtaget skulle skænkes til de første, som sørgede for et nyt samlingssted for unge i Engesvang!

Engesvang-afdelingen har allerede, under ledelse af Chris Hansen, vist sig som et dynamisk sted med de unges fulde opbakning, både hvad angår undervisningstilbuddene og klubvirksomhed!


On TOUR med Ungdomsskolen
Focus på et land 1975-1989
Vildmarkskurserne...
Sprogrejserne...

Da bortfaldet af det kommunale tilskud til Iejrskoler i 1974 betød farvel til denne form for ungdomsskolerejsevirksomhed, opstod samme år et alternativ til disse:


”Focus på et Land”.

Hvor Iejrskolerne førhen blev arrangeret efter ophør af den normale undervisning, betød deltagelse på Focus-holdet en hel vinters undervisning i emnet og – ikke mindst – en klækkelig udbetaling fra eleverne til afviklingen af rejsen.


U-Landstur

Første rejsemål blev Tunesien, 24 elever havde tilmeldt sig og måtte alle betale 1100 kr for at være med. Afviklingen af kurset vakte berettiget opsigt. Således kunne man i ”Herning Nyt” læse:


”Til Efterfølgelse”

”Mange kunne tage positivt ved lære af et eksempel fra Ikast Ungdomsskole. 24 af skolens elever har i det sidste halve år fulgt et kursus i U-landsorientering, som har været tilrettelagt af Foreningen for mellemfolkelige Kontakter, og for tiden befinder eleverne sig på et 14 dages studieophold i Tunesien. De bor i en lille by på landet og deltager på lige fod med beboerne i alt forefaldende arbejde.

Det er måske ikke så usædvanligt. Det bemærkelsesværdige er, at dette arrangement er kommet i stand uden tilskud fra det offentlige. At tænke sig det kan virkelig lade sig gøre!...”


Focus Grønland/Island

Siden da har ”Focus på et Land” været en fast del af ungdomsskolens tilbud, med en varieret række af mål, dog med de nordiske lande mere og mere som favorit, specielt Island, hvor kontakten med en ungdomsklub i Reykjavik betød mulighed for gensidige besøg, samt Grønland, som, takket være Kurt Jørgensens fantastiske kendskab hertil, har betydet oplevelser for de unge, som de aldrig nogensinde glemmer.


Turistrejse? Nej da!

Fra starten af firserne blev rejser også muligt for deltagere i Vildmarkskurser, samt som en naturlig forlængelse af undervisningen i fransk og engelsk, rejser til Paris og London.

En rejse med ungdomsskolen er ikke bare en turistrejse.

Et grundigt forarbejde, og medbestemmelse og medansvar for afviklingen af turene hører med.  Ungdomsskolen gør alt for at gøre rejsens pris så overkommeligt som muligt, så alle, uanset økonomisk formåen, har chancen for at deltage. Forholdene  kan af og til være primitive, og hotellerne ikke af international klasse, men hidtil har ingen klaget over noget!


On tour? Ja tak!

Til gengæld har udbyttet, både oplevelsesmæssigt og kammeratligt, været stort, når man efter en vinters forarbejde kan drage afsted sammen og opleve!

Og de unge er med på ideen, år efter år. Således bød forår/sommer 1987 på 3 vildmarksbold i Sverige (70 deltagere), Focus på Island (19), Franskholdet i Paris (14) og Engelskholdet i London (15). Og som sagt er rejserne betalt af de unge selv.


Rejsemål ”Focus på et Land”

1975 Tunesien
1976 Grønland
1977 ....
1978 Island
1979 Tunesien
1980 Lapland
1981 Island
1982 Lapland
1982 Rom
1983 Færøerne
1984 Irland
1985 Rom
1986 Grønland
1987 Island
1988 Polen
1989 Nordkap


1000 unge kan ikke ta’ fejl!

Med Juel Sørensen i spidsen ta’r Ungdomsskolen ”Fat i 80’erne” med nye, kreative tilbud, og elevtallet runder tusinde 14-18 årige.

I starten af 80’erne tog ungdomsskolen i Ikast atter et skridt fremad. Der var gennemført lov om obligatorisk knallertskoleundervisning i ungdomsskolen, det potentielle elevtal var så stort som nogensinde, så på det 10 kvm. store ungdomsskolekontor på Østre Skole havde inspektør Juel Sørensen sammen med de pædagogiske medhjælpere Jack Emdal og Jens Axel Laugesen rigeligt at se til!


Nye tiltag

Undervisningstilbuddet rummede for hver sæson stadig nye, spændende ideer: Navigation med krydstogt, Astronomi med Københavnsbesøg, Engelsk til Rejsebrug (Londontur), Selvforsvar for Piger, Jagt, Fiskeri og Vandpleje, og meget mere, så i 1980/81 rundede antallet af tilmeldte elever de 1000!


Martha-Skolen

De helt store nyheder i denne periode var etablering af Martha-Skolen i Bording samt genoprettelse af en selvstændig afdeling i Engesvang.

Det stigende elevtal betød samtidig ønsket om mere plads, specielt gerne på lokaliteterne på ”Brikken”. I Herning Folkeblad kunne man i januar 1983 læse Juel Sørensen udtale:

”Sæsonen 1981/1982 har været præget af et godt og solidt arbejde af alle implicerede. Og der er ingen tvivl om, at det er af meget stor betydning, at ungdomsskolen år efter år har kunnet trække på en stor stab af gode, engagerede lærerkræfter, hvilket har betydet en god kontinuitet i arbejdet.

Men det skal dog bemærkes, at undervisningen i mange situationer har været vanskeliggjort på grund af for få faglokaler/værksteder. Eksempelvis skal nævnes, at så store fag som kanobygning, motorlære og knallertundervisning nødvendigvis har været placeret i samme undervisningslokale. I en sådan situation vil der naturligvis opstå problemer, især når der heller ikke findes depotrum.


Mere plads på Brikken?

Det er derfor vort håb i ungdomsskolen, at kulturudvalgets beslutning om at undersøge flytning af Civilforsvaret fra ”Brikken”, så der kan blive mere plads, hurtigt må blive iværksat.”

Dette ønske kunne dog ikke tilgodeses lige med det samme, hvorfor der blev udfoldet megen kreativitet for at få de mange hold indpasset under snævre pladsforhold.

Det lykkedes heller ikke, trods flere ihærdige forsøg, for Juel Sørensen at få ungdomsskolens mærkesag Heltidsskolen igennem. Det kan dog glæde i dag at se Bøgildskolen bringe en del af tankerne med heltidsskolen videre, selv om det altså ikke blev ungdomsskolens opgave.


”Elleve Dage Bagefter”

80’erne betød goddag til EDB-alderen, og i 1984 lykkedes det ungdomsskolen at få bevilget 100.000 kr. til indkøb af materiel til et EDB-lokale på ”Brikken”, et lokale, som i sjældent grad har været udnyttet, idet der her foruden ungdomsskoleundervisning hver aften (og flere eftermiddage) også har foregået undervisning af flere folkeskolehold i datalære, og siden 1984 har computerklubben ”CHIPS” hver uge gjort brug af dette.


Jack Emdal si’r farvel

Midten af 80’erne betød en stor ændring af ledelsen af ungdomsskolen, idet trofaste Jack Emdal 1.8.84 ”gik på pension” som lærer på Østre Skole efter 13 års virke som pædagogisk medhjælp, Jens Axel Laugesen blev ”selvstændig” i Tørring-Uldum Ungdomsskole 1.1.84, og 1.8.85 valgte Juel Sørensen Rådhusets røde mure og en nyoprettet stilling som viceskoledirektør som sin fremtid.


”Køb OTTOMAN kun 1 krone!”

Ikast Ungdomsskole har gennem mange år kæmpet for større elevindflydelse og for at holde et klubblad kørende. ”Ottoman” klarer begge dele!

En ungdomsskole har som system brug for kommunikation i højeste grad: Til eleverne, medarbejdere, det omgivende samfund osv. osv. for hele tiden at fortælle om sig selv og modtage respons udefra. Derfor, højt placeret på ønskesedlen hos mange af Danmarks ungdomsskoler står: Eget ungdomsskoleblad! Alligevel er der næppe mere end 10 - 15% af landets ungdomsskoler, der laver blad. Dette afspejler tydeligt, at ingen uden store anstrengelser holder et blad igang!


”Båndet”

Ikast Ungdomsskole har gennem 3 perioder haft blad, alle i A5-format. I tiden 1972-73 hed bladet ”Båndet”, drivkraften hed Tonny M. Hansen, bladet blev produceret sammen med 3 - 4 elever og trykt på Offset-maskiner af varieret kvalitet. Indholdet var reportager fra aktiviteter i ungdomsskolen, tilbud om disse, digte samt diverse indlæg som ”Musikhjørnet” og ”Apropos'er fra min redaktørstol”.


”Matador”

I september 1972 udkom ”Matador” en enkelt gang, lavet af et ungdomsorienteringshold ledet af Henning Damsgaard og Jens Sandal. Redaktionen af dette blad var stor og derfor i stand til at aflevere et blad med adskillige samfundsaktuelle emner: OL-terror, Grønlændere i Ikast mm., men også ”Problemkassen ved Plat” og blå bog over kendte Ikast-personer. Bladet var på 42 sider, trykt hos bogtrykker og måtte afgjort have været dyrt at lave, da det var støttet af annoncer fra de lokale handlende, noget som ikke siden har været velset i skoleblade i Ikast Kommune!


”Klubbladet”

I 1978 så ”Klub-Bladet” dagens lys. Jørn Mejer Hansen, nu leder af et medborgerhus i Sønderjylland, præsterede sammen med en redaktion på 3 - 6 personer et blad med et højt lødigt indhold af engagerede artikler om mangeartede problemstillinger fra sidst i 70'erne: Energikrisen, rygning, Børneåret 79, unge arbejdsløse m.m., samtidig med beskrivelser fra hverdagen i Ungdomsskolen og resten af Ikast.

Som noget revolutionerende var bladet forsynet med fotos (rastede) som ledsagelse, men desværre blev disse noget forringede i gengivelsen med mødet med det primitive trykkeanlæg. ”Klub-Bladet” var et flot og seriøst blad, som dog til sidst led bladdøden på grund af manglende opbakning blandt den ”brede masse” af ungdomsskoleelever, blandt hvilke artikler om arbejdsløshed o.l. ikke vandt den store genklang.


OTTOMAN

Da ”Ottoman” meldte sin ankomst i februar 1984, måtte eleverne for første gang til at betale for at få et eksemplar! Prisen 1 kr (holder stadig) kan dog ikke afskrække og opretholdes også kun for at undgå bladspild, da enhver GRATIS kan læse bladet i klubben!

”Ottoman” er i fuld vigør efter 5 år med et oplag på 400 som går som varmt brød, ikke mindst takket være
”Lytte-Leon” og ”Boblerne”, hvor man kan læse om og se billeder fra livet i ungdomsskolen, ingen kan vide sig  sikker på, om man er fotograferet til sidste diskotek og nu kan ses på midtersiderne! Redaktionen er stor og ser og hører alt!

Udover disse faste indlæg er bladet naturligvis fyldt med præsentation af tilbud, rejsebeskrivelser, reportager, digte, interview's, musikanmeldelser, diverse opgaver og muntre hjørner.


Forsiden

Forsiden er noget helt specielt og har været præget af mange geniale ideer til udformning:

Et nummer var camoufleret som et kladdehæfte (så det kunne læses i timerne!), et andet nummer var forsiden et bordtennisbat med en vatkugle i snor, så man kunne øve sig til sportsdagen (Det tager LANG tid at få 800 vatkugler trukket på snor og hæftet fast!), et tredie var forsynet med et spejl, så salgs-sloganet ”DU er på forsiden af Ottoman!” holdt stik for alle køberne!


Læserbreve er altid velkomne!

Skulle det ske, at elever får lyst til at give deres besyv med, så kunne man f.eks. i ”Ottoman” i 1984 læse følgende:
”Redaktionsmøde mandag aften. Det første af slagsen siden Ottoman nr. 4 udkom. Afslappet hyggesnak. Ingen har mere tanke for stress'et fra de hektiske dage med tryk og salg. Den første af aftenens sodavand slipper sit kulsyre-fffsssttt da kapslen løftes. Fra sin ”pind” på opslagstavlen lader Ottoman dovent blikket glide over flokken af småpludrende Arbejdskulier. PLUDSELIGll
Stakåndet styrter sidste journalist ind gennem døren:
DET ER SKETll
Alle stivner, opmærksomme og sensationslystne blikke rettes spændt mod den sidstankomne.
DE ÅNDER! DE HAR HØRT OS!
Journalisten krammer med rystende hænder et ternet stykke A4-papir (kommunalt), folder det ud og citerer med malmfuld røst:
DET FØRSTE DIGT FRA EN UNGDOMSSKOLE-ELEV!
KÆRLIGHED TIL .... OTTOMAN!!”


Elevdemokrati

Ungdomsskolen kalder sig De unges egen Skole. Og sandt nok er det op til de unge selv at komme med ideer og forslag til aktiviteterne i ungdomsskolerne, og dette skulle gerne kunne ske på god, demokratisk vis, så elevråd og klubråd har gennem årene været en del af ungdomsskolen, en del som har givet adskillige ungdomsskoleledere grå hår i bestræbelserne for at holde fungerende. Det er svært, når man hvert eneste år udskifter en trediedel af sine elever og sandsynligvis ikke har kontakt med dem mere end 2- 3 år for de flestes vedkommende.

Det er ikke mindre svært, når eleverne kommer fra 3 byer og med tilknytning til 7 forskellige folkeskoler. Ofte bliver et klubråd sammensat af elever fra 1 – 2 skoler og skal repræsentere elever, som ikke engang kender dem.


Kan et elevråd fungere?

Resultatet har derfor tit været nedslående: Elevrådet har ikke fungeret, og har holdt sig igang takket være enkelte elever, som lige så meget har deltaget for sin egen skyld!

Ungdomsskolen har derfor forsøgt alternativer, men ofte med lidet opløftende resultat.

I 1970 blev alle elever, efter ønsker udtrykt i ”KlubBladet”, gennem annoncer og opslag inviteret til diskussionsaften om den kommende sæson, elevdemokrati af 1. grad!

Der mødte kun 8 op, hvilket fik en skuffet inspektør Poul West til at kalde elevdemokrati for et Fata Morgana!

I 1972 var tiltroen dog genoprettet, hvorfor man forsøgte en ”Forbrugerundersøgelse” blandt de unge efterfulgt af en debataften, hvor 65 elever mødte op og gav deres ønsker til kende.

Ved indgangen til sæsonen 1986/87 skete imidlertid den største omvæltning.


10-punkts-programmet

Da Folketinget i 1986 vedtog 10-punktsprogrammet for udvikling af en ny fritidslov, meldte Ikast ungdomsskole sig med et projekt, som gennem 2 år modtog 120.000 kr i støtte.

I den afsluttende beskrivelse af projekterne til Udviklingscentret kunne man læse:


”Ungdomsskolens Aktivitetsgruppe”

24 unge fra hele kommunen, har arbejdet med formidling af ungdomsskolens tilbud om undervisning og fritidsvirksomhed. Gruppen har haft meget nær kontakt med ungdomsskolens ledelse og har derfor haft mulighed for reel indflydelse. Der blev lagt speciel vægt på at få så mange som muligt i gang indenfor klubbernes regi, og gruppen har derved hævet interessen for og tilslutningen til ungdomsskolen ganske betragteligt.

Den korte tidsramme fra undfangelsen af en god ide blandt de unge til realiseringen af den samt et meget højt informationsniveau – via gruppens omgangskreds og et populært og meget læst ungdomsskoleblad – har betydet kraftig stigning i deltagertallet til arrangementerne. Medindflydelsen med hensyn til at foreslå nye tiltag har hele tiden været ledsaget af muligheden for at deltage i praktisk arbejde, hvilket har forøget antallet af engagerede og ansvarlige. Gruppen har betydet meget for en forbedring af kontakten mellem alle områder af kommunen.


OTTOMAN still going strong!

Ved afslutningen på forsøget i 1988 kunne Aktivitetsgruppen se tilbage på et par hektiske år, ikke mindst takket være OTTOMAN som mere og mere har etableret sig som symbol for hele Ikast kommunes Ungdomsskole, så mon ikke det gamle logo fra 70'erne efterhånden må se sig distanceret af vor letpåklædte ven (OTTO-MAN), som velvilligt stiller sig til skue ved enhver given lejlighed!


Selv om Ungdomsskolen kun har den ene, er
”BRIKKEN”
ikke det værste at have rådighed over!

På hjørnet modsat hovedindgangen til Stadion ligger den, ”Brikken”. Udefra, en stille, solrig formiddag, minder stedet mest af alt om en hyggelig bondegård af den gamle slags. Røde solide mure.

Men prøv en vinter-hverdagsaften at lægge vejen forbi. Kæmp dig vej til indgangen gennem labyrinten af utallige cykler og knallerter. Straks du er indenfor, fornemmer du, at her sker der noget: Lys i alle lokaler, lyde af mange stemmer, hammerslag, boremaskiner, symaskiner, EDB-blip og musik, dufte af benzin, spildolie, ler, maling, katte og grillmad møder dig. Overalt myldrer det med unge mennesker I sving og fortravlede lærere, som farer fra den ene til den anden: motorlokalet, metallokalet, keramiklokalet, fotolokalet, EDB-lokalet, sylokalet.


Lokaler med særpræg

Lokalerne er ungdomsskolens egne og adskiller sig klart i udseende og virkemåde fra den skoleramme, som mange af de unge færdes i til daglig. Og midt i det hele, klublokalet, hvor en svedig klubmedarbejder kæmper for at efterkomme pausens strøm af ordrer på colaer, colaer og atter colaer, kolde forstås!


”Brikken” har fuldt hus!

Holdstatistikken for 1988/89 taler sit tydelige sprog om aktivitetsniveauet. I alt 565 holdelever har sæsonen igennem modtaget undervisning her. Desuden 160 elever til knallertkøreskolen.

725 elever i alt.

Og så er der Østre Skoles fotohold, Hyldgårdsskolens fotohold, Vestre Skoles EDB-hold, AOF's pensionist-
syhold, Radioklubben ...

Man forstår, hvorfor vindeltrappen knirker, når man går op ad den! I 14 sæsoner har den båret vægten af de utallige, som hver dag har skullet op og ned!


Møbelfabrikken bliver ”Brikken”

Ungdomsskolens egne lokaler på ”Brikken” blev indviet 1. december 1975.

Men allerede i 1972 fik Ungdomsskolen ”foden indenfor” i den nedlagte tidligere møbelfabrik, idet man her fik bevilget midler til at indrette et længe savnet motorlokale. En ”forbrugerundersøgelse” blandt drengene havde afsløret et ønske blandt ikke mindre end 25% om motorlære!

På kommunalrådsmødet blev der bevilget 28.400 kr. til ombygning samt 17.000 kr. til indretning. Alle anså det for en fornuftig anvendelse af lokaliteterne, for, som det udtryktes i referatet  fra mødet ”man skal jo alligevel fyre i den pågældende fløj for bygningerne Ikke tager skade!”

Så snart ungdomsskolen gik i gang på møbelfabrikken, skortede det ikke på tilkendegivelser fra inspektør Poul Wests side om, hvordan han kunne forestille sig resten af den ledige plads, specielt hele loftsetagen, taget i brug af ungdomsskolen!

I løbet af af 1973 og 1974 vandt planerne så meget gehør, at indretningen kunne gå i gang, men med bevillingen fordelt over 2 år skulle ombygningen altså først være klar i 1975.


”Forøvrigt mener jeg, at ”Brikken” bør udbygges!”

I slutningen af 70’erne kunne Juel Sørensen som ungdomsskoleinspektør konstatere, at nu var mulighederne for ekstra aktiviteter på ”Brikken” udelukket, simpelthen fordi der ikke var så meget som een uudnyttet kvadratmeter tilbage!

En udbygning til 2.3 mill. kr. blev foreslået i 1981, et forslag fra byrådsmedlem Bent Jensen om at flytte civilforsvaret (som også har pladsmangel) og lade ungdomsskolen overtage endnu en fløj var fremme i 1982, men stadig står ”Brikken” som i 1975.


Hvad du ønsker, skal du få!!
... eller næsten da!

Et tilbageblik på 40 års visioner og ønsker, fremsat af mine forgængere på jobbet.

Beskrivelsen af de 40 år med ungdomsskolen har været en fornøjelse: Årene igennem en lang række af nye tiltag, som trin for trin har opbygget Ikast kommunale Ungdomsskole til, hvad den er i dag.

Tidligere tiders anstrengelser, som tilsammen har skabt en, efter min mening, meget velfungerende ungdomsskole, hvilket det rekordstore deltagerantal (i sæsonen 1988/89 i alt 1140, svarende til 75% af kommuens 14-18 årige), klart viser.


Ønskelisten!

I forbindelse med det ”at fejre rundt” har jubilaren ofte mulighed for at få nogle ønsker opfyldt.

Ser man tilbage gennem årene, har ungdomsskolen altid udmærket sig ved hele tiden at forny sig, hvilket naturligvis afstedkommer en række ønsker om forandringer og nye forhold.


Ofte er ønskerne efterkommet.

Årsagen til dette har været det forhold, at de fremsatte ønsker og forslag har haft sin velbegrundede berettigelse, har ofte været en billig løsning pä et svært problem. Nogle ønsker kunne efterkommes straks, andre tog års ”bearbejdning” og venten på det rette tidspunkt. Ved gennemsyn af det omfattende materiale fra mine forgængere kan man kun beundre den vilje og ildhu, hvormed de har kæmpet for gennemførelsen af ideerne og forbedringerne.

Specielt har den årlige beretning været det forum, hvor de overfor offentligheden har kunnet fremføre synspunkter, men utallige er også de artikler i de lokale blade, hvor de med begejstring har berettet om forslagene.


Mange store ønsker opfyldt

De største ønsker, som ungdomsskolen har fået opfyldt, var indretningen af klublokalerne og ”Brikken”, men også genoprettelsen af afdelingen i Engesvang i 1984 var glædelig.

Som opfyldte ønsker, som ikke kan siges gennemført på eet bestemt tidspunkt, er følgende punkter:

En meget positiv holdning til ungdomsskolen hos brugerne, de unge. Et fremragende samarbejde med kommunens folkeskoler.

Positiv behandling af politikere, presse og det omgivende samfund.

En række af glimrende lærere og medarbejdere, som kan tilbyde en lang række fag- og kursustilbud.

”Jamen, er der så noget tilbage at ønske?”, kunne man så spørge!


Pladsmangel

Det altovervejende problem gennem de sidste 15 år, hvor ungdomsskolens elev- og holdtal er vokset og vokset, har været manglende plads og muligheder for afholdelse af aktiviteter, som kræver helt specielle forhold. ”Brikken” har ungdomsskolen ønsket udvidet gennem de sidste 10 år, enten ved en tilbygning eller ved overtagelse af Civilforsvarets lokaler. Klublokalerne på Østre, Bording og Engesvang Skole er meget små og mangler muligheder for udvidelse. Ønsket om oprettelse af en knallert-cross bane har været drøftet i over 15 år.

Heltidsskolen blev ikke etableret.

Som noget paradoksalt har ungdomsskolen aldrig fået tildelt sekretærbistand, selv om administrationen af ungdomsskolen er kolossal.


Sparekniven

I disse sparetider måtte ungdomsskolen, trods den stigende tilslutning af unge (en tilgang på ikke mindre end 16% fra 1986 til 1988), også føle sparekniven.

Timetallet på holdene blev reduceret med 8% i 1987.

Timerne til klubvirksomhed, ungdomsskolens vitale del, blev nedskåret med 10% i 1989.

Yderligere reduktion af timetallet er i vente for 1990.


”Jeg er enig, Johannes”

Det er hårde tider, men ungdomsskolens virksomhed er på langt sigt, efter min mening, ikke det mest perspektivrige sted at skære ned. Det var byrådsmedlem Johannes Nielsen, som ved ungdomsskolens afslutning for sæsonen 1972/73 udtalte: ”Ungdomsskolen er en af de ting, vi må glæde os over i vort moderne samfund”.
” Jeg er enig, Johannes!”


Elev i Ikast Ungdomsskole

Uwe Dam var elev i Ungdomsskolen 1981-86, derefter klubmedarbejder et par år. Uwe læser nu til ingeniør i Aalborg.

Det er ikke muligt generelt at beskrive, hvad det vil sige at være elev i Ikast Ungdomsskole, men jeg vil forsøge at belyse det ved hjælp af mine egne indtryk som elev gennem fem år.

Jeg var elev fra sæsonen 81/82 til sæsonen 85/86 og deltog i denne periode i så forskellige fag som Modelbygning, EDB, ”Vi laver et Blad” og ”Focus på Grønland”.


Et værested

Ikast Ungdomsskole var for mig i starten et sted at være. Jeg var ikke det store sportsmenneske og var ikke synderligt interesseret i musik. Derimod synede ungdomsskolen, med sine mange fag og muigheder for at møde andre unge mennesker, mere at være noget for mig.

Gennem de fag, som jeg fulgte, fik jeg brugt mange af de evner og ideer, som der ikke var mulighed for at udnytte i folkeskolen. jeg fik også lært at arbejde sammen med andre og fik en del nye venner.


Personlig udvikling

Men ungdomsskolen viste sig hurtigt at være andet end undervisning. Der var en klub, hvor jeg kunne sidde og tale med andre, spille kort el. lign. Den klubmedarbejder, som passede klubben var også til stor inspiration for den personlige udvikling, som jeg gennemgik i disse fem år. Han viste, hvordan man kan være sammen på en naturlig og afslappet facon. Tidligere havde jeg været en stille og genert dreng i starten af puberteten, men pludselig syntes jeg at have lettere ved at søge nye kontakter. Der er ingen tvivl om, at det var i ungdomsskolen min nuværende afslappede åbenhed blev skabt.

Foruden dagligdagen i klublokalet deltog jeg også med større eller mindre arrangementer, hvor vi elever
kunne deltage aktivt, nogle gange allerede i skabelsesfasen. Jeg fik derved brugt nogle andre kreative ressourcer.


Turene

Ungdomsskolens tibud var endda endnu ikke udtømte. Der var nemlig mange muligheder for at besøge andre steder og andre mennesker i både ind- og udland. Jeg har været med Ikast Ungdomsskole i København, på kanotur i Sverige og på fjeldtur i Grønland; alle sammen meget værdifulde oplevelser.


Klubmedarbejder

Med en baggrund som elev gennem fem år startede jeg i april 1985 som klubmedarbejder i ungdomsskolen. Det var begyndelsen til en tid med flere indtryk af alle slags, hovedsageligt positive. Et af disse positive indtryk var det indblik, som jeg fik i arbejdet at arbejde med andre mennesker.

Det første krav, som en klubmedarbejder skal stille sig selv er tilstedeværelsen af en ægte interesse i arbejdet samt et overblik over og bevidsthed om det ansvar og de pligter, der følger med.

Det er et ”frivilligt” arbejde, aflønningen til trods. Entusiasmen skal ikke stå på lønseddelen.


Forbillede

Når jeg taler om en klubmedarbejders ansvar, taler jeg om den indflydelse mange medarbejdere har på de unge. Hvis nogle af eleverne får tillid til ham vil de let komme til at se et forbillede i den pågældende, og dette forbillede skal så helst ikke være en småkriminel, alkoholisk fartbølle med et sprogbrug som Preben Møller Hansen. Det må være naturligt for medarbejderen at vise et mere ”fornuftigt” ideal.


Engagement

Det er også vigtigt at kunne engagere de unge. Er det eneste man kan foretage sig at læse Anders And, kommer mange unge kun få gange i en klub. Det siger sig selv. Der skal derfor foregå andre og større aktiviteter end bare den daglige rutine.

Men det er stadig vigtigt, at en klubmedarbejder fremstår som en åben, humørfyldt, kreativ person, som ALTID har tid til et spil kort eller en snak.

Alt i alt må jeg sige, at min tid i Ikast Ungdomsskole var en uundværlig tid for mig. Jeg har lært mange ting der, såvel personlige som teoretiske og praktiske. Det er en tid, jeg under ingen omstændigheder ville have gået glip af.


Ungdomsskolen på vej mod nye opgaver og udfordringer?

Sammen med resten af landets ungdomsskoler venter vi nu på, hvad den nye lov om folkeoplysning vil bringe os her i starten af 90’erne.

v/Holger Laursen

Ungdomsskolen har altid været et kapitel for sig.

Også i Fritidsloven, hvor hele kapitel 1 omhandler ungdomsskolen og dens virksomhed.

Fritidsloven står overfor en revision. Folketinget vedtog i 1985 et 10-punkts-program og afsatte midler til iorsøgsarbejde. Meningen var, at dette arbejde skulle danne grundlag for affattelsen af en ny lov, Lov om Folkeoplysning. Et udvalg har været nedsat, og netop i marts 1989 afgav udvalget betænkning om ”Vilkår for tilskud til Folkeoplysning”.


Ny Folkeoplysning

Forlydender melder, at den nye Folkeoplysningslov kan forventes ført ud i livet i 1990 eller 1991.

Alle ungdomsskoler er i den forbindelse selvfølgelig spændte. Vil den nye lov sikre, at ungdomsskolerne kan arbejde videre? Bliver mulighederne bedre? Dårligere?

I den nye lov bliver det sikkert i langt højere grad kommunerne selv, som bestemmer, i hvilket omfang og hvordan folkeoplysningen og dermed ungdomsskolevirksomhed skal finde sted.

Der kan dog næppe herske tvivl om, at kommunerne stadig vil være forpligtiget til at tilbyde de 14-18 årige et ungdomsskoletilbud.


Ungdomsskoletilbuddet

Ungdomsskolerne på landsplan lægger vægt på, at dette tilbud mindst rummer:

Ungdomsskolen bevares som en kommunal forpligtigelse, et redskab som sikrer behovene hos flest mulige grupper af unge.

Tilbuddet gælder de 14-18 årige. De enkelte kommuner kan så efter eget ønske udvide målgruppen.

Ungdomsskolens virksomhed bør være både undervisning og den mere uformelle samvær i klubberne.

Kommunen bør stadig afholde alle udgifter forbundet med virksomheden. Ingen brugerbetaling.


Nye veje i Ikast kommune?

Her i Ikast Kommune kan man forestille sig ungdomsskolen træde ind på nye områder:

Ved opblødningen af de stramme aldersgrænser åbnes muligheden for at etablere virksomhed blandt de 13-årige, en gruppe unge, som i en årrække har manglet udfoldelsesmuligheder.

Den stigende ungdomsarbejdsløshed blandt de 19-25 årige og deres behov for beskæftigelsesmuligheder er ligeledes et problem, som ungdomsskolen kan medvirke til løsningen af. Man kunne forestille sig ”Brikken” indrettet til et center i dagtimerne.

Skolerne som lokale kulturcentre er tanker, som i disse tider vinder indpas. Ungdomsskolen med dens store kendskab til hele kommunens unge kan måske være ”kittet”, som får tankerne til at nå sammen via kontakten til foreningerne i lokalområderne. Ungdomsskolen har i den forbindelse ideer om oprettelsen af et ”Center for Ungdomsforeninger” (og Elevrådene på skolerne!) med assistance med tryksager, lay-out, mødeafvikling osv.


Ungdomsskolens socialindsats

De truede grupper af unge, en socialindsats for disse, er et område som ungdomsskolen i høj grad kan medvirke til: Unge har behov for at være sammen med andre unge i et frirum kun for unge. Med den store tilslutning blandt de mere velfungerende unge er der også plads til at tage hensyn til ”restgrupperne”. Løsninger for disse unge, etableret i samarbejde med socialforvaltningen, har flere steder i landet vist sig mulige og velfungerende for et beløb, som ligger langt under, hvad der er normalt i denne sektor.


Hvor går vi hen?

Men alle disse tanker er selvfølgelig i høj grad afhængig af, hvad der sker i 90'erne, både med hensyn til Folkeoplysningsloven og, lokalt set, i hvilken grad kommunalpolitikerne ønsker at bruge ungdomsskolen som redskab i kommunens ungdomspolitik på vej mod år 2000.

Ungdomsskolen er klar til opgaverne!


Tidslinie 1975-1988

1975 1. november: Hartvig Kristensen ansættes som inspektør. BRIKKEN indvies.

1976 Bording får klublokale. 64% af alle unge i kommunen går nu i ungdomsskolen.

1978 Ungdomsskolen foreslår oprettelse af knallertbane og heltidsskole.

1979 ”Focus på et U-Iand” tager på studietur til Tunesien. Hver af de 18 deltagere betaler 2000 kr. Hartvig Kristensen bliver inspektør på Hyldgardsskolen. Juel Sørensen ansættes som ungdomsskoleinspektør.

1980 DM-stævne for ungdomsklubber afholdes i Ikast med 500 deltagende unge fra hele landet. Det samlede elevtal i ungdomsskolen runder i år 1000.

1981 Knallertprøven bliver obligatorisk og Brikken bliver centrum for disse kurser, som hvert år samler ca. 50% af de 15-årige. Ungdomsskolen genfremsætter et forslag om at udvide lokaliteterne pa BRIKKEN. Martha-skolen startes i Bording.

1983 Ungdomsskolens EDB-hold forestår databehandlingen af 1400 svarskemaer i undersøgelsen om ”Ungdomskriminalitet i Ikast Kommune”.

1984 1. nummer af OTTOMAN udkommer. DM for klubber afholdes atter i Ikast med 450 deltagere. Vore deltagere får KLØ!

1985 Juel Sørensen bliver viceskoledirektør og Holger Laursen tiltræder som ungdomsskoleinspektør. CHIPS computerklub startes.

l986 Ungdomsskolens Aktivitetsgruppe startes med 200.000 kr. i støtte fra ministeriet.

1987 Vi fejrer Dagny ”Dani” Jensen fylder 70 år 29/4 og samtidig har 20 års jubilæum i ungdomsskolen!

1988 73% af alle 14-18 årige er tilmeldt ungdomsskolen. Den 4. oktober er det 40 år siden ungdomsskolen startede i Ikast.

Gentofte Kommunes Ungdomsskole 1943-1993

Gentofte-Ungdomsskole
For vægtige bidrag til dette hæfte, ønsker Ungdomsskolen at bringe sin tak til:

Bent Pihl-Poulsen, ungdomsskoleinspektør 1964-1981
Mogens Thomsen, lærer v. Heltidsundervisningen, 1978-1983
Aase Ellerbek, lærer v. Ungdomsskolen, 1974-1985
Poul Hansen, lærer v. knallertundervisningen siden dens start i 1975,
Jacob de Stricker, elev i Heltidsundervisningen, 1984-1986,
Mie Kristensen og Julie Kihl, elevrepræsentanter i ungdomsskolebestyrelsen, 1992-1993.


Jubilæumsskrift 1993

Gentofte Kommunes Ungdomsskole har nu i 50 år på smukkeste vis været med til at løfte sin del af fællesopgaven i det samlede kommunale skolesystem.

Sammen med de øvrige skoler i kommunen er Ungdomsskolen med til at give et bredt og kvalificeret undervisningstilbud, og kommunens unge har i stadig stigende grad gjort brug af skolens spændende, værdifulde og alsidige tilbud.

Ungdomsskolen har desuden på en række områder, der ligger udenfor skolens almindelige virkefelt, formået at skabe en undervisningsform, der har kunnet aktivere også de unge, der af forskellige årsager har haft behov for et alternativ til folkeskolen.

Ved Ungdomsskolens 50-års jubilæum gratulerer jeg på kommunens vegne med jubilæet – med en tak for et veludført arbejde og et godt samarbejde. Held og lykke med det videre arbejde.

Hans Toft
Borgmester


Forord

Ungdomsskolen har i sin 50-årige levetid undergået store forandringer. Hvor den oprindeligt kun varetog undervisning af unge, der var gået tidligt ud af folkeskolen, indtog den gradvis den position den har i dag, som et naturligt kraftcenter af inspiration og aktiviteter for alle kommunens unge mennesker.

Ungdomsskolebestyrelsen mærker i det daglige arbejde ungdomsskolens udstråling og kvalitet, og vi glæder os over den respekt, den nyder i såvel forvaltning som lokalsamfund.

Udvikling og dannelse går hånd i hånd.

Udvikling synes at foregå næsten af sig selv – ofte i uigennemskuelige spring – men mulighedeme kommer ikke af sig selv. De skal afklares, opsøges og gribes. Og det gør vores ungdomsskole. Den skal i dag forstås som et dannelsestilbud, der har rødder langt ind i uddannelses-, fritids- og socialpolitikken. Ungdomsskolen har sit eget liv og sin egen identitet, fordi den henter kraft fra og til unge mennesker.

Det er denne stærke, årvågne størrelse, vi i dag som ungdomsskolebestyrelse lykønsker af ganske hjerte.

Anne Lindskov Hansen
Formand for ungdomsskolebestyrelsen


I årene op til 2. verdenskrig og i tiden omkring besættelsen af Danmark følte en del af de daværende politikere, at der burde gøres en ekstraordinær indsats for Danmarks unge. De så og tænkte utraditionelt, da de gennemførte Lov om Ungdomsskoler for den ufaglærte Ungdom. Deres værk lever stadig omend i en ændret form.

Loven har ændret sig – ungdomsskolen har ændret sig; måske er det nok sket i omvendt rækkefølge. Ungdomsskolen vil til alle tider ændre sig, forhåbentlig vil det altid kunne siges om den, at den er et hestehoved foran i sin pædagogik, i sin holdning til de unge og i sine deraf følgende tilbud.

Den kan ønske at ændre sig, men den kan dog aldrig gå længere end til den grænse, som dens lokale politikere opstiller. Det skal derfor i jubilæumsåret være mit håb, at der – som hidtil – altid vil være kommunale politikere, der som en del af deres ansvar, tilgodeser kommunens unge bl.a. gennem muligheder i den kommunale ungdomsskole.

Mit ønske er, at vi fortsat kan leve op til såvel de unges som vore lokale politikeres forventninger – til glæde og gavn for kommende generationer af unge.

Poul Egede Glahn
Ungdomsskoleinspektør


Hvad der gik forud
– en historisk baggrund

Ungdomsskolens start går tilbage til pastor Nicolaus Massmann, som fra Frederikskirken i København rettede en appel til ”velgørende og ædelmodige borgere” om at give deres bidrag til et samlede videreuddannelseskursus for unge håndværkerlærlinge.

Undervisningen skulle omfatte skrivning, regning og tegning – og undervisningen skulle vel at mærke være gratis for lærlingene. Opfordringen blev efterfulgt og d. 4. maj 1800 startede De Massmannske Søndagsskoler.


Den spæde start

Senere i århundredet, da Danmark havde tabt krigen mod England, sat Norge over styr, udtaler kongen Frederik VI: ”Fattige ere Vi. Ej behøver vi at være dumme tillige”.

De tanker, der da rørte sig i betydelige mænd som f.eks. Reventlow, førte frem til at der d. 29. juli 1814 gennemførtes ”Anordning om Almueskolevæsenet på Landet i Danmark” og ”Anordning om Almueskolevæsenet i Kjøbstæderne i Danmark, Kjøbenhavn undtaget” (København havde jo allerede de ovenfor nævnte søndagsskoler). Heri omtales bl.a. aftenskole om vinteren for de, der har gennemført deres konfirmation.

I slutningen af århundredet konstateredes det, at en stor gruppe unge ikke modtog nogen undervisning. Der gennemførtes derfor ”De kommunale Fortsættelseskurser for 14 - 20 - årige”. Her kunne unge mænd og senere også unge kvinder få undervisning i henholdsvis maskuline fag: regning og skrivning – og i det kvindelige fag: madlavning, husgerning og senere maskinskrivning.


Gentofte Kommune

I Gentofte kommune tog Gentofte kommunelærerforening i 1918 initiativ til oprettelsen af Gentofte kommunes ungdomsskole for ”den konfirmerede Ungdom”. Der blev indmeldt 80 elever. Denne første Ungdomsskole her i kommunen voksede støt, således at der i 1926 var tilmeldt 479 elever. I 1930 gennemførtes en lovændring, der tilsikrede unge op til 25 år at deltage i denne ungdomsskoleundervisning, der i 1939 samlede 1580 elever.


Tankerne bag

Tankerne i dette århundrede gik fra nedenstående citat...

”Tiden fra det 13. til det 17. Aar er en særlig vanskelig Periode i det unge Menneskes Liv, en Periode, hvor der, paa Grund af de store legemlige Forandringer, opstaar saa mange Ønsker om en Plads ved Livets Bord, særlig hvad Nydelserne angaar. Hjemmene har ikke mere den indflydelse over Ungdommen, som de har haft tidligere, og der er flere stærkere Kræfter, som drager de Unge ud..... Ungdomsskolen vil kunne betyde umaadelig meget for deres Karakterudvikling. Det er uheldigt at slippe dem netop i den Alder, hvor Karakteren begynder at antage fastere former.....Selve Tiden kræver flere og mere alsidige kundskaber, større Ansvarsfølelse, stærkere Karakter af Ungdommen.

Før var det en priviligeret Klasse, der styrede, og der var en konstant Kløft mellem de styrende og de styrede. Kløften er ved at blive udjævnet, Valgretten gjort almindelig og nedsat til en lavere Alder.

Men stemmesedlen i den ukyndiges Haand rummer en Fare for Statens Vel. Den nye Ungdom, som rykker frem, gælder det om at gøre saa oplyst og karakterudviklet som muligt.

Ogsaa af den grund er det hensigtsmæssigt snarest med Ungdomsskolen at oprette en Slags Folkegymnasie for den Del af Ungdommen, der ikke gaar den studerende Vej”.

(fra foredrag af Kommunelærer Dr.phil. Andreas Hansen den 30. oktober 1919)

...og frem til det i 1939 af undervisningsminister Jørgen Jørgensen nedsatte ”Ungdomsudvalg”, der fik til opgave at:

- overveje spørgsmålet om ungdommens udvikling og uddannelse på folkelige, kulturelle og samfundsmæssige områder.

- undersøge nødvendigheden af ændringer i den bestående lovgivning om skoler for ungdommen.

- at overveje og fremkomme med forslag til nye former for ungdomsarbejde.

Arbejdet skred frem og det afsluttedes med vedtagelse af Lov 312 af 4. Juli 1942, ”Lov om Ungdomsskoler for den ufaglærte Ungdom”.

Tre forhold spillede ind ved ungdomsskolens oprettelse. Dels folkehøjskolen på hvis idé og tradition man ønskede at bygge den nye ungdomsskole, dels en række forhold, som havde med samfundsudviklingen at gøre, og endelig spillede tidens problemer under den tyske besættelse ind.

En oplysning fra Statistisk Departement i 1939 viser, at 8/5 af de unge i 18 årsalderen ikke havde fået nogen uddannelse, efter at de var gået ud af 7. klasse.

Men der var også tale om en fritidspolitik. Man havde allerede aftenskolen. AOF var en stor organisation allerede dengang, og der var tillige mange kommunale aftenskoler bl.a. Gentofte kommunes Forsættelseskursus – GKF – fra 1918 (navnet var dengang Gentofte kommunes Ungdomsskole!), som tilbød undervisning for alle, men det var mere for modne unge. De helt unge kom kun i beskedent omfang, selv om aftenskoleme var åbne for dem. Der er derfor med ungdomsskolens oprettelse tale om en fritidspolitik, som udvides til også at omfatte de unge under 18 år.

Poul Egede Glahn


Dette var starten
- men det fortsatte...

Ungdomsskolen var fra begyndelsen et frivilligt og gratis tilbud til eleverne, men det blev en kommunal forpligtelse at oprette en ungdomsskole.  Ungdomsskolenævnet i Gentofte, som var valgt i juni 1943, valgte til forstander for ungdomsskolen i Gentofte kommunelærer ved Skovshoved skole Svend Aage Grønholt.

Undervisningen begyndte i november 1943 i henhold til en ungdomsskoleplan, som var vedtaget af ungdomsskolenævnet i mødet den 14. sept. 1943.

Undervisningen, der var gratis, omfattede flg. fag:
Arbejdskendskab
Gymnastik
Frie emner (fra historie, samfundslære, litteratur og sundhedslære)

Til undervisningen var tilmeldt 62 elever (28 dr. og 34 pi.), der var fordelt i 2 drenge- og 2 pigeklasser. Undervisningstiden var fra kl. 19 til kl. 22.

Den 15. dec. 1943 havde skolen inspektion af statskonsulentens medhjælper hr. Helveg Petersen.

Den 19. dec. overværede eleverne forestillingen ”Swedenhielms” på Det Kgl. Teater.

Den 31. marts 1944 var der afslutning på Dyssegårdsskolen i fællesskab med Fortsættelseskursus.

I skoleåret 1944-45 var der tilmeldt 82 elever (18 dr. og 64 pi.), og der blev oprettet 4 klasser. Den 18. marts 1944 blev der holdt afslutning på Skovshoved skole med gymnastikopvisning, uddeling af bogpræmier og afgangsbeviser.

I skoleåret 1945-46 lejede Gentofte kommune et areal i ”De unges haver ved Ellekilde” i Lyngby, og Sommer-ungdomsskolen var en realitet med undervisningstid fra 1. april-13. oktober 1945. Der blev dannet 2 hold med ialt 35 elever.

I skoleåret 1946-47 stillede Gentofte kommune et areal på 4.000 m2 til rådighed for ungdomsskolen ved Hørsholmvejen.

Sommerungdomsskolen havde dette år 60 elever fordelt på 3 hold.

I 1948 blev sommerungdomsskolen med 88 elever flyttet til Solsiden, hvor eleverne blev fordelt på 4 hold.

På en tillægsbevilling til ungdomsskolens budget udsendtes 5 piger (3 fra ungdomsskolen og 2 fra Fortsættelseskursus) på et 3 måneders ungdomsskolekursus fra 1. april til 30. juni på ungdomskostskolen ”Tårupgård” ved Limfjorden. Udgiften androg 1.791,20 kr.

I skoleåret 1949-50 blev der fra 1. juni til 31. august arrangeret svømmekursus for piger på Charlottenlund søbadeanstalt.

I efteråret 1949 blev der foretaget en undersøgelse af de 14-18 åriges undervisnings- og beskæftigelsesforhold. Undersøgelsen omfattede unge i København, på Frederiksberg og i Gentofte, og det viste sig, at 1.111 drenge og 1.203 piger eller henholdsvis 57,4 % og 61,7 % af samtlige unge i alderen 14-18 år stadig var skolesøgende!


50’erne

Efter en lovrevision i 1954 blev skolens officielle navn Ungdomsskolen, og den skulle nu være åben for alle unge mellem 14 og 18 år. Ungdomsskolen udviklede sig nu hurtigt til en mere fritidspræget skole med erhvervs- og samfundsorientering som fast udgangspunkt.

Den 1. dec. 1955 blev der bevilget overlærer Svend Aage Grønholt afsked efter ansøgning som forstander for ungdomsskolen. Skolens ledelse blev midlertidigt overdraget forstanderen for fortsættelseskursus, K. Matzat Andersen.

Fra 1. dec. 1956 blev kommunelærer Benny Lyngsie antaget som forstander for ungdomsskolen for sommerskolen.

I regnskabsåret 1957-58 modtog foreningen ”Et år i huset” 12.619,99 kr., som tilskud til lærerlønninger og lokaleudgifter. Foreningen blev godkendt som privat ungdomsskole.

I skoleåret 1959-60 blev sommerskolen administrativt udskilt fra ungdomsskolen og fik sin egen leder, lærer og konsulent Find H. Jakobsen.

Den 21. sept. 1959 overtog ungdomsskolens forstander den foreløbige ledelse af den under indretning værende Vangede Ungdomsklub, der havde til huse i Mosegårdsskolens underetage. Flere og flere skolesøgende elever ”opdagede” ungdomsskolens tilbud, og elevtallet var stigende.


60'erne

I Påsken 1960 udsendtes 12 elever under ledelse af 2 af ungdomsskolens lærere, lb Damø og Nelly Johansen på lejrskole til ”Solgården” på Bornholm.

I skoleåret 1961-62 havde skolen i alt 437 elever fordelt på 29 hold med undervisning på Bakkegårdsskolen, Gentofte skole, Mosegårdsskolen, Munkegårdsskolen, Søgårdsskolen og Tjørnegårdsskolen.

l skoleåret 1962-63 samlede man undervisningen på Mosegårdsskolen og Tjørnegårdsskolen (husgerningsundervisningen).

Den 1. dec. 1963 blev lederen af ungdomsskolen, overlærer Benny Lyngsie, udnævnt til leder af ungdomsskolen i Lyngby-Tårbæk kommune, og kommunelærer Bent Pihl-Poulsen blev udnævnt til honorarlønnet leder af ungdomsskolen fra 1. februar 1964.

l skoleåret 1963-64 blev der som forsøgsordning afholdt eksamen i maskinskrivning svarende i kravene til den statskontrollerede prøve ved udgangen af folkeskolens 9. klasse.

12 praktikanter fra Københavns Aftenseminarium fulgte undervisningen i 6 uger fra begyndelsen af februar til slutningen af marts.

I september 1964 blev ledelsen af ungdomsskolen lagt ind under Gentofte kommunes Fortsættelseskursus, hvor overlærer Vilh. Carstensen var blevet aftenskoleinspektør, medens Bent Pihl-Poulsen forblev den daglige leder af ungdomsskolen og ydermere blev medhjælper ved fortsættelseskurset.

Den 1. september 1965 blev Bent Pihl-Poulsen udnævnt til viceskoleinspektør ved Gentofte kommunes fortsættelseskursus, samtidig med at han havde den daglige ledelse af ungdomsskolen.

I skoleåret 1966-67 blev flere skoler brugt som undervisningssteder, hvilket betød, at elevtallet voksede stærkt.


70'erne

I 1969-70 var elevtallet 721, og ungdomsskolen overtog kurserne for realister. Disse hold havde i flere år eksisteret under Fortsættelseskursus, men i forbindelse med den nye fritidslovs ikrafttræden i 1969 – blev disse hold lagt ind under ungdomsskolen, fordi eleverne for flertallets vedkommende var under 18 år.

Holdene var beregnet for elever, der havde bestået realeksamen, og undervisningen tog sigte på at vedligeholde og uddybe elevernes kundskaber i hovedfagene: Dansk, engelsk, tysk, fransk, matematik og naturlære. De fleste elever fortsatte på et studenterkursus eller HF-kursus efter 1 års undervisning i ungdomsskolen.

På alle ungdomsskolens hold blev der givet mindst 24 timers ungdomsorientering.

Ungdomsskolen fik igen sin egen administration med Bent Pihl-Poulsen som ungdomsskoleinspektør fra 1. sept. 1971. Skolen havde nu 800 elever og 40 medarbejdere.

I de flg. år steg elevtallet i takt med, at flere skoler blev inddraget som undervisningssteder, og flere undervisningstilbud blev givet.

I 1975-76 havde ungdomsskolen 1210 elever fordelt på 89 hold.

Loven blev revideret i 1960 og igen i 1968. l 1968 deltog 78,9 % af ungdomsskolens elever i fortsat skolegang, kun 18,7 % var beskæftiget ved ufaglært arbejde.

I ungdomsskolelovgivningen har der været en klar tendens i retning af større og større fleksibilitet, idet lovgivningen gradvis har stillet ungdomsskolerne friere og friere med hensyn til opgavevalg, undervisningsindhold og tilrettelæggelse.

Bent Pihl-Poulsen


... så gik det videre fra 70’erne

I 1972 havde ungdomsskolen i Gentofte manifesteret sig gennem EDB-undervisningen. Dette nye medium havde set dagens lys på Ingeborgvej, kyndigt styret af Grete Illum, der til sin afgang i 1991 førte EDB-undervisningen frem fra at være en gøgeunge til at være en særdeles kvalificerende undervisning for et meget stort antal elever.


80'erne

I 1981 flyttede værkstedsskolen til sine nuværende lokaler.

I 1985 sendte vi de første vildmarkshold afsted til Sverige. Peter Sjøholm brændte efter at give sin egen glæde ved naturen videre til sine elever. Han fik desværre ikke så mange år til det.

Men vildmarksholdene fortsatte, og det udstyr vi idag råder over, fra kanoer og telte til ski og tovværk, er grundlagt for 10 år siden.

I 1986 flyttede vores administration fra Rådhuset, hvor vi havde haft til huse i Kulturel forvaltnings lidt mørke gange, til lngeborgvej. Her havde ungdomsskoleadministration allerede i Pihl Poulsens tid, men den havde været en tur rundt om Gentoftegade og Rådhuset, inden vi igen kom på plads.

På lngeborgvej har der været tradition for også at have undervisning og idag, hvor huset rummer EDB-undervisning, indvandrerklasse og en del almene hold, summer huset af unge stemmer fra 8-22. I 1987 kom den første af vore Påsketure til Rom. Disse ture fortsattes i en del år. De er idag erstattet af ture til Skotland, Frankrig, Portugal og måske i 1995 til Grønland.

l 1988 samledes en stor del af landets ungdomsskoler til en formidabel udstillings- og publikumssucces i Bellacenteret, som stillede en hal til rådighed for Danmarks ungdomsskoler i forbindelse med en Rejs-88-udstilling. Vi deltog med en flere hundrede m2 stor skov med vildmarksudstilling. Samme efterår arrangerede vi en lokal udstilling om ungdomssskolen på Hovedbiblioteket.


90'erne

Vi fik en erhvervsklasse (E-klassen) med EF-tilskud og vi fik indvandrerundervisning, først på Munkegårdsskolen og nu på lngeborgvej.

Vi deltog i Udvej 91, 92, 93 i Lyngby – vi fik 3 aftener med ”stærke piger”, og vi var med til i 1992 at skabe en debatdag om unges vilkår i kommunen: En debatdag, der som sit mest markante udslag resulterede i Fritidsmessen 1993 i Kildeskovshallen.

Poul Egede Glahn


Familiepraktikanten
- en aktivitet gennem tiderne

”Familiepraktikanten” hed tidligere ”Et år i huset”, en forening, der blev stiftet i 1945 af dr.med. Kirsten Auken sammen med andre fremsynede kvinder, som mente, at unge piger blev udviklet menneskeligt og kundskabsmæssigt ved at arbejde et år i et fremmed hjem.

Et af foreningens vigtigste formål var at arrangere undervisning af de unge – 1 dag om ugen – samtidig med deres ansættelse i familierne.

De første 15 år var skolen i Frk. Skovs Husholdningsskole i Skindergade, men forholdene blev for små i årene omkring 1960, hvor vi havde ca. 2-300 elever om året. Derfor søgte vi og fik et yderst fint samarbejde med Lyngby-Tårbæk kommunes Ungdomsskole indtil ca. begyndelsen af 70'eme, hvor vi måtte ophøre i Lyngby-Tårbæk.

Med megen hjælpsomhed fra Ungdomsskoleinspektør Bent Phil-Poulsen blev det muligt for os at flytte skolen til Gentofte Kommune, hvor vi blev indtil 1985. hvor skolen ophørte, fordi der simpelthen ikke var flere unge, der søgte ”i huset”.

Men alle disse år under begge kommuners vinger var meget spændende:
Netop i september i 1960 – hvor jeg var blevet ansat som skoleleder i foråret – nedsatte Undervisningsminister Jørgen Jørgensen ”Det pædagogiske arbejdsudvalg for ungdomsskolen”. Dette udvalg arbejdede i 6 år, hvorefter der kom en betænkning. Men allerede fra 1961 lancerede man under udvalget ”Moderne Husførelse” muligheder for en undervisning som beskrevet i den såkaldte ”Blå betænkning” med planer, der indebar, at vi med ialt 288 undervisningstimer kunne indstille eleverne til en prøve med censorer, beskikkede af undervisningsministeriet.

Vi var mange husholdningslærere (som vi hed dengang), der var implicerede, og vi arbejdede godt sammen med vore dygtige elever, der jo samtidig havde den praktiske oplæring i hjemmene.

Vi opnåede mange fine karakterer ved prøverne.

I en kronik fra ”Vendsyssel Tidende” skrevet i april 1980 af en vore elever, tre år efter hendes ophold et år i huset, hedder det ”Mit udbytte af undervisningen var enormt stort, jeg lærte en masse praktiske ting og også meget om vort samfund”. (Samtidsorientering var et obligatorisk fag l ungdomsskolen). Hun fortsætter med at fortælle, at denne undervisning har givet hende lyst til at fortsætte med samfundsfag.

Videre siger hun i kronikken: ”Vi fik også nogle virkelige gode kammerater, som jeg stadig har forbindelse med. Vi diskuterede indbyrdes vore problemer i de forskellige familier, og derved hjalp vi hinanden. Uden problemer går sådan et år jo ikke. Men vi fik udviklet vor selvstændighed og blev modne.”

Jeg som skoleleder og de forskellige lærere, jeg arbejdede sammen med, syntes helt klart, at det var nogle dejlige opgaver, vi havde de år med en altid hjælpsom og forstående ledelse af Ungdomsskolen.

I vore dage, nu ved jeres 50 års jubilæum, er husholdningsundervisningen nok mindre eftertragtet, end den var dengang. Men jeg mener, det kommer igen. Vort samfund er under ændring, vi skal alle lære at udnytte naturens ressourcer helt anderledes, end vi har gjort fra 60'erne til 80'erne. Brug og smid væk-mentaliteten er på vej ud, genbrug er in, og de værdier det ubetalte huslige arbejde udgør vil efterhånden på en helt ny måde indgå i vort Bruttonationalprodukt...

Så jeg ønsker hjerteligt Gentofte, kommunes Ungdomsskole tillykke med de 50 år og ønsker for jer, at I vil få held til at udvikle jer i takt med vor ændrede verden, også i den del, der hedder forbrugerisme og husførelse, inclusiv omsorg for hinanden.

Aase Ellerbek


Knallertundervisningen

I gamle dage var det mindre pænt at bruge ordet ”Knallert”. Den korrekte betegnelse i færdselsloven var ”Cykle med hjælpemotor” og i mange år var det en korrekt varedeklaration. De fleste kan sikkert huske en ”Velo Solex”, som i 1960 kostede den nette sum af 598 kr. alt incl.

Omkring 1970 skete der en eksplosiv udvikling på knallertmarkedet. De store knallerter fra Japan blev pludselig det store ønske for unge mennesker. Disse knallerter var desværre alt for nemme at ændre, og meget nemt kunne man få en sådan knallert til at køre op til 80 km/t.

Resultatet var selvfølgelig alt for mange alvorlige knallertulykker, hvor unge mennesker kom til skade i trafikken. Dengang var aldersgræsen for knallertkørere 15 år.

Fra midten af tresserne begyndte de fleste Ungdomsskoler at oprette knallertkurser, for på den måde at give de unge mennesker lidt teoretisk og praktisk viden om det at færdes i trafikken på knallert.

Også i Gentofte Ungdomsskole blev der stor interesse for disse knallertkurser, som blev afviklet over en hel sæson og som havde et timetal på 72 undervisningstimer. Ligeligt fordelt mellem teori-undervisning og motorlære.

Teoriundervisningen foregik efter teoribog udarbejdet af Ungdomsringen og køreprøvesagkyndige fra politiet. Der blev holdt teoriprøver i løbet af kurset, og meningen var at give eleverne kendskab til færdselsreglerne.

I emnet motorlære gennemgik man knallertens opbygning og vedligeholdelse, sådan at eleverne selv blev i stand til at vedligeholde deres knallerter.

Knallertkurset blev afsluttet med praktiske prøver: Elever som selv havde knallert fik selvfølgelig lov at køre på dem (hvis de var fyldt 15 år) andre måtte gennemkøre den praktiske prøve på cykel.

Eleverne fik en bestemt rute de skulle gennemkøre, og undervejs var der skjulte kontrollanter bag træer og husmure. Efter prøven fik eleverne deres fejl at vide fra kontrollanterne.

I en skolegård blev der afholdt manøvreprøver, med opbremsnings/undvigemanøvre og som de fleste gennemførte på deres cykel.

Det hele sluttede med, at eleverne fik et gult knallertkørekort med billede i. Det var ikke noget krav med knallertkørekort, men nærmest et slags bevis for at man havde deltaget i et kursusforløb.

Det siger sig selv, at et knallertkursus gennemført på cykel ikke var den ideelle undervisningsform.

På grund af de alt for mange knallertulykker – og store omkostninger for samfundet til følge – vedtog Folketinget, at der fra 1. januar 1980 skulle gives egentlig undervisning til knallertkørere.

Undervisningen er obligatorisk for alle 16-18 årige, som vil køre på knallert.

Undervisningsministeriet og Rådet for Større Færdselssikkerhed udarbejdede en undervisningsplan om ”Risiko-orienteret knallertundervisning”.

Undervisningen blev selvfølgelig udlagt til Ungdomsskolerne.

Den 1. januar 1980 var Gentofte Ungdomsskole klar til at starte de nye kurser. Der var indkøbt 8 nye knallerter og 10 styrthjelme og andet udstyr, som skulle bruges i undervisningen.

På parkeringspladsen ved Gentofte Stadion blev der opstillet en lukket container, hvor udstyret kunne opbevares sikkert.

En del af parkeringspladsen blev lukket og forbeholdt knallertundervisningen. Der blev indrettet knallertbaner med afmærkning, som man kender det fra de almindelige veje, og der var også lyssignaler. Foruden Ungdomsskolen benytter politiet også den lukkede bane til undervisningsformål for de mindste elever i folkeskolen.

Knallertkurset er på 24 undervisningstimer, heraf skal eleven deltage i mindst 21 timer og klare kurset med ”tilfredsstillende resultat”. Den nye undervisningsform betød, at teoriundervisningen blev moderniseret, og foruden den specielle teoribog for knallertkørere anvendes der lysbilleder og film i undervisningen.

På den lukkede knallertbane kan eleverne i trygge omgivelser og under vejledning lære at beherske kvaliteten. Der øves i opbremsninger, undvigemanøvrerog kørsel gennem skarpe sving og balancekørsel.

I sidste del af kurset skal eleverne så bruge og ansætte den teoretiske og praktiske viden ude i den almindelig bytrafik. Når eleverne kører i trafikken er der radiokontakt mellem lærer og elever, sådan at eventuelle fejl kan påtales omgående.

Knallertundervisningen er ligeligt delt med 1/3 til teoriundervisning, 1/3 til knallertkørsel på bane og 1/3 til kørsel i den almindelige bytrafik.

Når kurset er afsluttet får eleverne udstedt et knallertbevis, og som i dag kræves, hvis man vil køre på knallert.

Den nye form for knallertundervisning har også været brugt som model for den undervisning som kræves i dag, hvis man vil have kørekort til bil eller motorcykel.

På knallertkurseme deltager i dag også mange elever, som ikke har og heller ikke ønsker at køre på knallert, men fordi de i Ungdomsskolen kan få en undervisning (gratis) og som de senere kan få glæde af, når de skal have kørekort til bil.

I dag fremstår Gentofte Ungdomsskoles knallertkursus som landets bedste. Der rådes over mindst 21 køreklare knallerter og radioanlæg til 2 kørehold, samt en perfekt knallertbane.

De undervisningsmidler kommunens knallertkursus i dag råder over bliver pr. 1/1-1994 et krav til alle landets Ungdomsskoler.

Siden den obligatoriske knalltertundervisning er blevet indført er antallet af knallertulykker i Gentofte faldet med 50 procent, og antallet af tilskadekomne knallertkørere er faldet med 70 procent.

Det er ikke underligt, at Gentofte kommunes Ungdomsskole gennem årene har haft tag i elever fra de fleste af kommunens unge borgere.

Poul Hansen


Heltidsundervisningen

Heltidsundervisning, Værkstedsskole, Alternativklasse, Skolen på Phistersvej:

Kært bam har mange navne – og der har gennem årene været mange kære børn i denne undervisning.

Heltidsundervisningen tog sin start i 1978-1979 og blev fra starten tilrettelagt som en en udpræget værkstedsundervisning.

En af skolens første lærere, Mogens Thomsen, har sendt os dette indlæg:

Altemativ/Værkstedsskolen blev til på baggrund af de obs.k/asser, man med nogen held oprettede i halvfjerdserne. Man savnede en overbygning, men ordet obs. var yt. En rundspørge til skolerne havde vist, at der var virkelig mange (jeg tror over 100) elever på vore skoler, hvor lærerne/inspektøren skønnede, at de næsten intet fik ud af undervisningen, og at nogle af dem efter sigende ødelagde undervisningen for de andre elever (og lærere).

I Ungdomsskoleregi under usk.insp. B.Pihl-Poulsen oprettedes Alternativklassen først på Dunzfeldt Alle i et klasseværelse – siden på Phistervej i helt tomme lokaler (tidligere autoværksted med overliggende lagerlokaler). Det var absolut brugeligt, og det var sjovt at nyindrette, så vi var tilfredse. Skolens idé var at tage læse/præstationspresset væk og give eleverne selvtillid og selvværd ved at opleve, at de kunne noget. Måske i første omgang med hænderne, siden ofte til egen overraskelse også på det boglige område.

For at vise hvad man duer til, må man prøve nyt. Så en vigtig del af skolearbejdet var erhvervspraktik tæt fulgt af skolevejlederen.

Eleverne var på 8-9 klassetrin, og de fik tilbud om at gå til folkeskolens afgangsprøve. Dette krævede en målbevidst træning, som mange havde forsømt meget. Men det var et frit valg. Ved afgangsprøven viste det sig til vor glæde, at alt.-klassens elever klarede sig fuldt så godt som Gentofteskolernes gennemsnit.

Lysten og motivationen driver værket.

For at fremme ansvarligheden holdt vi fast møde om morgenen, hvor fællesproblemer og planlægning foregik, og hvor dagens forløb for den enkelte blev aftalt.

Der var skuffelser, men det var ofte overraskende at se den opblomstring, de nye omgivelser og tilbud fremkaldte hos frustrerede unge.

Efter et par år flyttede Alternativskolen over i det store hovedhus, hvor Ungdomsskolen nu har til huse. Bedre vilkår – flere tilbud (især praktiske) flere elever – og lærere – en skole i udvikling.


Men hvad har eleverne så sagt til denne undervisning?

Jacob Schunck de Stricker skriver:

Ca. 14 år og med flere ydmygende år bag mig i folkeskolen, stod jeg foran Værkstedsskolen.

Den lignede slet ikke en skole, heldigvis.
Det store værksted med masser af tilbud blev hurtigt mit nye klasselokale. Her trivedes jeg, skolenervøsiteten forsvandt med gode resultater på værkstedet. Det, at læse og skrive var absolut ikke min stærke side.

Da mange ting omkring mig begyndte at fungere, fik jeg mod til at tage fat på de boglige fag.

Jeg oplevede gode praktik-perioder; bl.a. var jeg på Færøerne og i Esbjerg som flymekaniker. Jeg husker også nogle gode lejr-ture rundt omkring i Danmark.

Jeg nød det frie liv, hvor vi i høj grad lærte at tage ansvar og selv skulle klare en masse ting. Idag nyder jeg fortsat dette liv som spejder i D.D.S. Jeg uddannede mig også som motorpasser i Marine-hjemmeværnet. Voksende selvtillid er kodeordet for årene i Ungdomsskolen.

Jeg kom i lære som blikkenslager og klarede den teoretiske side uden besvær. Da jeg skulle have kørekort, sneg tvivlen sig ind på mig, kunne jeg klare teorien? Jeg ringede til en af mine lærere og fik moralsk opbakning. Idag har jeg både det store kørekort og M.C. kørekort. – Selvtilliden var der også, da jeg prøvede at blive arbejdsløs, ansøgninger blev skrevet og jobsamtaler klaret. I Ungdomsskolen oplevede jeg at selv de største forhindringer kan overvindes.

Idag sejler jeg som styrmand i et projekt ”Vind i sejlene”, startet af skibsreder Jan Lauridsen og pastor Vagn Trigge Smidt, Dyssegård sogn. Det er for unge, der trænger til at komme væk fra dagligdagens stress og jag. Dette projekt er et godt alternativ til T.V., videofilm m.m.

Som jeg lærte i mit hjem, i Ungdomsskolen, lærte jeg også i D.D.S. ”Ansvar gennem oplevelse”.

Jeg takker Ungdomsskolen for de mange oplevelser der udviklede min ansvarsbevidsthed.


Jo, værkstedsskolen, heltidsundervisningen har en mission; den er idag en fast forankret del af det tilbud, som kommunen leverer sine elever gennem Ungdomsskolen.

Den startede med en gammel vandhane, en svensknøgle og en pakke pakgarn – den er idag en velmonteret værkstedsskole med lidt for lidt plads.

Heltidsundervisningen havde allerede haft sin start i 1965, hvor der etableredes et kursus (Kursus for realister), der ønskede et repetitionskursus i 9. kl. pensum inden evt. overgang til Studenterkursus.

Ordningen blev gennemført som ikke-prøveforberedende fag indtil 1983, hvor ”tieren” blev oprettet: En 10. klasse for de unge mellem 16 og 25 år, som med en afgangsprøve i baglommen ønskede, måske efter 1 – 2 år udenfor skolen, at vende tilbage, at få genoptaget det at læse, som havde en drøm om måske at få en udvidet afgangsprøve, eller i det mindste få genoptaget en rationel forbindelse til undervisning.


Lov om ungdomsskolen....af 1990

l 1990 kom der så en gennem mange år diskuteret ny lov for ungdomsskolen: ”Lov om ungdomsskoler. produktlonsskoler og daghøjskoler”:

”Ungdomsskolen skal give unge mulighed forat fæstne og uddybe kundskaber, give forståelse af og dygtiggøre dem til samfundslivet og bidrage til at give deres tilværelse forøget indhold".

Der skal sikres de unge et alsidigt tilbud om ungdomsskolevirksomhed, idet der skal tilbydes undervisning indenfor områdeme:
almen undervisning,
prøveforberedende undervisning,
specialundervisning og
indvandrerundervisning.

Kommunen kan nu vælge at lade sine 13-årige få del i ungdomsskoletilbuddet, ligesom aldersgrænsen opad kan udvides. Det er op til den enkelte kommune at skabe sin egen ungdomspolitik og sin egen ungdomsskolepolitik.

Ungdomsskolen fik sin egen bestyrelse med bl.a. stemmeberettigede elevrepræsentanter. Vi har været heldige at have gode elevrepræsentanter, og her skal lyde nogle ord fra de to, der netop pr. 1.11.1993 er gået af:

Vi er to piger på 15 år, som går på Gentofte skole.

Vi er elevrepræsentanter i Gentofte kommunes Ungdomsskoles bestyrelse.

Desuden er der repræsentanter fra: SID, Dansk Arbejdsgiverforening, ungdomsskolelærerne, Gymnasielærerforeningen og fra kommunalbestyrelsen, som alle har stemmeret (incl. os). Foruden ovenstående er der også en repræsentant fra Folkeoplysningsudvalget, en referent og ungdomsskoleinspektøren, som ikke har stemmeret.

Vi har bestyrelsesmøde ca. en gang om måneden. På møderne snakker og diskuterer vi om forslag og handlinger i Ungdomsskolen.

Vi har også været med til at lave Ungdomsskoleprogrammet med tekst, illustrationer og fotos.

Målet med at være elevrådsrepræsentant er, at være med til at bestemme hvad der skal ske med Ungdomsskolen i fremtiden. Vi synes det er vigtigt, at eleverne er med til at bestemme hvilke lag, der skal tilbydes de unge her i kommunen.

Unge skal også have mulighed for at komme med forslag, til hvad man kan lave i Ungdomsskolen.

Sjovt er det også at være med i diskussioner og debatter, og sige sin mening – som også bliver hørt.

Vi har siddet i bestyrelsen i et år, og resultatet er, at det har været lærerigt, sjovt og en god oplevelse.

Mie og Julie


Og nu er vi så i Rådhushallen for at fejre de første 50 år.

Fra den spæde start i 50’erne til ungdomsskolen som den er idag i 90’erne har mange tusinde elever haft glæde af de undervisningstilbud, som ungdomsskolen har haft mulighed for at tilbyde. Men uden en stor kreds af engagerede medarbejdere var det ikke gået. Der skal derfor fra min side nu rettes en varm tak til de mange, som gennem deres dygtige og medrivende arbejde gav disse unge oplevelser og nyttig viden.

Det kunne være spændende nu at sætte sig i tidsmaskinen og skrue frem til midten af næste årtusind for at få et indtryk af ungdomsskolen anno 2043. Jeg føler mig overbevist om, at der også i fremtiden vil være brug for ungdomsskolen men givet i en anden form end vi kender idag.

Poul Egede Glahn
ungdomsskoleinspektør

Esbjerg Ungdomsskole 1939-64

EsbjergAnneksskole

Udgivet af Esbjerg Ungdomsskoleudvalg ved H. Mogensen.

Gennem 25 år har Esbjerg Ungdomsskole udført et stort og godt arbejde for de 14-18-årige i vor by. Et arbejde, der har været præget af idealisme og forsøg. Mange af resultaterne herfra har været med til at præge lovgivningen om ungdomsskolen.

Ungdomsnævnet og ungdomsskoleudvalget vil fortsat støtte skolens arbejde og bestræbe sig på at skabe de bedste betingelser herfor. Vi glæder os over, at Skoleudvalget og byrådet altid har været velvillige og positive overfor skolens anmodning om støtte, og især glæder vi os over, at skolen samtidig med jubilæet kan vende tilbage til gode lokaleforhold på Rørkjær skole.

Wiggo Magnussen.


Ungdomsskolejubilæet

Tænk, er der gået 25 år, siden forsøgsarbejdet med skolen for den ufaglærte ungdom begyndte? Det vil sige, at vi skal helt tilbage til begyndelsen af den anden verdenskrig, til besættelsestiden, til alt, hvad den rummer af ulykker. I erindringen oplever man de mørklagte skoler, spærretiden, de ydre vanskeligeheder af forskellig slags, men man husker også den følelse af sammenhold, der gav et solidt og sikkert grundlag for samarbejde mellem dem, der først tog opgaverne op udover landet.

I virkeligheden begyndte det hele under finanslovdebatten i folketinget november 1938, da undervisningsminister Jørgen Jørgensen udtalte, at han anså det for nødvendigt, at kyndige og interesserede ungdomsskolefolk fik lejlighed til at drøfte højskolerne udbygning og evt. nye former for ungdomsskolearbejde.

Den 10. januar 1939 nedsatte ministeriet et udvalg, der fik det kommissorium at ”overveje hele spørgsmålet om ungdommens udvikling og uddannelse på folkelige, kulturelle og samfundsmæssige områder og undersøge nødvendigheden af ændringer i den bestående lovgivning om skoler for ungdommen (folkehøjskoler, landbrugsskoler) samt at overveje og fremkomme med forslag om nye former for ungdomsskolearbejdet i det hele”.

Det var et stort udvalg. Det kom til at bestå af henved 30 medlemmer. Jørgen Jørgensen blev selv formand for udvalget, og sekretær blev fuldmægtig, nu departementchef, Eiler Mogensen.

l betænkningens indledende kapitel er grundlaget for udvalgets arbejde trukket klart op. Der peges på den dobbelte opgave, ungdomsuddannelsen må tilsigte at løse: den faglige dygtiggørelse og den personlighedsskabende opdragelse. Der er, siges det, en voksende forståelse for den fare, der opstår for den enkelte og samfundet, når den tekniske og faglige udvikling løber fra personlighedsudviklingen. Alt for mange unge vil eller kan ikke afse den fornødne tid for udviklingen af deres personlighed. Hvor der skulle råde harmoni, træder i stedet splittethed, åndelig rodløshed, manglende personlig bærekraft over for livets tilskikkelser.

Videre hedder det, at udviklingen i vort land har givet det enkelte menneske større og større betydning som samfundsborger, hvorfor der må appelleres til hver enkelt menneskes tænkeevne og dømmekraft, og de enkelte personers tænkeevne og indstilling til tidens problemer kan blive af afgørende betydning for landets udvikling og skæbne i en uoverskuelig fremtid. Derfor må man erkende det nødvendige i at opdrage de unge til forståelse for livets mening og sammenhæng og vække dem til selvbesindelse, til ansvarsbevidsthed og handledygtighed, til evne til selvstændig og saglig meningsdannelse, til forståelse af frihedens pligter, til samfundssind.

Det er ikke svært at se, at alt dette har noget at gøre med besættelsestidens vilkår, med frygten for ensretning.

Udvalget fastslår, at man hidtil ikke har løst opgaven tilfredsstillende. Højskolens elevtal havde været stillestående. Modsat var tllgangen til faglig uddannelse, taget i videste forstand, stadig steget.

Da udvalget skulle konkludere, rettede man først blikket mod folkehøjskolen.

Dens idé og traditioner måtte efter udvalgets mening være det grundlag, hvorpå dansk folkelig opdragelse og uddannelse måtte bygge. Derfor måtte man efter udvalgets mening gøre det muligt at drage flere unge til højskolen, og ikke mindst unge fra byerne.

Men derved kunne man ikke standse. De problemer, der knyttede sig specielt til de unge under 18 år, måtte medføre helt nye initiativer, og tanken samlede sig her om en speciel skoleform, afpasset for unge mellem 16 og 18 år. – Det var ikke underligt, at disse problemer blev taget op.

Blandt det materiale, udvalget havde foran sig, fandtes nemlig en skrivelse fra Det statistiske Departement af 28. november 1939. Heri gives der oplysning om resultatet af en statistisk bearbejdelse af oplysninger om, i hvilket omfang unge i alderen 15-18 år fra en række by- og landkommuner har deltaget i ungdomsskoleundervisning m.v. Undersøgelsen omfattede i alt 5.734 unge i alderen 15-18 år. I undersøgelsesområdet indgik 7 byer og 13 landkommuner.

For byernes vedkommende viste det sig, at 1/3 af de unge mænd og næsten halvdelen af de unge piger ingen undervisning havde fået efter deres 14. år. For landkommunernes vedkommende drejede det sig om mere end halvdelen af de unge mænd og næsten 2/3 af de unge piger.

Disse oplysninger gjorde det naturligt, at man kom ind på en drøftelse af, hvad der kunne gøres for at ændre på disse forhold, så en større del af de unge fik adgang til en eller anden videreuddannelse. Det var nærliggende, at man ved vurderingen af undervisningsemner og undervisningsmetoder måtte se på undervisningen for tilsvarende aldersgrupper inden for den faglige uddannelse. Det spørgsmål, der her rejste sig, var overordentlig kompliceret. Det drejede sig om at tilvejebringe en undervisning for de unge ikke-faglærte, og deres placering i arbejdslivet var netop præget af stor variation, forskelligartethed fra område til område. Hvorledes skabe en undervisning, der kunne være erhvervsbetonet, og som for de enkelte unge kunne pege imod fremtidige muligheder. Her kunne man ikke lade sig nøjes med at udpege enkelte væsentlige områder inden for ikke-faglærtes arbejdskreds og hellige sig dem. Man måtte respektere mangfoldigheden og bredden af de arbejdsopgaver, der særlig meldte sig som muligheder for disse unge.

Ud fra den betragtning, at en undervisning, der er faglig betonet og mere eller mindre tjener  erhvervsmæssig dygtiggørelse, havde udvalget ikke betænkelighed ved at foreslå, at en skoleform med en undervisning af denne karakter blev gjort tvungen for unge under 18 år. De unge, der på anden måde fik videreuddannelse, og landboungdommen skulle dog holdes udenfor.

Forslaget om, at undervisningen skulle være obligatorisk, gav anledning til en meget bevæget diskussion i pædagogiske kredse. Et af de synspunkter, der stærkest førtes frem, var de disciplinære vanskeligheder, der befrygtedes at ville opstå, og et andet synspunkt, der knyttede sig hertil, var dette, at man jo ikke havde prøvet frivilligheden til bunds.

Resultatet af debatten blev, at den lov, der den 4. juli 1942 blev underskrevet af kongen, byggede på frivillighedsprincippet.

Medens man endnu diskuterede problemerne i ungdomskommissionen, var det første forsøg taget op i Esbjerg, hvor man begyndte i  vinteren 1939-40, i Odense og Silkeborg i 1940-41; i 1941-42 fulgte en række andre byer efter, og i vinteren 1942-43 var mere end 40 byer og landkommuner kommet i gang. Der blev udfoldet stor energi med afholdelse af talrige møder og instruktionskursus. I sommeren 1942 forestod Danmarks Lærerhøjskole et 14-dages ungdoms- og aftenskolekursus i Helsingør. I 1943 gennemførtes et 3. kursus; på Askov højskole havde man samme år månedskursus med særligt henblik på uddannelse af lærere til landsbyskoleungdom. De mange fremstød, der på denne måde blev gjort, også før loven var udformet, havde som baggrund et godt samarbejde mellem ministerium, kommuner, arbejdsgivere og lærere. De fleste steder var lærerne eller skolelederne initiativtagere. Man nedsatte i reglen udvalg til at forberede sagen, henvendte sig til arbejdsgiver og hjem, annoncerede, skabte tekstomtale etc.

Særlig grund er der til at fremhæve samarbejdet med erhvervene. Man fik her brudt en breche i forhold til erhvervslivet og høstede erfaringer, der senere kom til at spille en rolle ved tilrettelæggelsen af undervisningen i 8.-9. klasserne. Det stod klart for dem, der tog opgaverne op, at skulle man skabe respekt om denne skole, så måtte arbejdsgiverne acceptere skolen, og så måtte der vises afgangsbeviset respekt.

Det lykkedes i et vist omfang, men man kan vel næppe sige, at der generelt var styrke nok i dette forhold til, at skolen i de unges øjne blev en forpligtelse, man måtte tage med. Og heller ikke havde det nogen afgørende indflydelse, at der i en række tilfælde fra arbejdspladserne blev ført en vis kontrol med, at de unge mødte frem.

Det er vel unødvendigt at sige, at det voldte kvaler at finde det rigtige undervisningsstof og de rigtige undervisningsformer. Man måtte jo begynde på bar bund.

Da vi i begyndelsen af 1940'erne var sammen til et møde i Esbjerg og netop drøftede mulige emner, havde bl. a. Arne Jørgensen, Friborg og jeg anledning til at forelægge nogle erfaringer, vi havde høstet. Deltagerne – overvejende lærere – henstillede til os at samle nogle emner i en særlig publikation. Denne henstilling førte til den røde ”Arbejdskundskab”, som i en del år var meget anvendt.

Den rummede en behandling af almindeligt forekommende værktøjer og redskaber, endvidere emner hentet fra produktionslære: råstoffernes forekomst, tilvejekomst og bearbejdelse, de færdige varers betydning for samfundsøkonomien etc.

Endvidere tog bogen nogle emner op fra husbygning, anlæg af gader og veje, kloakarbejder, afvandingsarbejder, skovarbejder; arbejds- og ordregangen på en fabrik blev belyst, emner fra samfundslæren blev taget op.

Emnerne var valgt ud fra en vurdering af de to hovedbeskæftigelser, der stod de unge åbne, og man havde haft det almenpraktiske i sigte, således at den undervisning, de enkelte unge tog del i, kunne komme dem til nytte, ligegyldigt inden for hvilket område de senere blev beskæftiget. Hovedsynspunktet var i overensstemmelse med forhandlingerne i kommissionen: undervisningen måtte opbygges ud fra de unges erhverv eller erhvervsmuligheder. En sådan undervisning kunne bedst harmonere med de unges modenhed. Det var den, der fik dem til at parallelisere med den faglige skole, og der var i en sådan undervisning samtidig mulighed for at bibringe de unge forståelse for det erhvervs- og samfundsliv, hvori de er deltagere.

Dansk og regning måtte selvsagt tilgodeses. Det skete i tilslutning til arbejdskundskabsundervisningen. De almene fag var i øvrigt repræsenteret gennem gymnastik, sang og frie emner, hvorunder man efter lærerens ønsker kunne optage de emner, der særlig kunne fange de unges interesse. Man kan let finde forbindelse mellem denne undervisning i frie emner, man en række steder kom ind på, og den orienteringsundervisning, der nu er knyttet til 8.-9. klasserne.

Fritidsarrangementer blev taget op. Lærerne, der arbejdede med de praktiske opgaver, blev hurtigt klar over, at de sociale opgaver, der meldte sig, måtte tilgodeses, og gik i gang med at kombinere de unges skolegang og deres fritid. Det var almindeligt, at man nogle dage om ugen efter skolens ophør inviterede de unge til at overvære foredrag, film eller oplæsning. Hvor de ydre forhold tillod det, blev der serveret kaffe eller the og givet de unge adgang til forskellige fritidsarrangementer, og derved opstod fritidsklubideen. For de unge piger måtte arbejdskundskab få en lidt anden karakter. Husgerning måtte med, men herudover indførte man mere almene opgaver, knyttet til hjemmets økonomi, boliglære, produktionslære,  sundhedslære og samfundslære.

Skal vi vurdere de første års ungdomsskolearbejde, er det let at finde svagheder, usikkerhed og manglende forudsætninger for at løse opgaverne tilfredsstillende. Men problemerne blev rejst, og endnu er de ikke løst.

De, der forestiller sig, at uddannelsesproblemer én gang for alle blotlægges og klargøres, må tænke om. Der er her tale om en løbende proces, og den udvikling, der nu er i gang inden for erhvervs- og samfundslivet, påkalder stadig opmærksomhed med henblik på ændringer og revision inden for alle uddannelser.

K. Helveg Petersen.


Et pionerarbejde

Et pionerarbejde, udført i Esbjerg, har fået langtrækkende virkning. ”Teknisk skole for ufaglærte” er på jubilæumsdagen ledsaget af lovgivning og et landsomspændende arbejde.

Måske et par erindringer fra min side kan bidrage til skolens historie.

1930’erne var – set i tilbageblikket – en rig pædagogisk periode, og jeg havde den lykke at være placeret dér, hvor det foregik. Jeg havde søgt at bringe Esbjerg Arbejderhøjskole – som navnet dengang var – i pagt med tidens pædagogiske indsigt og kunnen, og i 30’erne blev jeg formand for Esbjerg skolekommission og kom dermed ind i folkeskolens problematik. Nu gjaldt det om at forme en folkeskole, der havde selvarbejde og samarbejde til grundlag. Der blev oprettet ottende-klasser, og vi var så heldige, at ikke få lærere gik ind i de krævende forsøg. De fleste blev skoleinspektører.

I mellemrummet mellem folkeskole og højskole var der aftenskoler, handelsskoler, tekniske skoler og efterskoler, men ingen skole med hensigtsmæssige undervisningsplaner for ufaglærte. Jeg henvendte mig til teknisk skole for om muligt at interessere bestyrelsen for oprettelsen af det manglende mellemled. Hvorfor ikke udstrække en teknisk undervisning udover de håndværksmæssige fagrammer til at omfatte alle, der havde brug for en sådan undervisning?

Det lod sig ikke gøre.

En bestræbelse i den rigtige retning blev udfoldet af statens ungdomsudvalg, der havde til opgave at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Jeg var medlem af dette udvalg og så, hvordan mange unge langvarigt arbejdsløse i forbavsende kort tid fik den rigtige holdning til tilværelsen, når de stilledes over for konkrete praktiske opgaver. Teori og praksis blev her tæt forenet.

For om muligt at få forbindelse med aktivt interesserede pædagoger holdt jeg i 1938 et radioforedrag: ”Danmarks ungdom i skole”. Det  væsentligste indhold blev gengivet i min bog: ”Den danske folkeskole”
(1938), hvor det bl. a. hedder:

”Folkeskolen kan ikke stå alene. Den ungdom, der vil holde reserverne i orden, kan ikke undvære en fortsættelsesundervisning . . . Der er en række fabrikserhverv, der ikke har lærlinge, og efterhånden som den industrielle udvikling skrider frem, er der procentvis flere og flere unge, der ikke får uddannelse i tilknytning til et erhverv. Mange virksomheder er blevet for specialiserede til at kunne give en forsvarlig lærlingeuddannelse og anvender i stedet arbejdsdrenge. Mange butikker og forretninger anvender buddrenge. Hvad med disse tusinder af arbejdsdrenge og buddrenge? Når de er blevet 18-19-20 år, skal de prøve  at finde en anden og mere varig plads i erhvervslivet. De har tilbragt de år, der skulle være læreår, men ikke blev det, i et overgangserhverv, et interimistisk erhverv, og hvis de ikke med hensyn til kundskaber har holdt sig i træning, er de dårligt stillede ... Det er menneskeligt og samfundsmæssigt nødvendigt at skabe en skoleform for denne store gruppe af ungdom. En skole for midlertidige medhjælpere i handel og industri. En sådan skole kan godt få fagligt tilsnit og i nogen grad blive en pendant til de tekniske skoler.”

Jeg fremførte disse tanker i det undervisningsministerielle udvalg, der var nedsat af Jørgen Jørgensen med henblik på en reform af især aftenskoleloven. Uden held. Og så meldte løsningen sig så helt naturligt. Jeg kendte Arne Jørgensen og S. N. Friborg, og med eet var muligheden der.

Vi havde det første møde hos Friborg og gennemdrøftede problemerne fra ende til anden. Jeg ser endnu situationen for mit indre blik: de to energiske fremskridtspædagoger, den altid inciterende Arne Jørgensen, den grundige S. N. Friborg, der i skøn enighed skitserede træk efter træk i en kommende undervisningsplan.

Ja, selvfølgelig. I stedet for at kalde på en ubestemt offentligheds interesse, skulle vi selv realisere vore tanker. Her og nu. I det frisindede Esbjerg.

Den første årsberetning blev fremsendt gennem mig til ungdomsudvalget, og det var unægtelig en triumf. Nu var det ikke udkast og planer men kendsgerningerne, der havde ordet.

Vi startede i 1939. Året efter begyndte Helveg Petersen sit skoleforsøg i Odense. En ny tid var på vej til de forsømte årgange.

Desværre blev det første skoleår overklippet af krig og besættelse, og jeg kunne ikke være med til mere end starten. Forstander Poul Hansen overtog det byrdefulde hverv som formand for bestyrelsen og medbragte ikke blot en vågen pædagogisk forståelse men det noksom bekendte store organisationstalent.

Vanskelighederne blev overvundet, og i dag bør takken i første linie gå til triumviratet Poul Hansen – Arne Jørgensen – Friborg. For de to sidste fik pionerarbejdet en livsbestemmende betydning. De havde både hoved og hjerte med i det, de foretog sig, og derfor lykkedes det. Det er kun givet de få at se et begynderarbejde i den grad vokse til almen betydning.

Julius Bomholt.


25 år med ufaglært ungdom

Nogle kommentarer til Esbjergforsøget 1939-40.

Overskriften betyder ikke, at jeg skal fortælle om ungdomsskolen Esbjerg i dette tidsrum. Det er jeg nemlig ikke i stand til bl.a. af den grund, at jeg kun var med 7-8 år. Overskriften betyder, at jeg ud fra nedenstående trykte beretning om vor første vinter skal give en bedømmelse af, hvorledes denne nye skoleform, som det nævnte forsøg var med til at starte, har udviklet sig i de 25 år, der er forløbet siden da – ikke blot i Esbjerg, men i hele landet. Dette forsøg begyndte i 1939, loven kom i 1942, og da jeg siden da har været knyttet til den som faglig medhjælper, har jeg ikke noget imod at forsøge på at give en sådan fremstilling.

Først kommer da den ovenfor nævnte beretning, sådan som den er trykt som bilag i betænkningen til loven af 1942.

Beretning om en Ungdomsskole i Byerne for den ufaglærte Ungdom

På Opfordring fra Rådsformand, Folketingsmand Jul. Bomholt trådte vi Underskrivere sammen i Sommeren 1939 og dannede et Udvalg med det Formål at tilrettelægge en Forsøgsundervisning med teknisk Præg for den ufaglærte Ungdom i Esbjerg. Forstander Poul Hansen blev Udvalgets Formand. Selve Undervisningen og dens Tilrettelægning overdroges til Kommunelærer S. N. Friborg og Viceskoleinspektør Arne Jørgensen med sidstnævnte som Leder.

Forsøgets første Vinter

Vi begyndte med 46 Elever, og der blev undervist hele Vinteren eller ialt 49 Aftener à 2 Timer. Undervisningstiden lå fra 19,30 til 21,30. Ved Juletid faldt en Del fra, og skønt en Undersøgelse viste, at en væsentlig Del af dette Frafald skyldtes Opnåelse af Læreplads, Bortrejse, Sygdom eller Overarbejde, føler vi dog Anledning til her at henlede Opmærksomheden på de store Vanskeligheder, denne frivillige Undervisning har at kæmpe med med Hensyn til Forsømmelser og Frafald. Det er efter vor Opfattelse alt for billigt at forsømme eller holde op. Det eneste Fastholdelsesmiddel er faktisk det lystbetonede, og dette er for svagt et Middel over for unge Mennesker. – Vi havde dog rigeligt Elevmateriale til Fortsættelse af Forsøget, og det må siges, at de tilbageblevne fuldførte med Interesse og godt Resultat.

Undervisningsformen

Vi var klare over, at vi måtte bort fra den Klasseundervisning og den fagdeling, som Flertallet af Eleverne kendte fra Barneskolen, og det faldt også naturligt og let at finde nye Undervisningsformer, idet vi efter Poul Hansens Råd koncentrerede Undervisningen om Emner hentet fra Arbejdsmandsfagets store Specialer: Cement, Jernbeton, Vejarbejde, Kloakarbejde, Dræning, Motorens Indretning og Pasning etc. og som et supplement lidt simpel Regnskabsføring af den Art, som enhver kan komme ud for i det praktiske Liv.

Hver Opgave begyndte med faglig Tegning, og vore Erfaringer går ud på, at denne Tegning, foruden at den er et godt Anskuelsesmiddel, tillige er et vigtigt incitament i Undervisningen. Derefter kom Opgavens Hovedtekst i Form af korte Diktater med tilhørende Øvelser i Retskrivning og Tegnsætning, og endelig Regning, som dels var ren Taltræning, dels faglige Beretninger i Tilknytning til Opgaven. Til yderligere Anskuelse havde vi så i så stor Udstrækning som muligt Tingene selv i Klassen: Mirestokke, Maskindele etc. – Måske bør det overvejes også at indføre Besøg på Arbejdspladser. – Endelig skal særskilt fremhæves, at vi på et eller andet Sted i Opgaven indførte Fagmanden fra Arbejdslivet, som forklarede og lod sig udspørge. Hans Medvirken gav Eleverne Forståelsen af, at det var noget virkeligt, de arbejdede med. – De færdige Arbejder, der altså bestod af Fagtegninger, Beskrivelser, Beregning etc., blev i renskreven Stand indsat i Elevernes Arbejdsmapper, som de ved Vinterens Slutning fik med hjem. Det var iøvrigt vort Indtryk, at disse Timer med Selvarbejde i eget Tempo gav Undervisningen en særlig Charme.

Det alment dannende

En af Ugens tre Aftener var Fællesaften for Skolens to Klasser. Denne Aften var helliget Fællessang, Oplæsning, Samtaler, Foredrag, Fremvisning af Smalfilm etc. Men med Undtagelse af Fællessangen, som de var glade ved, når de blot måtte synge med ”hver Slt Næb”, så var disse Aftener noget af en Skuffelse. Over Halvdelen af samtlige Forsømmelser lå her. De var så åbenbart ikke modne nok. Flertallet af Eleverne havde Alderen 15-17 år. Der er for os ingen Tvivl om, at det må blive Højskolens Opgave på et senere Alderstrin at røgte denne Opgave.

Anden Vinter

Vi fortsætter Undervisningen i den kommende Vinter med en Klasse Begyndere og en Klasse Fortsættere. – Fortsætterne begynder med en Opgave, som hedder: Arbejdsmandsarbeide ved Bygning af et Hus. – Denne konkrete Opgave giver Anledning til Repetition af 1. Års Undervisning samt fører ind i en Del praktisk Samfundslære. Vi vil aflægge Besøg på en Byggeplads og fortsat gøre Brug af Fagmænd fra Arbejdslivet. Derefter kommer Opgaven Teglværksarbejde. Endvidere vil vi gøre en Del ud af Regning, både den rene Taltræning og den faglige Regning i Tilknytning til Opgaverne, herunder også Opmåling og Udregning af Arbejdsakkorder. Endelig må vi have Øvelser i Bøgernes Brug ved Hjælp af et lille Håndbibliotek og et enkelt Biblioteksbesøg samt Bogføring, der skal bestå i Føringen af et Afdelingsregnskab for en Arbejdsmandsfagforening.

Beviset

Der er naturligvis ingen Eksamen eller Prøve forbundet med denne Undervisning, men vi giver Elever, som fuldfører, et Bevis herfor. Dette Bevis er tredelt (jfr. vedl. Eks.), således at ingen Elev har fuldført, før han har ialt tre Kursus med tilsammen 240 Timers Undervisning.

Arbejdsmandsskolen

Hvis man tænker sig, at den ufaglærte i de tre År, han kører som Bud eller arbejder som Arbejdsdreng, hver Vinter får et Kursus på 12-14 Uger af den Art, som er beskrevet ovenfor, så kan det være den ene Side af en fagteknisk Uddannelse, som for den anden Sides vedkommende så kunne bestå i et Kursus i praktisk Arbejde i en Arbejdslejr. Derved vilde den unge Mand få den nødvendige praktiske Færdighed svarende til den erhvervede Teori. Man må jo nemlig huske på, at at disse Drenge nu kommer ind i de voksne Arbejdsmænds Rækker uden mindste praktisk eller teoretisk Kendskab til Arbejdsmandsarbejde. Man vilde da i nogen Grad nå til Begrebet Fagteknisk Oplæring, man fik endvidere en Ungdomsskole, som betød en faglig Nyskabelse, og som samtidig var en naturlig Fortsættelse af den eksamensfri Mellemskole, ligesom man vel kan sige, at den rent fagligt vil danne en naturlig Bund for de arbejdstekniske Skoler for ældre Arbejdsmænd, som snart vil være faste Institutioner over hele Landet. Linjen i denne Uddannelse bliver med andre Ord: Den praktiske MellemskoleFagteknisk AftenundervisningArbejdsmandsskole – og på et senere selvvalgt Tidspunkt: Kursus på den arbejdstekniske Skole. Hvorvidt en sådan Skole skal være obligatorisk eller ej, er efter vor Formening underordnet, hvis blot Erhvervene og de faglige Organisationer vil tage Hensyn til den. Den vil da blive et lige så naturligt Led i Ungdomsopdragelsen som Handelsskolerne og de tekniske Aftenskoler.

Det er vort Håb, at denne Fremstilling, som dels er Erfaringer fra den første Vinters Forsøgsundervisning, dels en Antydning af en Fortsættelse, må være af Interesse for det ærede Udvalg i dets Arbejde for at finde frem til en Løsning af dette specielle Ungdomsskoleproblem.

Ærbødigst

Jørg. Christensen, Formand for Arbejdsmændenes Fagforening

Poul Hansen, Udvalgsformand

Arne Jørgensen, Undervisningsleder

O. Rasmussen, Bankdirektør, Repr. for Handelsstandsforeningen

Holger Lykke Thomsen, Smedemester, Repr. for Håndværkerforeningen

Olaf Petersen, Skoledirektør

M. Vilsgård, Forstander for Aftenskolen

S. N. Friborg, Kommunelærer

Friborg og jeg havde vore betænkeligheder, da vi blev anmodet om at indsende denne beretning om dette første spæde forsøg, som vi så flot havde kaldt ”Teknisk Skole for ufaglærte”. Vi havde selv besørget det meste af undervisningen på grundlag af hjemmelavede opgaver – og ingen vidste bedre end vi selv, hvor ”tynde vi var i papirerne”. Men vi havde naturligvis gennemført en vinters undervisning efter et program, og da vi havde lavet beretningen, var vi faktisk helt imponerede og absolut enige om, at vi ville fortsætte efter den samme linje. – En slags hjælp i dette første år var det måske, at vi begge samtidig medvirkede ved starten af den første arbejdstekniske skole for voksne arbejdsmænd. – Derved blev vi tvunget til at tænke i disse baner, og det var derfor helt naturligt for os at slutte ovenstående beretning med forslaget om arbejdsmandsskolen – og det er også derfor en særlig glæde for os nu at se denne idé realiseret af en ny generation af ungdomsskolefolk.

En helt afgørende ting m.h.t. fortsættelsen blev, at vi allerede midt i den første vinter kom i kontakt med daværende kommunelærer, nuværende undervisningsminister K. Helveg Petersen i Odense – der sammen med sin kone og kreds af interesserede lærere og erhvervsfolk var i gang med tilrettelæggelsen af et tilsvarende forsøg – her også med piger. Herved opstod et lykkeligt og frugtbart samarbejde både med hensyn til planlægning, afholdelse af kursus og udarbejdelse af læremidler – et samarbejde, som fortsatte i forstærket grad, efter at såvel Helveg Petersen som jeg selv blev medhjælpere for loven og dens nye statskonsulent, magister Johs. Novrup.

Hvordan er det så gået med behovet for denne undervisning? – er skaren af ikke-faglærte ikke blevet stærkt reduceret navnlig i det sidste 10-år med dets kraftige investering i uddannelse? Pudsigt nok: nej – tværtimod. Vi må vel i dag sige, at kun 50 pct. af barneskolens elever kan være sikre på at fortsætte kontinuerligt i en forud tilrettelagt uddannelse. – Til gengæld er de andre 50 pct. – denne skoles klientel altså – på vej til at blive det moderne erhvervslivs kælebørn som specialarbejdere i den mere og mere automatiserede arbejdsverden, og man har indtrykket af, at det i lige måde gælder begge køn. Uddannelsen  her er kortere, og omskoling og dermed forbundet overflytning til andre brancher er ikke hindret af snævre fagskel – så uden at jeg på nogen måde vil påstå, at mesterlære og mellemteknikeruddannelse og lignende privilegerede uddannelser vil blive overflødiggjorte eller blot reducerede, tror jeg, det kan fastslås, at specialarbejdervejen vil blive den bredeste fremover, og når vi dermed samtidig får begreber og navne som ufaglærte, arbejdsmænd, daglejere, vaskekoner etc. aflivet, så er meget nået. Svaret på det stillede spørgsmål må altså blive det, at behovet for denne uddannelse, som begynder i ungdomsskolen, er stærkt stigende.

Hvordan er det gået med fagene og undervisningsformen? – Hovedfaget, som vi kaldte arbejdskundskab – et fortræffeligt navn – bestod som nævnt i beretningen af en række emner hentet fra de unges fremtidige arbejdspladser. Dette fag havde i begyndelsen de 2/3 af timerne, og vi havde egentlig indtrykket af, at de unge godt kunne lide det, ikke mindst efter at værkstedsundervisningen i 1944 kom til – men i diskussioner på skolemøder, kurser og i skolebladene blev det nærmest lyst i band med betegnelsen uåndeligt – og det samme gjaldt naturligvis den bog, vi havde lavet – den såkaldte røde arbejdskundskab. Resultatet blev, at timetallet gradvist gled ned til 1/3 og blev erstattet med åndsfag. Vi var nogle stykker, der syntes, det var forkert. Vi havde jo netop kaldt vor undervisning for ”Teknisk skole for ufaglærte” for at vise de unge en ny uddannelsesvej. – Vi syntes, skolen i nogen grad tabte sit ansigt. Om det var derfor, den også i samme tidsrum tabte eleverne, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er, at vi omkring 1950 et enkelt år var nede under 4000 for hele landet. Heldigvis gjorde nogle unge lærere oprør og hævdede, at uddannelsesfagene var en lige så vigtig del af ungdommens virkefelt, og da en af dem – David Pedersen fra Køge – blev inspektør hos statskonsulenten, gav det hurtigt praktiske resultater både i form af lovrevision og stigende elevtal – tallet for hele landet sidste vinter var ca. 60.000.

Hvad angår undervisningsformen, da tror jeg, at jeg kan sige, at den individuelle emnebehandling stadig er i højsædet.

Med hensyn til det almene indslag – det, som i vort forsøg var en slags åndelig underholdningsaften – så antog det ret hurtigt forskellige former rundt om. Odensefolkene opfandt begrebet ”frie emner”, hvor det var overladt til læreren ikke alene frit at vælge emnet, men også at bestemme dets timetal i stedet for at lade skoleårets længde afgøre det. – Det viste sig at være en fortrinlig idé, der stadig trives vel mange steder. Vi finder også stadig barnepleje, sundhedslære, boliglære, litteratur og historie o.l. som selvstændige fag, men også ofte koblet sammen eller knyttet som elementer til de praktiske fag – dette sidste gælder f. eks. ofte for faget litteratur. Men den populæreste og mest karakteristiske form for alment indslag er elevklubben. Den 3. aften kunne man også kalde den. Den aften, hvor eleverne frit kan samles om fælles interesser – komme og gå som de vil – denne lukkede klub har haft meget stor betydning som inspirationskilde for gode interesser og fællesskabsteknik, og hovedårsagen hertil er vel, at her tvinges de unge til selv at ”spille spillet”. – Alle former for ungdomsskole burde have denne mulighed.

Hvad med læreren i denne skole? Ja, om ham gælder det i højere grad end ved nogen anden skoleform, at det er ham, der er skolen. – Og ungdomsskolen har aldrig manglet lærere. Det er som om, denne tilsyneladende umulige opgave, at drive en frivillig erhvervsuddannende skole uden tilknytning til elevens daglige arbejde, men derimod i tilknytning til et hypotetisk fremtidserhverv, uden lærebøger og uden andet disciplinært hjælpemiddel end dette at engagere eleven i stoffet – det er, som denne opgave tiltrækker en bestemt lærertype, der kan modstå den provokation, der ligger i det tilsyneladende umulige, og det er godt det samme. Det er disse lærere af begge køn, der er skyld i, at det lille frø, som Jul. Bomholt såede i 1939, har fået noget at vokse i – og når jeg ser tilbage på de 25 vanskelige år, da er det først og fremmest disse kolleger, jeg tager kasketten af for – og siger tak.

Hvad med det obligatoriske? Var det alligevel ikke nemmere,  hvis der var undervisningspligt? For det første tror jeg ikke, det blev nemmere – tværtimod, og for det andet gentager jeg såvel om denne ungdomsskole som de parallelle 8.-9. klasser, hvad Friborg og jeg sagde i beretningen fra 1939, at hvis blot arbejdsmarkedets parter vil anerkende os som uddannelsessteder, så skal vi nok få de unge til at komme, for hjemmet følger arbejdsgiverne.

Som jeg sagde i indledningen, var jeg ikke i stand til at skrive om ungdomsskolen i Esbjerg gennem de 25 år, det gøres af andre andetsteds i dette skrift. Jeg skulle vel også have sagt noget om den meget vigtige ungdomskostskoleform, men heller ikke det føler jeg mig kompetent til, men vil overlade det til min ven og arbejdskammerat S. N. Friborg, som siden 1943 har ledet den ungdomsskole, som på initiativ fra Esbjerg kommunes side oprettedes i 1943 af 12 sydjyske kommuner.

Til sidst blot dette:

Ungdomsskolen for de 14-18-årige, som denne undervisning nu hedder, er i dag ved at finde sin hensigtsmæssige form. Det faglige er strammet over i uddannelsesmæssig retning, efter nogle ”åndelige” sidespring i 1950’erne, og det er godt, for den er det eneste tilholdssted af denne art for en meget stor skare unge af begge køn. Det almene bliver mere og mere koncentreret i det, loven kalder det samfundsbetonede, dels ungdomsskolens fritidsaktiviteter (elevklub, lejrskoler, ekskursioner og festlige sammenkomster), og det er også godt, for her er de former, der kan engagere disse vidt forskellige unge. Der mangler nu kun – for mig at se – en forsvarlig faglig læreruddannelse svarende til de uddannelsesmæssige opgaver, loven har lagt ind i denne skole. En læreruddannelse, som ikke kan tåle at være ringere end den, de tekniske lærlingeskoler i øjeblikket påbyder deres lærere. En sådan uddannelse vil ikke på nogen måde overflødiggøre de orienterede og inspirerende korte kursus, som hidtil har været den eneste mulighed. De to former er lige nødvendige. Med en sådan læreruddannelse vil ungdomsskolen gå ind i de næste 25 år som det led i vort uddannelsessystem, der muliggør tilbuddet om en uddannelse til alle.

Arne Jørgensen.


Ungdomskostskolen

Allerede i det første lovudvalg – ungdomsudvalget af 10. jan. 1939 – blev der peget på kostskoleformen som den ideelle, og når man tog den med i loven som en af mulighederne, skyldtes det, at man ikke fandt tiden moden til at gå videre.

De kommunale myndigheder i Esbjerg havde også fra starten i 1939 været inde på samme tanke, og da viceinspektør Arne ]ørgensen, forstander J. Th. Arnfred og højskolelærer Juul Andersen i sommeren 43 henvendte sig til Esbjerg kommune og bad den tage et initiativ med hensyn til ungdomskostskole, gik man straks i gang, og inden årets udgang havde man skabt en sådan skole i samarbejde med byerne Århus, Fredericia, Haderslev, Horsens, Ribe, Silkeborg og Varde, og til denne første kommunale ungdomsskole blev jeg udpeget som forstander. Omtrent samtidig havde nogle københavnske erhvervsvirksomheder startet en privat ungdomskostskole for unge piger på husholdningsskolen ”Bloksborg” ved Vejen, og nogle år senere oprettede nogle nordjydske kommuner den anden kommunale ungdomskostskole på herregården ”Tårupgård” ved Viborg.

Vor skole havde i starten til huse på sløjdskolen i Askov, men fra efteråret 1944 flyttede vi til Holsted, hvor skoleforbundet havde erhvervet efterskolen. Kredsen af medlemmer var nu forøget med Åbenrå, Kolding, Sønderborg, Tønder og Vejen og formindsket med Århus.

Skolens første bestyrelse (forretningsudvalg) bestod af forstander J. Th. Arnfred, viceborgmester Robert Holm, Horsens, borgmester Holger Fink, Åbenrå, borgmester Åbo Sørensen, Silkeborg, og viceborgmester Niels Jespersen, Esbjerg – med sidstnævnte som formand og skoledirektør Olaf Petersen som sekretær. Den nuværende bestyrelse – 20 år senere – er fhv. skoledirektør H. A. Hansen, Kolding (fm.), rektor Buchkreitz, Åbenrå, sparekassedirektør A. Dalgas Bunch, Ribe, skoleinspektør Ahlmann-Nielsen, Esbjerg, og fru J. Bock, Silkeborg, med skoledirektør N. P. Andersen, Esbjerg, som sekretær og kasserer.

Den pædagogiske grundidé var for os fra begyndelsen, at et to-tre måneders ophold på en kostskole i sig selv måtte være den samme store oplevelse for byernes ufaglærte ungdom, som den havde været det i mere end to menneskealdre for landsbyens unge samt, at her var mulighed for langt større fordybelse i det stof, der naturligvis var det samme som i byernes aftenungdomsskole, nemlig arbejdskundskab, med kraftigt indslag af alment stof, sådan som det er fremstillet i den foranstående beretning af Arne Jørgensen – og endelig, at her fik Fællesskabet en særlig stor chance. Ud fra dette fastslog vi, at et kostskoleophold i første række skulle være en præmie for den flittige og dygtige elev i aftenungdomsskolen samt, at dette ophold skulle være gratis, såvel hvad undervisning som ophold angik. Dette sidste beroede bl.a. på den omstændighed, at disse unges hjem ikke både kunne bære afsavnet af disse relativt vellønnede unges bidrag til hjemmets opretholdelse og et direkte bidrag til opholdet.

Hvordan gik det så?

Ikke helt som vi havde tænkt os. Naturligvis har vi gennem alle årene haft et kontingent af sådanne ønskeelever, men en stadig større part af eleverne af den kategori, der sendes til skolen, fordi ”man”, d.v.s. forældre, skolefolk eller børneværnsudvalg har ment, at han eller hun trængte til at komme ”på andre græsgange”. – Ja, i talrige tilfælde er baggrunden simpelthen en kendelse om fjernelse fra hjemmet – og så syntes man, at ungdomskostskolen var en pæn løsning – og når vi synes at være nået dertil, at disse elever er ved at være i overtal, så er den gal, – hvis vi da stadig har skolens egentlige formål i tankerne.

Hvorfor svigter de ”rigtige” elever?

Fordi de ikke har råd til at tage på et gratis kostskoleophold! – Det lyder skørt, men følgende eksempel beviser rigtigheden af denne påstand. Fire dygtige drenge havde meldt sig, og alt syntes at være i orden, indtil en af dem sluttelig spurgte sin lærer, hvad de fik for det. ”Gratis ophold”, svarede han. Ja, så havde de ikke råd, for de måtte forlade et vellønnet arbejde på en stor fabrik.

Hvordan kan dette ændres, så ungdomsskolen igen bliver det, som man havde tænkt sig?

Jeg mener, at vi – de tre bestående skoler samt de, som bør komme til – må kræve, at vi kommer med som det vigtigste led i den ny uddannelseslinje – den erhvervsprægede ungdomsskole. Ingen elev fra Aftenungdomsskolen bør kunne færdiggøre sin undervisning uden at have passeret ungdomskostskolen for et kortere eller længere tidsrum, fordi de her – selv ved et 14 dages eller 8 dages ophold – har chancer for sammen med kammerater og lærere at fordybe sig i tingene,  samtidig med at de i tilgift får den kostskoleoplevelse, der hidtil har været forbeholdt de andre 50 pct. Dette fællesskabsliv, der anderledes effektivt end noget andet formår at lære dem lidt af samarbejdets teknik. Den teknik, der mere end nogensinde før er nødvendig på arbejdspladsen – en teknik, som de lærer mindre og mindre af i bymiljøhjemmet, efterhånden som børneflokken bliver mindre.

Dette kræver naturligvis en omhyggelig planlægning i samarbejde med amtsungdomsnævnene, uddannelsesrådet og direktoratet – i sig selv en svær opgave, men som nok skal vise sig at være lønnende for alle parter – ikke mindst arbejdsmarkedets parter.

S. N. Friborg.


En hilsen

Da man i 1939 i Esbjerg begyndte ungdomsskolen for ufaglærte, var det så afgjort en nydannelse indenfor ungdomsundervisningen.

De grupper af unge, som man gennem denne nye skoleundervisning henvendte sig tll, havde man kun få steder i landet haft mulighed for at få i tale til undervisning af nogen art.

Der havde været ført mange teoretiske diskussioner om, hvordan man skulle tilrettelægge en skoleundervisning, der kunne interessere de unge, der lige fra børneskolen var kommet ud under det praktiske erhvervslivs barske vilkår, og som for manges vedkommende savnede modenhed og tilskyndelse til at deltage i nogen form for almindelig skoleundervisning, Men man var blevet stående ved diskussionerne, og noget forsøg på at finde en praktisk løsning på spørgsmålet var ikke  gjort.

Alle var klar over, at skulle man få disse unge i tale, nyttede det ikke med en almindelig fortsættelse af børneskolens undervisning.

En stor del af disse unge havde haft vanskeligheder med at få noget virkeligt udbytte af børneskolens almindelige skoleundervisning og følte sig nærmest lettet over, at skolegangen var forbi.

Hvordan fik man knyttet kontakten til disse unge – det var det store problem i trediverne.

Her var det da, at man i Esbjerg beslutsomt tog opgaven op og indrettede skolen for de ufaglærte. Ikke en fagskole, ikke en almen skole, men en skole, hvor det interessebetonede hentet fra de unges praktiske hverdag var grundlaget, man byggede undervisningen op på.

I dag – 25 år efter – kan det med rette siges, at det var en god idé.

Skolen for ufaglærte fik stor betydning for mange unge, og denne skoleform blev af værdi for hele udbygningen af ungdomsundervisningen op til dagen i dag.

Det var Esbjerg, der begyndte – men også i Odense på samme tid med de samme problemer.

Pionererne, der skabte denne nydannelse indenfor ungdomsundervisningen, var de to unge kommunelærere Arne Jørgensen, Esbjerg, og K. Helveg Petersen, Odense.

I undervisningsministeriet, hvor vi i trediverne var meget optaget af en revision af hele vor ungdomsskolelovgivning, der bl. a. førte til nedsættelse af ungdomsskolekommissionen i 1939, fulgte vi med stor opmærksomhed undervisningen, som de to unge lærere havde sat i gang. Vi støttede dem, hvor vi kunne, og benyttede dem som sagkyndige og rådgivere for undervisningsministeriet, når spørgsmål vedrørende denne særlige form for ungdomsundervisning forelå.

Ved den lejlighed, som her nu gives, takker jeg de to unge lærere fra den tid: nuværende viceskoleinspektør Arne Jørgensen og nuværende undervisningsminister K. Helveg Petersen. De banede vej for nye synspunkter for undervisningen af unge i 14-18 års alderen, som fik betydning for tilrettelægningen af ungdomsundervisningen, som senere er foregået.

Trofast og dygtigt har de to skolemænd fulgt det arbejde op, som de begyndte for 25 år siden.

Jeg takker også Esbjerg by og Esbjerg skolevæsen, som på Jul. Bomholts initiativ i 1939 og også ved andre lejligheder, både før og siden, har lyttet til tidens tale og sat nyt i gang, som fik stor betydning for undervisningen og uddannelsen i den danske skole.

Jørgen Jørgensen.


En hilsen fra en tidligere medarbejder i Ungdomsskolen

For medarbejderne i ungdomsskolen for ufaglærte blev det hurtigt klart, at den opgave, der skulle løses, var af social-pædagogisk art. Jeg vil tro, at det i nogen grad er tilfældet den dag i dag, hvor ungdomsskolen i øvrigt fremtræder med flere facetter og med flere kontante muligheder end i min tid. Det, Jul. Bomholt så og påtalte for godt 25 år siden, det var vel egentlig, at en social-pædagogisk forsømmelse og uretfærdighed overfor en bestemt kategori af unge gjorde sig gældende. Man havde glemt industrierhvervenes unge, arbejdsdrengene, fabrikspigerne, bydrengene m.v., man gav dem ikke mange muligheder i kulturel, oplysningsmæssig henseende. Selv om nogle af de unge ufaglærte havde fundet hen til god og værdifuld fritidsbeskæftigelse i ungdomsorganisationerne, så var der dog alt for mange, der formålsløst daskede rundt. Enkelte fulgte kursus i den traditionelle aftenskole, men at tilrettelægge en undervisning, at skabe en skoleform specielt for disse unge, det havde man forsømt. Det var en stor og god gerning, at man tog fat på at råde bod på det, og pionererne fortjener varm tak og anerkendelse herfor.

Gennem Arne Jørgensen og Friborg havde jeg fulgt de første års forsøg, der fandt sted på Rørkjær skole, og efterhånden blev jeg selv i høj grad impliceret i arbejdet. Adskillige andre fængsledes af dette særprægede, utraditionelle skolearbejde. Til den brogede elevflok svarede en lige så broget lærerstab: lærere, husholdningslærerinder, maskinmester, malermester, montør, arbejdsformand, sundhedsplejerske, delingsfører, vådbinder, fiskeskipper. Andre vil i dette jubilæumsskrift beskæftige sig med de vanskeligheder, der gjorde sig gældende i de første år – og måske stadig – m.h.t. undervisningsstof og arbejdsformer. Kimen til nu velkendte begreber som arbejdskundskab, værkstedslære og orientering (kaldet ”Frie emner”) blev lagt her. De lukkede klubbers funktion ligeledes. Faget arbejdskundskab omfattede specielt mange problemer. Man valgte det som kernefag, hvorfra alt det andet naturligt kunne udstråle, og man ville bl. a. gennem arbejdskundskab forsøge at fremelske en værdifuld arbejdsglæde – foruden den rent tekniske side af sagen. Man ville lære drengene at finde gode arbejdsoplevelser i en arbejdsmands arbejde. Der blev sagt lidt hånligt, at i ungdomsskolen studerede man til arbejdsmand. Ja, det var i virkeligheden noget i den retning, vi ønskede praktiseret. Bestræbelserne kunne kollidere med det faktum, at der jo findes arbejdsmandsarbejde af så monoton, maskinmæssig art, at man ikke kan forvente arbejdsglæde, og med det faktum, at mange af drengene ikke regnede med at blive arbejdsmænd.

Efter nogle år på en skole, hvor også gymnastikforeninger, handelsskole, aftenskole og teknisk skole holdt til, og hvor ungdomsskolen fik skyld for alle uregelmæssigheder, rykkede vi om på Anneksskolen, som vi fik helt for os selv. Dermed var vores lykke gjort. Vi kunne gennemføre arbejdet med den ro og uro, vi fandt passende, værkstedsproblemerne kunne løses og – vigtigst af alt – skolen blev i sin funktion et fællesskab, et samfund, med et samfunds liv og røre, forpligtelser og rettigheder. Samfundsfølelsen vækkes ikke ved teoretisk samfundslære, men ved aktivt at deltage i glæder, besværligheder og anstrengelser, begejstring og utilfredshed i et skolefællesskab. Klubarbejdet kunne intensiveres nu, hobbyværksted indrettede i tilknytning hertil, den frivillige gymnastik tog stort opsving, håndbold og boksning indførtes, pointskort i lighed med kordegn Koefods blev taget i brug for herigennem at lægge ansvar m.h.t. mødeflid, præcision, arbejdsindsats, personlig renlighed m.v. ud til eleverne selv. Elevtallene var ikke overvældende store, men ca. 95 pct. af eleverne hørte til det klientel, skolen var beregnet for, ganske enkelte var skoleelever, der gik hos os efter aftale med den pågældende skole.

Kun få år havde jeg med ungdomsskolen at gøre, andet arbejde opslugte mig, men interessant og spændende var det at være med til at skabe en levende skole i et hidtil upåagtet tomrum.

M. Astrup.


Ungdomsskolen i dagens og morgendagens skole- og uddannelsessituation

En af mine kæpheste – og en af dem, jeg rider ofte og gerne – er den at understrege, at skole, opdragelse, menneskeideal, samfunds- og erhvervsforhold er ét sammenhængende problemkompleks.

Den europæiske pædagogiks historie fra Sparta’s diktatur med den gode soldat som menneskeideal over renaissancens verdensmand, pietismens fromme menneske o.s.v. o.s.v. til vor nutidsdemokratiske skole støtter mig i min påstand – og så havner jeg i en af mine yndlingspåstande: Skolen er ikke og må aldrig blive en institution. Den er og skal være en funktion, en funktion af det samfunds-, erhvervs- og menneskeliv, der leves uden for skolehusets mure!

Eksamensmellemskolen af 1903 var en sådan funktion, født i en periode, hvor kundskab og bogkundskab var magt, og hvor behovet for social opstigning var umådelig stort.

Og loven om ”Ungdomsskolen for ufaglærte” i 1942 var en sådan funktion, født af ”Arbejdsskolen”s indmarch i folkeskolen, reelt fra midten af tyverne, formelt og lovmæssigt med folkeskoleloven af 1937 og denne lovs konfirmation af værdien også af manuelle færdigheder. Vi var mange, der troede på denne lov og så en virkelig praktisk mellemskole tone frem. At det så bare blev ”fri mellem” var en skuffelse for os, men det fører for vidt her at komme ind på årsagerne til, at det gik så galt, som det altså notorisk gik!

Men situationen omkring 1940 affødte ganske naturligt ”Ungdomsskolen for ufaglærte” – egentlig forstået som ungdomsskolen for mandlige ufaglærte.

Men så slog udviklingen over i galop forårsaget af verdenskrigens ragnarok og den heraf følgende kæmpemæssige indsats på de tekniske områder.

Krigen standsede, men udviklingen hastede videre i næsten accelererende tempo skabt af de mange tekniske vidundere, der var givet menneskeheden i hænde.

Mekanisering, automatisering, elektroteknik, produktivitet blev gloser i hvermands mund. Alt lå under for dynamikkens lov.

Det er klart indlysende, at også ”Ungdomsskolen for den ufaglærte ungdom” måtte komme ind under denne lov.

Den var godt nok tænkt som en erhvervsforberedende skole, med snævert sigte mod ”arbejdsmanden”. Dette slog ikke til mere, og den nye lov om ungdomsundervisning i 1954 henvender sig da også til hele ungdommen i 14-18 års alderen uden derfor at fornægte sin erhvervsforberedende karakter.

Dagens ungdomsskole har et tredelt formål,
at fæstne og uddybe almindelige skolekundskaber,
at bibringe de unge forståelse af erhvervs- og samfundslivet,
at give ungdomstiden forøget mening og indhold.

Som man ser, en ungdomsskole med betydelig bredere sigte end blot mod ”arbejdsmanden”, en funktion i tilværelsen, som den formede sig i 1954.

Som noget karakteristisk skal nævnes, at man under diskussionen i halvtredserne kunne læse en kronik om folkeskolens formål under overskriften ”Menneske, medborger og producent”. Man nikker genkendende til ungdomsskolens tredelte formål, – og så kan vi jo øvrigt hver for sig prøve at finde ud af, hvilken rækkefølge de tre led bør stå i!

I en skoleforms historie bestemmes de enkelte kapitler af årstal, de år, hvor en lov kommer til verden, eller en lovrevision finder sted. En sådan inddeling er imidlertid temmelig grov og slår slet ikke til i en periode præget af dynamik, sådan som vi har oplevet det gennem de sidste 15-20 år.

Det er helt klart, at ungdomsskolen i 1954 blev tænkt som en almen, men dog erhvervsforberedende skoleform for de piger og drenge, der forlod folkeskolen ved undervisningspligtens ophør, altså ved udgangen af 7. klasse.

Situationen er i dag totalt ændret: Med folkeskoleloven af 1958 er også folkeskolen præciseret som en form for erhvervsforberedende (”erhvervsorienterende”) skole. – Tendensen til at fortsætte i folkeskolen et eller to år ud over den undervisningspligtige alder øges. – Og endelig  er fritidsproblemerne efterhånden ved at blive et alvorligt problem.

Ud fra sådanne kendsgerninger er det ungdomsskolens opgave gennem løbende revision af indhold og form at tilpasse sig i den aktuelle situation, så langt som det er muligt inden for de givne lovrammer.

Visse ting vil derfor være karakteristiske for ungdomsskolen af i dag.

Den har taget konsekvensen af erhvervslivets specialisering, ved udover det almene tilbud til de unge om at få fæstnet og uddybet de almindelige skolekundskaber at tilbyde en forberedende uddannelse i visse af erhvervslivets mange enkeltområder: Motorklasse, transportklasse, fiskerklasse, kontorklasse, butiksklasse o.s.v. o.s.v.

Den har taget konsekvensen af den stigende interesse for at sætte punktum for undervisningen med en kontrolleret prøve, en eksamen:

Teknisk forberedelse, prøveforberedende fag, d.v.s. – det uhyre fornuftige at kunne ”samle sig” en eksamen efterhånden.

Den har taget konsekvensen af det stadig voksende fritidsproblem ved etablering af den ugentlige klubaften til dyrkelse af en eller anden hobby – eller blot til det uden nogen som helst forpligtelse at være sammen med jævnaldrende.

Alt dette kan aflæses af den beretning for skoleåret 1963-64, som ungdomsskolens leder har udsendt, men beretningen fortæller også mere.

Den fortæller, at linien med stigende elevtal fortsætter, at den procentvise afgang i løbet af året med stigende elevtal fortsætter, at den procentvise afgang i løbet af året ganske vist er mindsket, men at dog 134 af 531 begyndende elever (ca. en fjerdedel!) forlod skolen i utide. Hvorfor de gjorde det, oplyses ikke.

Den oplyser, at ungdomsskolen nu søges ligeligt af piger og drenge, noget der vist ikke var tilfældet tidligere.

Årsberetningen synes også at vise, at der er basis for at opstille et regulært fremadskridende program for en 2-årig ungdomsskole, idet halvdelen af eleverne i dette skoleår har søgt ungdomsskolen for anden gang.

Man bemærker sig, at de 14-15 årige tegner sig for ikke mindre end de to trediedele af elevantallet, og af oversigten over elevernes beskæftigelse fremgår det nærmest chokerende, at 60 pct. af ungdomsskolens elever i skoleåret 1963-64 tillige var at finde som elever i folkeskolen, ligesom de sikkert for de allerflestes vedkommende skal placeres i aldersgruppen 14-15 årige!

Mon ikke disse spredte træk fra en ungdomsskoles årsberetning viser det karakteristiske billede af ungdomsskolen af i dag – i hvert fald som den har placeret sig her i Esbjerg.

Og så ungdomsskolen af i morgen? – Hvordan vil den placere sig? – Hvordan bør den placere sig under fastholden af kravet om, at den skal være en funktion?

Jeg er fuldstændig enig med vismanden Storm P. i, at det er uhyre vanskeligt at spå, især når det drejer sig om fremtiden, men med denne alvorlige reservation påtager jeg mig – trods alt – en amatørspåkones rolle:

Morgendagens ungdomsskole må i planlægning af form og indhold stærkt erindre sig, at en fjerdedel af de indskrevne elever forlader skolen i utide. Man må analysere dette forhold og drage de nødvendige konsekvenser heraf.

Den må erindre sig, at over halvdelen af ungdomsskolens elever tillige er elever i folkeskolen, og drage den nødvendige konsekvens heraf.

Morgendagens ungdomsskole må endvidere erindre sig, at den ikke som i 1954 er ene om at give undervisningstilbud til de 14-18 årige. Også folkeskolen giver dette tilbud, og eleverne tager i stor og stigende grad imod det.

Ud fra tanker som de her anførte og for øvrigt mange, mange flere af forskellig art toner et billede af den nærmeste fremtids ungdomsskole ind på følgende måde:

Skole- og uddannelsesfelter.

1. Ungdomsskolen må klart placere sig mellem den erhvervsorienterende folkeskole og den egentlige erhvervsoplæring (teknisk skole, handelsskole, specialarbejderskoler etc.). En nødvendig forudsætning herfor er, at den udformer sit indhold i nært samarbejde med de afgivende og modtagende skoleformer for derved at undgå tomrum og overlapninger.

2. Ud fra en erkendelse af, at den formentlig endnu i en årrække vil få elever udgået fra såvel 7. som 8. og 9. årgang, bør den fastlægge sit program i henhold hertil med klasser for elever udgået fra 7. kl., for elever udgået fra 8. klasse og for elever udgået fra 9. klasse (elever udgået fra realafdelingen vil sikkert blive så ringe i antal, at individuel anbringelse vil være naturlig). De enkelte klassers arbejdsprogram bør indrettes efter elevernes forudsætninger, og der skabes herved mulighed for en tretrins ungdomsskole.

Jeg anser en sådan opbygning for noget nær nødvendig til imødegåelse af det store – efter min mening stadig alt for store – frafald i årets løb, der måske kan skyldes, dels at man giver en elev for lidt, og dels at man af en anden kræver for meget!

3. Ungdomsskolen må fastholde sit erhvervsforberedende sigte bl. a. derved, at der i visse discipliner anvendes specielt uddannede faglærere.

4. Ungdomsskolen må tage op til alvorlig overvejelse, om den fortsat kritikløst bør optage elever, der samtidig frekventerer folkeskolen. – Det er hævet over enhver tvivl, at ungdomsskolen på fortrinlig måde kan supplere folkeskolen samtidig med, at den betjener sit egentlige og primære klientel, de elever der har forladt folkeskolen. Jeg er ganske indforstået med, at den afgørende lovtekst ikke sondrer mellem de to kategorier af elever, men mon det i sin tid har været lovgivernes mening, at henimod to trediedele af ungdomsskolens klientel kunne være skolesøgende børn? – I hvert fald er det efter min opfattelse helt hen i vejret, når man visse steder i landet tilmelder hele skoleklasser en bloc til ungdomsskolen!

5. I alt dette må ungdomsskolen klart have i erindring, at den med hensyn til frivillig ”skolegang” for den 14-18 årige ungdom ikke mere er eneste tilbudsgivende. Den må derfor finde sin egen plads, men en plads i et system.

Og så må jeg til sidst samle mine noget spredte tanker om morgendagens ungdomsskole i en – formentlig – oprørsk konklusion:

Ungdomsskolen er i lovmæssig henseende koblet sammen med aftenskolen. Det forekommer mig, at de to undervisningsafdelinger har så uendelig lidt med hinanden at gøre. Bevares, de hviler – som adskillige andre undervisningsformer – på frivillighedens grund, men dermed er fællesskabet også efter min opfattelse ophørt. Og når det så nu forlyder, at mens ungdomsskolen formentlig fortsat skal hvile på et kommunalt grundlag, skal aftenskolen principielt overgives til private hænder – var det så ikke fornuftigere, at man tog skridtet fuldt ud og også formelt knyttede ungdomsskolen til folkeskolen, som den jo reelt er mere ”i familie med”!

Lad morgendagens ungdomsskole manifestere sig som et på frivillighedens grund hvilende fast led i et fleksibelt uddannelsessystem. Den fortjener det.

Esbjerg, i juni 1964.

N. P. Andersen.


Noget om ungdomsskolen af i dag – og i morgen

Om ungdomsskolen i dag er det en kendsgerning,

at alle unge mellem 14 og 18 år har en lovhjemlet ret til hvert år i august-september at få tilsendt et tilbud om ungdomsskoleundervisning.

at alle unge, som modtager tilbudet, har ret til adgang til den ønskede ungdomsskoleundervisning.

at samtlige kommunalbestyrelser – ved de resp. komm. ungdomsskoleudvalg – har pligt til dels at udsende et ungdomsskoletilbud dels at give de unge, der modtager tilbudet, den ønskede undervisning.

at der i sidste sæson var 1151 kommuner (af 1344 mulige), der udsendte ungdomsskoletilbud. Der oprettedes 621 ungdomsskoler, hvoraf 534 var kommunale, og det samlede elevtal oversteg 50.000.

at der er et stærkt stigende antal kommuner, der normerer ungdomsskolelederstillinger på kommunens skoleplan.

at der er 19 amtsungdomsnævn, der har heltidsansatte og 3 nævn, der har deltidsansatte konsulenter til rådighed for ungdomsskoleundervisningen.

at ungdomsskolen i øvrigt har så travlt med at udvikle sig, at der knap nok er tid til – på værdig vis – at afslutte pædagogisk arbejdsudvalg, ungdomsskolens 1. læseplansudvalg med div. skrifter: en vejledning og en betænkning.

Om ungdomsskolens opgaver og indhold blot følgende:

A. En orientering om muligheder og vilkår – med udgangspunkt i de unges egne problemer.

B. Et alment kursus; en prøveforberedende undervisning (til statskontrolleret prøve), eller en erhvervsmæssig grunduddannelse (til en specialarbejderbranche, landbrugserhvervet eller til visse husligt beslægtede erhverv ).

C. Et eller flere supplerende fritidsarrangementer, hvor elever er sammen (lejrskole, klub, amatørteater, weekendture, samvær).

Om ungdomsskolen i morgen er der først og fremmest dette at sige: Klem endelig på. Der er unge nok, og der er opgaver nok. Der er et godt stykke vej endnu, inden målet er nået: ungdomstid bør også være uddannelsestid – for alle. – Men følgende må også med: Ungdomsskolen må ”nedadtil” til stadighed afpasse sit indhold og sit tempo efter folkeskolen – for opbygningen af en 10-årig folkeskole for alle er en af de kommende års største skoleopgaver. Ungdomsskolen må ”opadtil” på tværs af administrative skel være klar til at tage nye uddannelsesmæssige opgaver på sig i takt med arbejdsmarkedets behov for og brug af veluddannede ungarbejdere.

Ungdomsskolen må aldrig – midt i de skærpede uddannelseskrav – glemme, selv med de begrænsede midler, der er til rådighed i skoleform, hvis omfang måles i timer, at søge at tale til hele mennesket.

David Pedersen.


Esbjerg Ungdomsskole 1939-64

25 år er ikke lang tid, når man tænker på skoler, men for denne skole – den ældste i sin art – er det både et langt, brydsomt, spændende og interessant tidsrum. Skolens start er jo grundigt gennemgået af Arne Jørgensen. De første års brydsomme arbejde – uden faste planer, uden særlige forudsætninger, bortset fra kærlighed til de 14-18 årige – er vel karakteristisk for ungdomsskolearbejdet helt frem til disse dage og vil vel også være det i tiden fremover. Men nu har vi et erfaringsgrundlag at bygge videre på. Vi har en god rammelov, og vi kan vel også snart forvente at se planer fra Pædagogisk arbejdsudvalg.

Kendetegnet for ungdomsskolearbejdet i de forløbne 25 år her i byen har været forsøgsarbejde. Som i de første år har der i de sidste 10 år stadig været forsøg i gang, forsøg på at bane nye veje for at give de 14-18 årige det bedste grundlag for en god start i erhvervslivet, men samtidig også på at give dem et større alment grundlag som modvægt mod industrisamfundets ofte robotprægede arbejde. Fritidssyslerne vil altid have en fremtrædende plads i ungdomsskolens arbejde. I de senere år og i de nærmest kommende vil forsøgene gå ud på at gøre en del af ungdomsskolen supplerende til folkeskolen. Forsøgene i de første år fik afgørende indflydelse på den første lov om ungdomsskolen, og det kan vel også siges, at de senere forsøg – liniefag, linieklasser, erhvervsprægede klasser, 9. klasser – har været med til at præge den seneste udvikling og lovgivning.

Oversigten over elevtallene i ungdomsskolen i de forløbne 25 år ser noget springende ud og er på en måde uforklarlig. Antallet af 14-18 årige i kommunen har været jævnt stigende og er nu på ca. 4.200. Den store stigning i 1942-43 kan skyldes den nye lov om ungdomsskolen. Det lige så bratte fald de følgende år kan skyldes krigen. Fra 1950-55 var der en stabil periode, men oprettelsen af erhvervsprægede klasser giver nogen stigning fra 1955-58. Nedgangen 1958-60 har vi ikke kunnet finde nogen forklaring på. Den stærke stigning fra 1961 må derimod sikkert tilskrives den nye ungdomsskolelov samt den nye folkeskolelov. 8.-9. klasserne og de valgfrie fag har skaffet ungdomsskolen mange nye elever og skabt et nyt klientel. Ungdomsskolens oprindelige klientel var elever udgået af 7. klasse, men færre og færre forlader skolen efter 7. klasse, samtidig stiger tilgangen til ungdomsskolen. De mange publikationer fra undervisningsministeriet, den store debat om uddannelsen, er vigtige faktorer. Ledigheden blandt de 14-18 årige har undertiden været at mærke i tilgangen til ungdomsskolen, men de seneste år har der ikke været ledighed i disse aldersgrupper, og alligevel har tilgangen været større end nogen sinde. Her mærkes en positiv indstilling til ungdomsskolen fra forældre og erhvervsliv. Myndigheder og erhvervsliv har fået øjnene op for ungdomsskolens betydning.

Esbjerg ungdomsskole startede på Rørkjær skole, men fik ret snart lokaler på Anneksskolen. Her blev indrettet værksteder, og morsomt er det i dag at tænke tilbage på disse værksteder. Det var næsten det samme, som i disse år optager skolemyndighederne så stærkt landet over: værkstedslokaler, ikke som lærlingeforskoler, men som orienterende og forberedende om og til erhvervslivet, som det former sig i virkeligheden. Anneksskolen kunne ikke ret længe rumme de mange klasser, og vi måtte efterhånden sprede os på 5-6 skoler. Det var meget utilfredsstillende for både elever, lærere og ledelse. Det var vanskeligt at få et samlet skolepræg over arbejdet, og det gik bl. a. ud over fritidsklubben. Ungdomsskoleudvalget kunne se og forstå disse uheldige forhold, og det søgte og fik skoleudvalgets og byrådets tilslutning og bevilling til visse ændringer på Rørkjær skole således, at vi nu samtidig med jubilæet kan vende tilbage til denne skole og tage mange gode og velegnede lokaler i brug. Det er mit håb, at vi nu har fået en god ramme om vort arbejde de nærmest kommende år.

Vi står stadig i forsøg på mange områder. Her vil jeg særlig hefte mig ved de prøveforberedende fag, den erhvervsprægede ungdomsskole og klasser for elever fra læse- og hjælpeklasser. Jeg regner med god tilslutning til de prøveforberedende fag, hvor vi kommer til at arbejde i nær tilknytning til folkeskolen, og hvor vi kan drage nytte af lærernes der indhøstede erfaringer fra de senere år. Dog er vi forberedt på, at kursusformen kan skabe visse vanskeligheder. Den officielle erhvervsprægede ungdomsskole er i sin vorden, men her støtter vi os til erhvervslivets interesserede medarbejdere. Gennem mange år har vi prøvet at tilpasse undervisningen til elever fra læse- og hjælpeklasser. Sidste år havde vi eleverne derfra samlet i særlige klasser. Forsøget hermed vil blive fortsat, og i 1965 vil der foreligge en rapport over de indhøstede erfaringer.

Jeg føler ved denne lejlighed trang til at sige tak til mange. Først til initiativtagerne, uden dem var vi ikke nået så langt i arbejdet for den mest forsømte del af vores unge. Men så mange har været medvirkende til skolens udvikling frem til denne dag, at det vil føre for vidt at nævne navne. Min tak skal derfor bringes til alle, der på en eller anden måde har støttet os i arbejdet, det være sig myndigheder som enkeltpersoner. Dog må jeg have lov at nævne mine kolleger Arne Jørgensen og Magne Astrup: Tak for råd og vejledning gennem 17 år, og min nære medarbejder gennem mange år, Rasmus Bebe: Tak for hjælp og inspiration. En særlig tak rettes til de mange tidligere og nuværende lærerkræfter.

Ungdomsskolen har gennem 25 år vist sin berettigelse. Det er en i skole, der er kommet for at blive. Måtte den i de kommende år styrkes og udvikles, ikke som en institution, men som en funktion, et fast led i vort skole- og uddannelsessystem.

H. Mogensen.

Esbjerg Ungdomsskole - 75 års jubilæum - 1939-2014

Esbjerg75aar-jubilaeumsskrift




Danmarks ældste ungdomsskole
 
Det første år 1939

Ideen om ungdomsskoler begyndte i 1938, da daværende undervisningsminister Jørgen Jørgensen anså det for nødvendigt, at interesserede ungdomsskolefolk fik lejlighed for at drøfte højskolens udbygning og evt. nye former for ungdomsskolearbejder.

Udvalg nedsat

Den 10. januar 1939 blev der nedsat et udvalg på 30 medlemmer med Jørgen Jørgensen som formand.

Udvalget skulle undersøge nødvendigheden af ændringer i den bestående lov om skoler for ungdommen (folkehøjskoler og landbrugsskoler), samt komme med nye forslag til ungdomsskoler.

Man startede i Esbjerg

Mens ungdomsskole kommissionen diskuterede problemerne, opfordrede folketingsmand Julius Bomholt (der også var formand for skolekommissionen og skoleudvalg i Esbjerg) og to esbjergensere, S.N. Friborg og viceskoleinspektør Arne Jørgensen til at forsøge med en skole for bybude, arbejdsdrenge og husassistenter. Forsøget startede i efteråret 1939.   


 
Kun drenge

Man begyndte med 46 elever (kun drenge) i lokaler på Rørkjær skole, og der blev undervist hele vinteren fra kl. 19.30-21.30.

Man koncentrerede sig om arbejdsmandsfagets store specialer som: Cement- jernbeton – vejarbejde – dræning – motorlære – og lidt simpel regnskabsføring.

Faglig tegning

Hver opgave begyndte med faglig tegning. Derefter opgavens hovedtekst i form af korte diktater med øvelser i retstavning og tegnsætning. Endelig regning, som dels var taltræning og dels faglige beregninger i tilknytning til opgaven.

Ungdomsskoleloven vedtaget 1942

På grundlag af de erfaringer man havde gjort sig i Esbjerg, Odense og Silkeborg, hvor der var startet lignende forsøg i 1940, blev loven ”Ungdomsskolen for den ufaglærte ungdom” vedtaget i 1942.


 
Ungdomsskolens udvikling

Navnet Ungdomsskolen for de ufaglærte – afholdt mange fra at deltage, for hvem ville frivilligt lade sig uddanne til ufaglært? I 1954 blev loven revideret og ordet ufaglært blev slettet. Dette betød, at Ungdomsskolen blev åbnet for alle 14-18 årige, og efterhånden blev skolesøgende i overtal.

Undervisningen foregik nu på Anneksskolen i Skolegade og senere igen på Rørkjær skole, hvor der i 1964 blev foretaget nogle bygningsmæssige ændringer, hvor hele Ungdomsskolen havde sit virke indtil 1970.

Sin egen skole

I 1970 fik Ungdomsskolen sin egen bygning, idet man overtog den nedlagte Østre Skole, Østergade 3, hvor man også har til huse i dag. Samtidig blev der også etableret 3 afdelinger i Gjesing, Sædding og Tjæreborg. Elevtallet var efterhånden vokset til over 1.500. Endnu 2 nye afdelinger i Hjerting og Kvaglund kom til i 1978.

Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev tre ungdomsskoler til én under navnet Esbjerg Ungdomsskole. Ungdomsskolen i Esbjerg udvidede hermed med afdelinger i Bramming og Ribe.

En alsidig fagrække gennem mange år.

Fra at være direkte erhvervsrettet blev Ungdomsskolen tillige et supplement til folkeskolen og fagskolerne. I 1957 tilbød man husassistentskole, fiskerskole og ekspeditriceklasse.

Senere delte man det op i en almenlinje for piger med husgerning, kjolesyning, barnepleje, familiekundskab, dansk og regning. Linjen for drenge havde træværksted, maskiner, motorer, erhvervs- og samfundslære, geometri, dansk og regning. For vordende sygeplejersker var der kursus i fysik/kemi, prøveforberedende fag til teknisk forberedelseseksamen og endelig en erhvervspræget Ungdomsskole med en fiskerklasse, en transportlinje og 3 handelsklasser, hvor uddannelsen varede 3 år.

Senere kom der kreative fag til med hold i porcelænsmaling, keramik, batik & stoftryk, førstehjælp, dramatik og astronomi. I firserne kom knallertkøreskole, data/EDB, motocross, musik og samspilsgrupper.

De seneste år har det været hold som: Parkour, boksning, kinesisk, zumba, stjerne for en aften, overlevelsesture mv. der har været populære, udover ekstra holdene i dansk, matematik og engelsk.

Heltidsundervisningen

S-klasserne starter i 1972-76, som et alternativ til
folkeskolens 8.-9. klasser. De starter som forsøg i Ungdomsskolen.

I 1976 sker der en tilvækst i Ungdomsskolen med udløber fra ”lov om folkeskolen 26. juni 1975, hvor der i § 33 stk. 3 står:
Undervisningspligten kan endvidere efter 7. klassetrin opfyldes ved deltagelse i heltidsundervisning i en kommunal ungdomsskole i henhold til lov om fritidsundervisning.”  

Heltidsundervisningen som et alternativ for folkeskolens skoletrætte elever startede op i Esbjerg i 1976. Heltidsundervisningen i Esbjerg og Ribe blev i 2012 sammenlagt med undervisning i Østergade.

80’erne

80’erne bød på opstart af P-klasserne - Prøveforberedende enkeltfagsundervisning i august 1984 i dagtimerne. Målgruppen er ikke skolepligtige elever, som mangler et eller flere af folkeskolens fag. Der tilbydes dansk, matematik, engelsk, tysk og fysik/kemi på 9. og 10. klasse. Tilbuddet eksisterer stadig her efter 30 år.

Åben Datastue, senere Databasen 1988-2010.

I forbindelse med arbejdsløsheden blev Ungdomsskolen inddraget ved bl.a. etableringen af Åben datastue. Datastuen var i princippet åben for alle borgere, men blev siden erstattet af Databasen med kurser i PC- kørekort for unge på kontanthjælp.
 


Det var et samarbejdsprojekt med arbejdsmarkedsafdelingen, men ophørte i 2010 pga. besparelser.

90'erne

Ungdomsskolen varetager i perioden 1990-95 10. klasse med brobygning, 32 uger i Ungdomsskolen og 8 uger på teknisk skole.

Projekt kedeldragt eksisterede fra november 1990 – 94. Det var et samarbejdsprojekt mellem Ungdomsskolen og beskæftigelsesafdelingen omkring istandsættelsen af Gården på Sdr. Novrupvej 20.

Bygningerne på Sdr. Novrupvej 20 tages i brug af heltidsundervisningen i august 1995.

Et samarbejde med SOSU-skolen etableres i august 1991- 2001 – omkring undervisning i prøveforberedende fag for Indgangsåret til SOSU-uddannelserne. Ribe Amt køber undervisning 2 dage om ugen i dansk, matematik, engelsk, fysik/kemi og hjemkundskab til indgangseleverne som kommer direkte fra 9. klasse. Undervisningen ophører i 2001 med vedtagelse af en ny lov for SOSU området.

I perioden 1995 -2004 bliver Esbjerg Ungdomsskole uddannelsesansvarlig for Den frie ungdomsuddannelse indtil den bliver afskaffet 2004.

Fra 1997 bliver Ungdomsudvekslinger med EU-støtte en del af Ungdomsskolens internationale samarbejde. Ungdomsskolen har igennem årene sendt mange unge af sted til destinationer specielt i Østeuropa. Udgangspunktet for udvekslingerne har bl.a. været: Aktiv deltagelse gennem ikke formel læring, blive opmærksom på ens egen kultur og få forståelse, tolerance og respekt for andre nationaliteter.

Projekt-X starter i 1998-2004 som et kursusforløb som sigter på, at deltagerne får udviklet egne kompetencer.

I 2008 blev Esbjerg Ungdomsskole hædret med en international award. Prisen blev givet i kategorien ”bedste samarbejde med lande udenfor EU”, og her blev Ungdomsudveklingen i Cheboksary 2007 (Rusland), der lagde vægt på frivilligt arbejdet i lokalsamfundet, kåret som Europas bedste.

I forbindelse med Ungdomskommuneforsøget 1998-2000 blev deroprettet et ungdomssekretariat og ansat en ungdomskoordinator, der fik base på Ungdomsskolen i Østergade.

Ungdomskommuneforsøget drejede sig om, at give unge i Esbjerg indflydelse og medansvar for deres eget liv, samt at der kun skete lige præcis det, som unge i Esbjerg selv ville være med til at føre ud i livet. Der skulle ikke være en voksen, der hele tiden holdt hånden under projekterne, men der skulle være en voksen, som de unge kunne spille bold op af.

De 2 mest synlige resultater af de 3 år som ungdomskommuneforsøg, var foreningen for ensomme unge ”Ventilen”, der blev forankret under frivillighedsforeningen ”Vindrosen”, og så ungdomshuset Konfus, der blev omdøbt til ungdomskulturhuset, for at sætte fokus på begreberne ”ungdomskultur” og ”kulturhus”,

Ungdomskulturhuset Konfus blev indviet 28. april 2000, og blev forankret under Ungdomsskolen, indtil det i 2011 blev lagt under Multihuset Tobakken.

2000-2014

I forbindelse med projekt ”Tråden” overflyttes til Ungdomsskolen, flytter de ind på Sdr. Novrupvej 20 under navnet Novrupskolen. Novrupskolen er et tilbud til unge i alderen 12 - 17 år med massive problemer - i forhold til adfærd – kontakt og trivsel, som betyder, at de unge har haft en mangelfuld skolegang. Adfærdsproblemer medfører, at ”almindelig undervisning” ikke umiddelbart kan finde sted. Det betyder, at heltidsundervisningen i 2020 flytter tilbage til Østergade 3 .

Den Flerkulturelle Forskole startede op i januar 2004. Kontrakt blev indgået med Jobcenter Esbjerg, med undervisning i dansk efter danskuddannelsesloven af sent ankomne unge 16-25 år og herudover tilbydes bl.a. matematik og engelsk.

Et forsøg under undervisningsministeriet - ”Stærk Fritid” – lektiehjælpsprojekt 2004-2006 har været forankret på Esbjerg Ungdomsskole.

Det overordnede formål med projekt ”lektiehjælp” var at udvikle og formidle metoder til at give udsatte børn en mulighed for at læse lektier, så de ikke var stillet ringere end andre børn. Væsentlige samarbejdspartnere har været de lokale folkeskoler, sportsforeninger og virksomheder i Esbjerg.
 
Kommunesammenlægningen i 2007 betød en sammenlægning af den nye kommunes 3 ungdomsskoler Bramming, Esbjerg og Ribe Ungdomsskoler til én ungdomsskole med navnet Esbjerg Ungdomsskole fra skoleåret 2007/08.

Forskellige aktiveringsprojekter blev lavet i samarbejde med Jobcentret – ”Strax” i 2003-04 og ”Projekt 18-25” i 2008 -2009.

Den første af to 10. klasser - US10 for unge med særlige behov med plads til 15 elever starter i skoleåret 2009-10. Den udvides til to klasser i skoleåret 2011-12 Med yderligere plads til 12-15 elever.


 
2012-14 Base Camp – 2 årigt forsøgsprojekt for udsatte unge over den skolepligtige alder, som har forladt folkeskolen uden prøver. Skoleforløbet etableres i regi af Esbjerg Ungdomsskole som et samarbejdsprojekt mellem Familie & Forebyggelse, Jobcentret og UU-Vejledningen.

Det overordnede formål med projektet var at fastholde udsatte, herunder tidligere anbragte og anbringelsestruede unge, i et sammenhængende skoleforløb som kvalificerer dem til at bestå 9. klasses afgangsprøve

Forsøget lukkede i juni 2014.


Esbjerg Ungdomsskoles ledere gennem 75 år
1939-1944: Arne Jørgensen
1944-1952: Magne Astrup    
1952-1974: Henry Mogensen
1974-1989: Bent Otto jensen
1989-1995: Jesper Bohn    
1996-2011: Anders Munksgaard
2012-: Anders Winther


Ungdomsskolens adresser
1939-42: Rørkjær Skole
1942-64: Anneksskolen, Skolegade
1964-70: Rørkjær Skole
1970-: Østergade 3

Da ungdommen fyldte 75 år

Esbjerg75aar

Udsmykningen var kreeret af skolens mest kreative hænder, udstillingens mange billeder og anekdoter var gravet op fra de dybeste gemmer, og scenens første band var hentet fra Orange Scene på Roskilde Festivalen. Da Esbjerg Ungdomsskole fredag 10. oktober 2014 fejrede sit 75 års jubilæum, skete det med manér. Aftenens program bød på masser af musik, rundvisninger, konkurrencer og historiske tilbageblik på Esbjerg Ungdomsskoles fascinerende, mangesidede historie.
 
Af Mai Møller Christensen
 
Liv. Masser af liv.
Sådan kan essensen af Esbjerg Ungdomsskole beskrives, hvis det skal gøres helt kort. Alle de liv, som har fået et af sine kapitler skrevet bag de røde murstensvægge i Østergade. Al den liv og leben, der har fyldt bygningernes opgange gennem årene, hvad enten det har været energiske ungersvende i en pause i motorlære-timerne tilbage i 70’erne, eller fnisende teenagetøser på vej til sodavandsdiskotek i midt-90’erne. For ikke at tale om hele det særlige ungdomsskoleliv, det fællesskab, der dunker som en fast puls gennem hele skolen, og som har fæstet rod på tværs af årgange, skoledistrikter og ikke mindst socialklasser gennem årene.

Og netop liv er der også masser af denne aften klokken lidt i 18, hvor hele Esbjerg Ungdomsskole dirrer af spænding og forventningssommerfugle i maven forud for aftenens fest. Det er fredag 10. oktober 2014, og ungdomsskolen kan fejre intet mindre end sin 75 års fødselsdag. I gården løber rocklegenden Johnny Madsens børnebørn rundt og leger tagfat med deres jakker. Som i en brudevals får de mindre og mindre plads til deres leg, for ind gennem den festlige æresport – skabt af store 75-taller i alverdens farver – strømmer folk, som vil være med ved åbningen af jubilæumsfesten.

I et lille telt midt i gården trykker lyd- og lysfolkene på knapperne og klarer de sidste justeringer. En pige sidder på en trappesten og bider negle. Hun skal ikke selv optræde på gårdens store scene i aften, men det skal hendes veninde, som er med i ungdomsskolebandet ”Lost in the Subway”, og pigen er søstersolidarisk nervøs. Overalt suser ungdomsskolens personale rundt, i dagens anledning kollektivt klædt i neongrønne ungdomsskole-t-shirts, og alle gæster bliver taget varmt imod.
 
Fra Orange Scene til Østergade 3
Genkendelsesudbrud lyder allerede rundt omkring. Mellem undervisere og elever. Mellem gamle elever, der gik på samme ungdomsskolehold for mange år siden og ikke har set hinanden i en menneskealder. Mellem tidligere lærerkolleger, ungdomsskoleledere og samarbejdspartnere. ”Gud, jamen er det ikke dig, Hanne?”. ”Nej, hvor er det længe siden!”. ”Jeg kan slet ikke kende dig. Hvor bor du nu? Er det dine børn, du har med?”.

Der udveksles krammere, minder og gensynsglade smil, og det er nok godt, at der er en mikrofon på scenen, så den kan overdøve det hele, da ungdomsskoleleder Anders Winther klokken 18 åbner ballet:

- Vi har været så heldige at kunne kombinere vores jubilæum med Kulturnatten, som finder sted i hele Esbjerg i aften. Her på ungdomsskolen kan vi foruden musikken på scenen også byde på en udstilling i kælderen, helt tilbage fra 1939 og til nu, der vil være rundvisninger, og har man lyst, kan man gå ind i en talkbox og fortælle som sin tid på ungdomsskolen, lyder det opfordrende fra ungdomsskolelederen.

Også kultur- og fritidsudvalgets formand, Jakob Lose, holder en lille tale og ønsker ungdomsskolen tillykke. Han har selv benyttet sig af ungdomsskolens tilbud, da han var teenager. For eksempel var han i 1990’erne med på en af ungdomsskolens udvekslingsture til Rusland, sammen med blandt andre ungdomsskolens tidligere leder, Anders Munksgaard.

Sådan har en ikke lille del af Esbjergs befolkning minder fra en eller flere oplevelser på ungdomsskolen. Nogle som elever på et af skolens forskellige daghold med støttende udgaver af folkeskolens afgangsfag. Andre som deltagere på et fritidshold om aftenen, hvor de har kunnet udleve deres passioner inden babysitting, motorlære, dans, elektronik, drama, ekstremsport, keramik og alverdens andre emner.

Heller ikke Esbjerg-rockbandet Kellermensch, som lidt efter brager ud over scenen og dermed åbner jubilæet – ligesom de i 2012 åbnede Roskilde Festival fra Orange Scene – kan se sig fri for at have forbindelser til ungdomsskolen. Bandmedlem Christian Sindermann har gået på ungdomsskolen i en årrække, og forsanger Sebastian Wolff er i dag selv underviser på et af fritidsundervisningens musikhold.
 
Sprut gemt i cisternen
- We are but army ants, lyder Sebastian Wolffs karakteristiske stemme ud over skolegården, hvor børn i helt gamle dage legede i frikvarterne på den daværende Østre Skole.  

Og selv om det kun er spisetid, og aftensolen endnu hænger og nådesløst lader Kulturnatten undvære det passende mørke, er stemningen i top. Øllene og sodavandene er knappet op. Hotdogs’ene fra Nillers Pølsevogn er langet over disken. Langhårede og stortatoverede Kellermensch-fans står sammen med begejstrede familiefædre og storsmilende bedstemødre og rokker til musikken, mens snakken om alle ungdomsskoleminderne for en tid må vige. Der er ganske enkelt ikke ørenlyd, mens bandet får lov til at udtrykke ungdommens vildskab.

Oppe på 2. sal i A-bygningen er der dækket op til en middag for en kreds af personer, der er – eller har været - helt tæt på ungdomsskolens liv og virke. Familie- og forebyggelseschef Jørgen Bruun, SSP-leder Steen Bach, Kulturnat-koordinator Lenette Anstensrud og direktør Jørn Henriksen er blandt gæsterne ved bordet. Yngste deltager er den nuværende ungdomsskoleleders tre måneder gamle datter, som fra sin mors favn blander sig pludrende i snakken. Endnu er der 13 år, før hun selv kan starte på et ungdomsskolehold, men hvis hun ellers forstod snakken, ville hun i aften være vidne til en lang række sjove minder om Esbjerg Ungdomsskole.

Jørn Henriksen og hans kone, Judith Kronborg Henriksen, gik begge til førstehjælp sammen på ungdomsskolen i 70’erne. Derudover gik Judith til batik og porcelænsmaling, og Jørn gik til skak.

- Det var på Esbjerg Ungdomsskole, jeg snusede til skakspillet for første gang og blev så grebet af det, at jeg senere begyndte at gå i en skakklub, fortæller Jørn Henriksen.

- Ungdomsskolen var et sted, vi satte stor pris på. Jeg husker lige så tydeligt, hvordan jeg kom hjem med den ene flotte batikdug efter den anden, og så var det også noget helt særligt at komme nede i ”Fredagsklubben” hver fredag aften. Det var i kælderen i A-bygningen, og her var der altid en herlig feststemning, og vi piger stod som sild i en tønde ude i trappeopgangen, ler Judith Kronborg Henriksen og fortsætter:

- I porten skulle vi vise vores medlemskort med billede på og blev visiteret af nogle store mænd, for det var forbudt at tage alkohol med ind. Vi piger var dog smarte, for vi gemte små kyllingesnaps under cisternelåget ude på toiletterne. Så gik vi ud og blandede snapsen i vores colaer under festen, afslører hun.

- Ja, og ens lærer skrev på medlemskortet, når man var kommet til undervisningen, og dét tjekkede vagterne. Så hvis man ikke deltog i undervisningen, kunne man ikke komme ind i fredagsklubben, ler Jørn Henriksen.

- Andre kastede alkohol over muren. Ungdommen var jo nok, som ungdommen altid har været. Men vi havde det enormt sjovt, og ud over selve diskoteket nede i klubben, hvor der var dunkel belysning og stroboskoplys og rigtig danse- og hyggestemning, var der også aktiviteter ovre i gymnastiksalen. Man kunne spille bordtennis, billard, bob og andre spil. Det var nok rart for de generte drenge. De gad ikke det der med at danse hele tiden, griner Judith Kronborg Henriksen.
 
Fornem opvarmning
Tilbage i nutiden er Kellermensch sluttet af på gårdens scene med vanligt eftertryk, men aldrig så snart er klapsalverne stilnet af, før et nyt band står klar til at tage tråden op. ”Lost in the Subway” lyder navnet på det meget unge band, som leverer covernumre, og som er vokset frem af ungdomsskolens samspilshold, og med god succes.

- This love is taking its toll on me, synger den unge kvindelige forsanger med det lilla hår selvsikkert ud i aftenmørket, og tilskuerne i gården falder ind i rytmen med hele kroppen.
Det bliver endnu en energisk og flot koncert, og lysten til musikken og til at drive det vidt stråler ud af alle de unge musikere. Grønt lys bader bandet i et mytisk skær, og ”Lost in the Subway” virker alt andet end lost, som de står der på scenen.

- Vi har moret os en del over, at Kellermensch i aften var opvarmningsband for os, forklarer bandmedlem Trine Guldberg Jakobsen med et skævt smil efter koncerten, hvor hun går rundt på ungdomsskolen og hygger sig med bandveninden Katharina Hansen.

- Ja. Og vi er vildt glade for, at vi som unge i Esbjerg har ungdomsskolen. Skolen gør rigtig meget for os. De har både hjulpet os i gang med at spille sammen og sørget for, at vi har kunnet komme meget ud og optræde med vores musik, tilføjer Katharina Hansen.
På scenen har The Beverly Band nu indtaget rampelyset.

- Happy Kulturnat! ønsker den engelske sanger, Adam Beverly, i mikrofonen, ligesom han ønsker ungdomsskolen tillykke med det skarpe hjørne. Sammen med kulturskolens afdelingsleder, Toke Knudsmark giver han den derefter max gas, så melodiske folk-toner indrammer skolen og dens jubilæumsgæster i en glad atmosfære.
 
Fra piber til piercinger
Samtidig, i den sagnomspundne kælder i bunden af A-bygningen, tager mange af aftenens gæster turen forbi de to udstillinger, man kan nyde. Hvis altså man ikke går i stå ved boden med forfriskninger og guf. Den ene udstilling er et farverigt potpourri af billeder, hvor nuværende ungdomsskoleelever har udtrykt tallet ”75” på alverdens visuelle måder. Man kan stemme på, hvilket billede man bedst kan lide. Den næste udstilling er en imponerende historisk rejse gennem Esbjerg Ungdomsskolens udvikling. Lige fra den spæde start i 1939, med sort/hvid-fotos af piberygende ungersvende, der iklædt deres stiveste puds tog del i ”mande-holdene” på 40’ernes ungdomsskole: Motorlære, mekanik, matematik, fysik og den slags. Og frem til i dag, hvor unge med punkerhår og piercinger går til parkour og DJ-træning.

Det er Elsa Rasmussen, som har lavet både udstillingen og et jubilæumshæfte med et rids over skolens udvikling fra 1939 og til i dag. Med ansættelse i 1984 har Elsa Rasmussen arbejdet på skolen i ikke mindre end 30 år. Siden 2005 har hun været souschef, og hun ser tilbage på ungdomsskolens utallige og alsidige tilbud fuld af glæde:

- Når jeg tænker på alt det, der sker på den her skole, og alle de unge, som har gået her hos os og fået en oplevelse og en udvikling for livet, så er det jo egentlig ret fantastisk. Esbjerg Ungdomsskole er både dagholdene for forskellige grupper af unge, der har brug for en anden type undervisning end folkeskolen for at komme i hus med deres afgangsbevis. Og det er fritidsundervisningens elever, som får lov at udfolde og udvikle deres evner inden for alt fra musik til motorlære. Man kan gå til kinesisk, man kan gå til zumba, man kan gå til foto. Man kan gå til alt muligt. Ikke fordi det altid har været en nem sag at være ungdomsskole og skulle omstille sig efter tidens økonomiske, politiske og kulturelle forandringer, men det er spændende, og der er sket så meget, siden jeg i 1984 blev ansat, og hvor der var noget mere stille på skolen end i dag, siger Elsa Rasmussen.
 
En skole for de ufaglærte
Esbjerg Ungdomsskoles historie rækker helt tilbage til 1939, hvor skolen formåede at blive Danmarks første ungdomsskole. Esbjergs fremsynede folketingsmand, Julius Bomholt – der også var formand for skolekommissionen og skoleudvalget i Esbjerg – var en af forkæmperne for, at der skulle være en skole for de ufaglærte. For bybudene, arbejdsdrengene og husassistenterne.
I første omgang var det kun drenge, der frekventerede skolens aftenhold: Jern/beton, vejarbejde, dræning, motorlære og lidt simpel regnskabsføring. Ungdomsskolen lå dengang på Rørkjær Skole i Esbjerg, og tanken var, at de unge fik færdigheder, som de kunne gå direkte ud og bruge i deres erhverv.

I 1940 fik Odense og Silkeborg også en ungdomsskole i stil med Esbjergs, og i 1942 kom loven ”Ungdomsskolen for den ufaglærte ungdom”.  I 1954 blev ordet ”ufaglært” slettet. Desuden var pigerne også begyndt på skolen og gik for eksempel på husassistentskole og i ekspeditriceklasse.

Skolen var blevet for alle 14-18-årige, også de skolesøgende, og både antallet af elever og hold voksede støt. Piger og drenge var adskilt på hver deres hold, og der var stadig stor fokus på de erhvervsrettede fag, for eksempel kurser i fysik/kemi for vordende sygeplejersker og prøveforberedende fag, ligesom der var flerårige handels- og transportuddannelser.

I en årrække havde Esbjerg Ungdomsskole hjemme i den såkaldte ”Anneksskolen” i Skolegade 54, hvor Kultur- og Fritidshuset i dag ligger. Så flyttede ungdomsskolen tilbage til Rørkjær, og først ved kommunesammenlægningen i 1970 kunne Esbjerg Ungdomsskole rykke ind i egne lokaler, nemlig da Østre Skole i Østergade lukkede. Nu begyndte endnu flere fritidshold at spire frem i aftentimerne. Og i 1980’erne startede en æra med en enorm vifte af nye tilbud og projekter i dagtimerne, der skulle fange unge fra forskellige socialgrupper.

- Noget af det første, jeg var med til at starte, var P-klasserne med deres prøveforberedende enkeltfag. P-klasserne eksisterer den dag i dag, hvor vi har 24 elever, som får en undervisning med særlig støtte frem mod en 10. klasses-eksamen. Samtidig havde vi heldagsundervisningen med dagsklasserne, som i dag lyder navnet ”De små hold”. Vi kastede os også ud i en åben datastue, hvor kontanthjælpsmodtagere og andre kunne få edb-kursus, vi havde samarbejdsprojektet ”Kedeldragten”, hvor unge var med til at sætte en gård i stand, og vi etablerede en 10. klasse med brobygning, fortæller Elsa Rasmussen.
 
Dyrene er der endnu
Senere fulgte Den Frie Ungdomsuddannelse (FUU), Projekt-X, ungdomsudvekslinger med andre lande og Ungdomskommuneforsøget, hvor unge skulle engageres politisk og organisatorisk, og hvor Ungdomshuset Konfus kom til verden. Der var Projekt Tråden, aktiveringsprojektet Strax, forsøget Stærk Fritid og endelig den Flerkulturelle Forskole fra 2004. Her får børn af anden etnisk herkomst en blid start på skolelivet ved at gå i klasse sammen og blive styrket i det danske sprog.
I 2007 kom der endnu en kommunalreform, og ligesom kommunerne blev også ungdomsskolerne i Ribe, Bramming og Esbjerg lagt sammen – under navnet ”Esbjerg Ungdomsskole”. Udviklingen fortsatte.

- Det seneste projekt, vi har startet op, var Base Camp, som henvendte sig til unge med en anderledes type problemer på hjemmefronten, nemlig de anbragte unge, men det blev lukket i år. Det ærgrer mig helt vildt, at politikerne ikke ville fortsætte projektet. Sådan er ungdomsskolelivet også. Men vi klør på, smiler Elsa Rasmussen.

Ude i gården har mørket lagt sig som en dyne omkring tilskuerne, der dog får deres ansigter lyst op af spotlyset fra scenen. Adam Beverly har endnu et par numre i ærmet. Bagerst i gården sidder en flok unge tæt sammen på nogle borde-bænke-sæt og snakker, mens de betragter den graffitikunst, der også er vokset frem i løbet af jubilæumsdagen. Kunstner René Holm har sammen med en flok ungdomsskoleelever dekoreret muren.

På gangene viser nuværende elever deres forældre rundt og forklarer, hvor deres undervisning finder sted. Samme rundtur tager en flok noget ældre elever, nemlig nogle helt tilbage fra dengang, der stadig var folkeskole på adressen Østergade 3. Dem, der gik på Østre Skole. De er dukket op til jubilæet for at se, hvordan deres gamle skole har klaret transformationen til ungdomsskole – og til deres store glæde er der mange ”rester” tilbage. Dyremotiverne på væggene i B-fløjen er intakte, som de var det dengang i 1950’erne og 1960’erne. Stentrapperne og de gamle gelændere er stadig de samme. Gården ligner sig selv, bortset fra at den – med Kirsten Søholt Djernæs’ ord – ”virker meget mindre end dengang, hvor den forekom så stor”.
 
”A sæjer jæ”
Kirsten Søholt Djernæs gik alle sine ti skoleår på Østre Skole, fra 1952 og frem, og for hende bliver en rundtur på skolen som en tur hen ad Memory Lane:

- Underskolen lå lige heroppe, hvor der nu er kontor. I toppen af bygningen var der franske altaner, kan jeg huske. Jeg kan også huske lærerne, hvor nogle af dem var nogle skrappe nogen. Vi stod i to rækker ude i gården hver morgen, og der blev slået hårdt ned, hvis man ikke stod pænt, eller hvis man kom for sent. Jeg boede i Kirkegade, og vi var også nogle, der ikke måtte cykle i skole. Men jeg snød og stillede cyklen omme i Skolegade og gik det sidste stykke, smiler Kirsten Søholt Djernæs, der især husker sanglæreren Hørlei, klasselæreren Frøken Stensig, de mange frikvarterslege med hønseringe og marmorkugler – for ikke at tale om den gratis mælk og skolemaden, som ikke var så lækker.

En anden tidligere elev, Elsebeth Christensen, gik på skolen fra 1967 til 1970, og hun genfinder med stor glæde sit gamle klasseværelse – på 2. sal i A-bygningen.

- Jeg sad derhenne. Til højre, ind mod væggen, forklarer hun ivrigt.

- Vi havde Fru Bak til engelsk, Bent Jørgensen til gymnastik og Fru Gross til tysk. Vi havde også biologilærer Berendsen, som tyggede sin mad 30 gange, og så var der lærer Mathiesen, som kunne være noget så ubehagelig over for os børn fra landet. Han spurgte mig engang: ”Elsebeth, siger du ”Jeg” eller ”Jæ”?”. Hvortil jeg selvfølgelig svarede ”A sæjer jæ” – og blev til grin i hele klassen, fortæller hun med et smil.
 
Mere end en skole
Jubilæumsdagen er ved at lakke mod enden. Klokken har passeret 21. Men endnu er der et vigtigt og festligt punkt på programmet: Underholdning med rapper og tidligere elev på Esbjerg Ungdomsskole, Anders Vestergaard, aka One Hand.

Han har gjort rap til sin kunstart og lidenskab, for han kan det der med at skabe blærede rim og skarpe pointer, og han gør det tilmed som en ”live-rap”, hvor han simultan-digter sine tekster, samtidig med at han modtager ordene. Derfor lader han også flere gange under denne intimkoncert i kælderen publikum komme med ”indmaden” – ordene – som han så rapper ud fra.

- Sagde I ”høvdingebold”, ”karakter” og ”varme øl”?, spørger han ud i salen, hvor de opfindsomme blandt publikum nikker forventningsfuldt.

Kort efter er stikordene forvandlet til en stikkende raptekst, og der bliver bådet hujet og slået-sig-på-maven-af-grin blandt gæsterne. Anders Vestergaard har også taget et helt repertoire af fyrrige ørebaskere med, og alle sange indkasserer bragende klapsalver. Ikke mindst da turen kommer til Anders’ sang om Esbjerg Ungdomsskole.

- Man kunne komme her og lære herre blæret håndværk / Dansk og matematik er ikke for alle mennesker / derfor kunne man komme her og bruge sine talenter, synger Anders Vestergaard og lader til at ramme plet hos både unge og voksne, elever og undervisere.

- Lige meget om du er bog-klog eller har nogle behov / så er det mellemfingeren i vejret, fuck jantelov! / se ikke på verden som farlig, ingen forskrækkelser / fuld fart frem og så ikke hav nogen begrænsninger / så lad os gå i samlet kvadrille / det er ikke bare en skole, det er en familie!

Sådan lyder de. Ordene, der bliver blandt de sidste af mange, der er sagt denne aften på Esbjerg Ungdomsskole. Fødselsdagsbarnet er blevet fejret med manér. Fortiden og nutiden er blevet hyldet. Nu er det tid at pakke musikgrej sammen i gården, puste ud sammen, klappe hinanden på skulderen oven på en vellykket aften. Så det gør de. Ungdomsskolens elever og ungdomsskolens personale. Sammen gør de det, for sådan er ånden. Mentaliteten. Det er nemlig rigtigt, hvad Anders ”One Hand” Vestergaard synger: Der er tale om ikke bare en skole, men om en hel familie.

Ungdomsskolen i Roskilde 1943-1993

Ungdomsskolen-i-Roskilde-1943-1993-Cover
Roskilde 03 Foto
Roskilde 04 Foto
Roskilde 06 foto
Roskilde 09 Foto
Roskilde 12 Foto
Roskilde 10 Foto

En jubilæumshilsen til Ungdomsskolen.

Ungdomsskolen i Roskilde er et væsentligt element i vor bys tilbud til ungdommen og dens udvikling.

Sådan har det været i de mange år, Ungdomsskolen har eksisteret, og sådan vil det også være fremover.

Blandt ungdomsskolens mange kvaliteter vil jeg fremhæve betydningen af det nære samspil mellem ungdomsskolen og dens elever om udviklingen af indholdet i skolens program.

Ungdomsskolen har forstået betydningen af "at stikke fingeren i jorden" og har på den måde hele tiden ajourført sit tilbud til de unge mennesker, som jo altid - og heldigvis for det - har søgt nye veje.

Dette forhold er naturligvis krævende for Ungdomsskolen, men det er mit indtryk, at den meget bredt sammensatte og alsidige lærerskare, man altid har satset på, har forstået at leve op til dette fundamentale krav til Ungdomsskolen om at være tidssvarende og aktuel.

Det nære samarbejde med beskæftigelsesudvalget om kvalificerede tilbud til unge uden arbejde fortjener også at blive fremhævet, og det er med stor glæde, at jeg erfarer, at der kan påvises god effekt af også denne indsats.

Roskilde er jo som bekendt en uddannelsesby, og også i denne sammenhæng indgår Ungdomsskolen forbilledligt, idet den kan medvirke til at forberede de unge mennesker til at videreuddanne sig, uanset indenfor hvilket område det måtte være.

Afgørende for ungdomsskolens fremtid er naturligvis, at man også fortsat vil sørge for at være aktuel og tidssvarende i sine tilbud og tilrettelæggelsesformer.

Men uden en bred politisk opbakning går det naturligvis ikke. Det vil derfor være vigtigt også fremover fra byrådets side at sikre rimelige rammer om ungdomsskolens virksomhed. Gode rammer for Ungdomsskolen er en investering i de unge menneskers fremtid, og det tror jeg på er nødvendigt.

Henrik Christiansen

Borgmester i Roskilde



Ungdomsskolen i Roskilde er blevet voksen.

Ungdomsskolen i Roskilde fylder 50 i år. Den unge er blevet voksen, men skal fortsat holde sig ung. Det ér jo en ungdomsskole.

Formålet er dobbelt.

Ungdomsskolen er og skal være et tilbud til de unge, som kan være gået "lidt skævt" i folkeskolen. En træthedsperiode kan have skabt huller. Har der været dårlig kemi i en klasse eller med en lærer, så kan der være behov for at reparere. I nutidens skoleforløb er der indbygget valgmuligheder. Man kan fortryde sine valg, eller skolen/skemaet kan ikke opfylde ønskerne, så er der et alternativ i Ungdomsskolen.

Men Ungdomsskolen tilbyder også kreativt afløb for interesser, som ikke kan opfyldes i folkeskolen - og i den tid, som de unge har uden for skolearbejdet. Listen af interessebetonede undervisningsforløb er meget lang, og den suppleres/revideres løbende, så Ungdomsskolen hele tiden opfanger nye trends i tiden.

Det er kedeligt at kede sig; det er sjovt at lære og gøre noget. Så i sidste ende bestemmes Ungdomsskolens udbud og de enkelte undervisningsforholds gennemførelse af deltagernes lyst og vilje: der stemmes med fødderne !

Ydermere lever Ungdomsskolen anno 1993 op til den underliggende dagsorden for de sidste 50 år. Ungdomsskolen har reelt en klar social opgave og profil, som ikke skal underkendes. Ungdomsskolen i Roskilde - som andre ungdomsskoler i Danmark -samler op på grupper af unge, som ikke ønsker/finder plads i konkurrenceidrætten, i ungdomsklubberne eller for den sags skyld i erhvervslivet.

Vi har kurser for unge, som ikke har kunnet komme i gang, som skal ha' en fast, kærlig, kontant vejledning tilbage til en uddannelsesplads eller arbejdsplads. Det gør vi også i Roskilde !

For 10 år siden - ved ungdomsskolens 40-års jubilæum - var jeg medlem af ungdomsskolenævnet. I dag er styrelsesforholdene ændret, så vi nu har en bestyrelse. Visse ting er ændret, og ledelsesgruppen (bortset fra Jørgen Vange og undertegnede) er blevet fornyet, men grundlæggende er hele ungdomsskolens virksomhed uforandret i sin målsætning - og stedse afhængig af medarbejdernes engagement.

I sidste ende defineres en frivillig ungdomsskole af de unge, som søger udfordring og indhold, og de undervisere, som fylder rammerne ud med indsigt, forståelse og lyst -hvor de end kommer fra?

Var jeg ved at glemme det? For ti år siden sad jeg i nævnet som repræsentant for de skolenævnsvalgte, nu sidder jeg som repræsentant for byrådet. Forskellen er, at jeg - og bestyrelsen i øvrigt i kraft af de nye bestyrelsers budgetansvar - nu også må se på økonomien. Altså, jeg vil bare lige nævne, at ungdomsskolens aktiviteter betales af Roskilde kommunes skatteborgere. Bestyrelsen er bevidst om, at der kræves kvalitet for, hvad der foregår i Ungdomsskolen i Roskilde - det er derfor vi er der.

Sune Finn Sunesen

Formand for Ungdomsskolebestyrelsen



50 år - er ingen alder.

Roskilde Ungdomsskole fylder 50 år i 1993. Vi kan i den forbindelse være stolte af, at vi her i Roskilde stort set har været med fra begyndelsen i 1942, hvor de allerførste ungdomsskoler i Danmark blev startet.

I et menneskeliv betragter man det at runde "det skarpe hjørne" som tegn på, at man er blevet voksen og måske også på en vis stagnation, men ingen bliver gammel af at leve et vist antal år. Ældet bliver man først, hvis man svigter sine idealer. Huden kan rynkes af årene, men sjælen får kun rynker, når begejstringen hensygner. Det er altså ikke årene, men bekymringer, tvivl, bristede illusioner, manglende selvtillid, ængstelse og mismod, som stækker åndens vækst, bøjer den mod jorden og gør en gammel.

Ethvert menneske har inderst inde et håb på underret, en lyst til at gøre nye erobringer, en trang til engagement og til nye eventyr, en lyst til at opleve spænding og glæde i tilværelsen.

Man er lige så ung som sin tro og sit håb og lige så gammel som sin tvivl og sin håbløshed.

Det er op til politikerne både lokalt og på landsplan at bestemme ungdomsskolens ældningsforløb. Endnu er Ungdomsskolen ung, med tro, håb og begejstring i behold, med mod på nye udfordringer og lyst til at virke til gavn for de unge. Derfor skal vort ønske i jubilæumsåret være, at politikerne i Roskilde vil bidrage til, at ungdomsskolen kan bevare et rimeligt ressourceniveau, så den ikke skal gå på kompromis med sine idealer. Så tvivl, ængstelse og mismod ikke skal brede sig og sætte ældningen i gang.

Ungdomsskolen er et enestående instrument - til hurtigt og effektivt - at kunne iværksætte nødvendige tiltag blandt de unge mennesker i Roskilde.

Nogle har måske hvisket i krogene, om det ikke er en luksus at tilbyde velfungerende unge så gode og konstruktive muligheder, som bl.a. ungdomsskolen gør? Var det ikke bedre at lade de økonomiske ressourcer tilflyde de unge, der af sociale grunde havde mere brug for dem?

I ungdomsskolen mener vi, man skal sikre alle parter. Vi ser tingene i en helhed.

Kulturelle foranstaltninger er væsentlig billigere end sociale foranstaltninger, så ungdomsskole og politikere kunne måske finde nye modeller til imødegåelse af erkendte ungdomsproblemer.

Samtidig mener vi, at et tilbud, hvor alle ungdomsgrupper kan være sammen om fornuftige og udviklende aktiviteter, er uvurderligt i sig selv.

Med disse ord ønsker jeg, at 50-års jubilaren må holde sig ung, udvikle sig og blomstre i årene, der følger.

Jørgen Vange

Ungdomsskoleinspektør



Ungdomsskolens historie - i korte træk.

* Oprettet i 1943

- som en mulighed for at 14 - 18 årige unge efter folkeskolens 7. klassetrin fortsat kunne modtage undervisning.

- som modvægt til påvirkningen af unge fra totalitære regimers ideologier.

* Formålet var opdragelse til at vise samfundssind, så ungdommen blev ansvarsbevidst og handledygtig med forståelse af, at frihed forpligter.

* Ungdomsskolen blev oprettet på foranledning af skoleinspektør Eriksen, Realskolen.

* Ungdomsskolen havde i 1943 et samlet timetal på 100 timer.

* Ungdomsskoleleder det første år var Margrethe Schmidt.

Fagene var for drengenes vedkommende sløjd, værktøjslære, produktionslære og gymnastik.

Mens pigerne kunne få husgerning, sundhedslære og gymnastik.

Lærerne var lærer Lundby, Nørregård Mortensen og Magrethe Schmidt.

Undervisningen blev etableret på Absalons skole.

* I 1944 blev Absalons skole overtaget af tyskerne, hvorfor ungdomsskoleundervisningen blev gennemført på Latinskolen, på Prindsen, i Domprovstegården og i Konventhuset.

* I 1954 blev Holger Nordlund Petersen ungdomsskoleinspektør med 50 elever og 96 holdelever med fagene dansk, regning, husgerning, kjolesyning og træsløjd.

* 1970 bliver Jørgen Vange pædagogisk medhjælper.

* 1974 Knallertskolen etableres.

* I 1977 var elevtallet vokset så meget, at ungdomsskolevirksomheden blev delt i en Vestre og en Østre Ungdomsskole.

Nordlund blev inspektør for Roskilde vestre Ungdomsskole og Vange blev inspektør for Roskilde østre Ungdomsskole.

31. januar 1983 går Nordlund på pension, og Jørgen Vange bliver leder af begge Ungdomsskoler.

* 1983 1500 cpr.-elever og 2000 holdelever.

* 1985 erhvervsintroducerende kurser i Ungdomsskolen.

* 1986 Vejledningskurserne iværksættes.

* 1992 "Vilde kurser" og indvandrerundervisning tilbydes.

Vi har i ungdomsskolens ledelse ønsker om:

- at kunne bevare muligheder for den hurtige tilpasning til de unges ønsker og behov.

- at gøre ungdomsskoleaktiviteterne mere synlige ikke blot blandt vore potentielle elever, men også blandt borgere og politikere.

- at kunne etablere os i egne bygninger centralt i Roskilde.

Mogens Lerbech

pæd.hjælp.



Knallertkøreskolen i Ungdomsskolen.

Der er tradition for, at der ligger et tilbud til de unge om at kunne køre på knallert i Ungdomsskolen i Roskilde.

Dette har mange benyttet sig af i årenes løb, ligesom de fleste har benyttet sig af muligheden for at afslutte sin deltagelse i undervisningen med at få knallcrtbevis som bevis for, at have gennemført undervisningen med "tilfredsstillende resultat".

Jeg vil benytte lejligheden til i dette jubilæumsskrift at beskrive hvilke overordnede tanker, der ligger bag et undervisningsforløb i knallertkøreskolen.

Færdselsloven bestemmer at: "Det påhviler kommunen at sørge for undervisningen i færdselsreglerne og kørsel med knallert". Af samme lov fremgår det, at en knallertkører skal være fyldt 16 år, og hvis pgl. er under 18 år, skal han endvidere have erhvervet bevis for med et "tilfredsstillende resultat" at have modtaget undervisningen jf. ovenstående (knallertbeviset).

Færdselsloven bestemmer altså, at undervisningen af den unge knallertkører skal foregå indenfor områderne "viden og færdigheder" - regler og kørsel med knallert. Der er ikke beskrevet noget om arbejdet med knallertkørernes "holdning" som trafikant, selv om erfaringerne med de unge som trafikanter viser, at det netop er indenfor dette område, de store arbejdsopgaver ligger.

Den unge trafikants trafikholdning er typisk den, som vi voksne forarges over, når vi ser, hvorledes den unge tilsidesætter regler og sund fornuft ved kørslen på cykel eller knallert.

De unge, der melder sig til knallertundervisning, kender som oftest de almindelige færdselsregler, som stort set er de samme for cykler og knallertkørere, hvorfor undervisningen bliver afviklet med henblik på at opnå et samspil mellem færdselslovens regler og den unges holdning til det at færdes i en moderne intens trafik.

Ledeordene er bl.a. respekt og forståelse for andre trafikantgrupper, evne og vilje til opmærksomhed og forudseenhed i trafikken og forståelse for egen rolle i det helhedsbillede, som trafikken er.

Metoden, der bliver anvendt i undervisningen, er samtaleundervisning, hvor deltagernes egne erfaringer som cyklister overføres til kørslen med knallert, hvor hastigheden er den væsentlige og afgørende forskel. Dette suppleres med kørselstræning i Roskilde by, som er det sted, de kender, og som de fremover primært vil komme til at færdes i på cykel, på knallert og måske senere i bil.

Den teoretiske undervisning sammenholdt med det at opleve trafiksituationer på "kroppen" gør, at knallertkøreren forstår vigtigheden af sammenhængen mellem viden om reglerne, færdighederne med at manøvrere knallerten samt holdningen til at være en ansvarlig trafikant.

Jeg vil ikke gå ind i en statistisk vurdering af, om hele dette arbejde lykkes set i relation til registrerede ulykker. Jeg vil hellere anlægge en praktisk vurdering, for den viser os klart, at målet med undervisningen bliver nået. Gennem tre skriftlige prøver viser knallertkøreren, at han nu kender færdselsreglerne. Ved kørslen på knallerten viser deltageren sine færdigheder med køretøjet og sin trafikforståelse, overblik og ansvarlighed - altså også en vurdering af knallertkørerens "trafikholdning".

Desværre er jeg ikke i stand til at udstede garanti for, hvor langt ovenstående rækker ud over sidste undervisningsaften i knallertkøreskolen, men vi, der arbejder med de unge, tror selv på, at undervisningenn har præget dem, således at det i et vist omfang indgår i hele dannelsesprocessen hos den unge.

Søren Nielsen, pæd.medhj.

Knallertkøreskolen



Hvad tilbyder vi de unge i Roskilde?

Almen-, prøve-, specialundervisning.

Ungdomsskolen i Roskilde er opbygget decentralt, så der tilbydes undervisning 10 - 12 forskellige steder i byen ud fra en ide om, at undervisningen skal foregå tæt på de steder, de unge færdes.

Ungdomsskolen tilbyder en enorm vifte af almene fag. Dette tilbud udvikler sig i forhold til de unges ønsker, hvilket betyder, at der stilles krav om morskab, spænding, energiudfoldelse, indhold og kvalitet i undervisningen, hvilket atter stiller store krav til lærerne. Dette gælder selvfølgelig også prøveforberedende undervisning og specialundervisningen, hvor eleverne virkelig skal føle, at de får gavn af undervisningen.

Derfor lægger vi stor vægt på ungdomsskolens frie lærervalg !!!

Knallertundervisning.

Knallertundervisningen er ungdomsskolens bidrag til at øge færdselssikkerheden og nedsætte antallet af ulykker blandt de unge knallertkørere.

Sprogrejser.

Et særkende for Ungdomsskolen i Roskilde er, at vi hvert år sender unge på sprogrejser i Tyskland, Frankrig og England.

At bruge et sprog i praksis er vel nok den bedste måde at tilegne sig det.

Vejledningskurser, Take-off og Igang-kurser.

Disse kurser er Ungdomsskolens tilbud til unge, der ikke er i arbejde eller under uddannelse. Kurserne er etableret i samarbejde med ungdomsinformationen, socialforvaltningen og andre instanser, der arbejder med denne gruppe af unge mennesker. Undervisningen foregår på Kristiansrninde, Holbækvej I 58.

Kulturcentersamarbejde.

De seneste år har Ungdomsskolen iværksat samarbejder med kulturcentrene rundt på flere af skolerne i Roskilde. Vi er på denne måde kommet i kontakt med såvel yngre som ældre aldersgrupper. Der er perspektiv i som 65-årig at kunne sige: "Jeg er deltager i UNGDOMSSKOLEN og trives blandt de unge på holdet".

"Vilde kurser".

Er et tilbud til de unge, der ønsker spænding og aktion. Det kan være militærøvelse, overlevelsestur eller kanotur.

Indvandrerkurser.

Ungdomsskolen tilbyder indvandrere kurser i sprog og kulturelle/samfundsmæssige forhold, så de i højere grad bliver i stand til at klare sig i det danske samfund.

Fra programmet 1993:

Udspring – Rap.House.Hip.Hop – Byg din egen cykel – Fjordkajak – Aerobic – Musik og computer – Rafting – E.D.B. – Drama – Stunt

Ungdomsskolerne i Roskilde 1943-1983

Ungdomsskolerne-i-Roskilde-1943-1983-BredForside
Jub01 04 Foto
Jub01 06 Foto1
Jub01 06 Foto2
Jub01 11 Foto
Jub01 13 Foto
Jub01 14 Foto
Jub01 17 Foto
Jub01 18 Foto
Jub01 23 Foto
Jub01 15 Foto

VED UNGDOMSSKOLENS 40-ÅRS JUBILÆUM

Dette jubilæumsskrift kan kun give læseren et lille indblik i Ungdomsskolens virke gennem 40 år. Alle de mange oplevelser og erfaringer, som deltagerne har fået i Ungdomsskolen, findes kun i deltagernes egen erindring.

Her er samlet nogle få erindringer fra de personer, som var og er med til at afstikke rammerne for Ungdomsskolens virke. Fra starten i 1943 til i dag har Ungdomsskolen forstået at udnytte disse rammer med det resultat, at stadig flere elever melder sig til undervisning i Ungdomsskolen. Tilbuddet til de 14-18 årige har gennem årene ændret sig. - Fag som go-cart, dykning og EDB var utænkelige i 40-erne, mens andre fag som syning, husgerning og sløjd har været med i tilbuddene alle årene. Man kan ønske og håbe, at jubilaren må bevare sin vitalitet gennem de kommende 40 år.


MARGRETHE SCHMIDT Ungdomsskolens første leder fra 1943 til 1944.

Interview ved Jørgen Vange:

MS: Må jeg straks sige, at jeg ikke husker ret meget fra denne Tid. Det er jo så mange år siden, men så vidt jeg erindrer, var det skoleinspektør Eriksen, Realskolen, der var "sjælen" i oprettelsen af ungdomsskolen.

JV: Hvilke elever var det så, der kom i Ungdomsskolen?

MS: Ja, de voksne gik på den kommunale aftenskole, men mange af de unge kunne ikke rigtig falde til her, og så var der jo dengang ikke ret meget andet, de kunne tage sig til. Derfor var der god brug for en skole for de unge, eller måske snarere børn, der var gået ud af skolen efter 7. klasse, som man gjorde dengang. Men ungdomsskolen skulle være spændende og morsom, ellers ville de unge ikke komme der.

JV: Hvilke fag tilbød De undervisning i de første år?

MS: De skal huske på, at piger og drenge blev undervist hver for sig. Drengene fik sløjd, værktøjslære, produktionslære og gymnastik, mens pigerne fik husgerning med sundhedslære og gymmastik, for blot at nævne de vigtigste. Det var ungdomsskolens senere leder, Nørgaard Mortensen, lærer Lundby, mig selv og enkelte andre, der underviste.

JV: Var eleverne flinke til at følge undervisningen?

MS: Det var især pigerne, der holdt ud gennem hele sæsonen. Drengene var mere ustabile til at møde. Nu var flere af dem jo sikkert med i noget illegalt arbejde. Husk på, det var jo under krigen. Jeg husker ganske tydeligt en episode, hvor jeg selv måtte følge nogle drenge - det var nogle rødder, som vi kaldte dem - hjem, fordi de ville "banke" en pedel. - Men han var sikkert "tyskervenlig". Jeg husker også, at vi forbød børnene at have illegale blade med til undervisningen. Men det var først i 1950-erne, eleverne skulle krydses af på lister, Tidligere skulle man ikke dokumentere, hvor mange der mødte, men jeg husker, at vi kom i kontakt med eleverne gennem annoncering i aviserne.

JV: Hvilken skole brugte man til ungdomsskole?

MS: Undervisningen startede på Absalons skole, men så vidt jeg husker, blev denne overtaget af tyskerne i 1944, så der blev undervist til daglig i folkeskolen på Latinskolen, Prindsen, Domprovstegården og i Konvendthuset, men jeg erindrer ikke, hvordan det gik med ungdomsskolen, men jeg mener den ophørte og blev startet igen efter krigen. Men jeg husker ganske tydeligt, at jeg reddede en sæk sukker fra skolen, så vi havde den, når undervisningen startede igen.

Til slut vil jeg blot sige, at jeg stadig nyder, når mine gamle elever møder mig på gaden og siger: "Goddag, frk. Lindkvist".



AKSEL KRUSE, FORMAND FOR UNGDOMSNÆVNET 1954 – 1966

Med den rivende udvikling, der er sket i vort samfund, specielt indenfor teknik og videnskab, især i årene efter første verdenskrig, og det behov man kunne forudse, der ville blive for veluddannet arbejdskraft efter anden verdenskrig gjorde, at man her især satsede på ungdommens oplæring og uddannelse; med dette i tankerne arbejdedes der på oprettelse af uddannelsescentre for de unge, og da der gennem lovgivningen åbnedes mulighed for dette, oprettedes her i Roskilde Ungdomsskolen i 1943.

For os, der var med fra starten og de første år, kan det kun være med glæde,vi markerer de forgangne 40 år og konstaterer, at der var brug for en sådan ungdomsskole.

Jeg husker det var med spænding, vi så hen til åbningen, - om der nu ville komme elever nok, og om det ville være muligt at fremskaffe de nødvendige lærerkræfter.

Årene, der er gået, har vist, at der både var interesse og behov for en sådan skole. Jeg har ikke haft mulighed for at følge skolen på nærmeste hold, men efter hvad jeg har erfaret, har skolen i høj grad udfyldt sin plads. Mange er herfra gået til videre uddannelse, og det er med en vis glæde i dag at kunne notere, at nogle af de tidligere elever i dag fungerer som lærere på skolen.

Ungdomsskolen har fra sin spæde start udviklet sig til en institution af betydning, og mit bedste ønske på jubilæumsdagen skal være, at denne udvikling fortsætter til gavn for alle parter.

Hjertelig til lykke med jubilæet.


GERDA OLSEN, UNGDOMSSKOLELÆRER FRA 1954 - 1972.

Tænk, er det virkelig 40 år siden, at ungdomsskolen startede? Jeg var med, fra Nordlund Petersen begyndte som leder af skolen, d.v.s. fra 1954 og 18 år fremefter. Dengang var meget anderledes end nu.

Mange benyttede sig af tilbuddet. - Jeg underviste i håndgerning, og når jeg ser tilbage på det, er det nogle af de bedste år, jeg har haft.

Vi var 4-5 lærere, og vi begyndte på Hedegårdenes skole. Hvor var eleverne fine, når der var fest. De mødte i nystrøgne kjoler, og håret var sat efter sidste mode - og drengene var alle i lange bukser og lyse skjorter, ikke noget med cowboy-bukser. Det var på Hedegårdenes skole, det foregik, ja jeg husker det, som var det i går. Jeg havde købt "Bæk og Bølge" (hed det vist dengang) i pastelfarver til natkjoler. Pigerne var begejstrede for det; de havde jo syet i stribet flonel i folkeskolen dengang, og nu skulle de sy noget i pastelfarver, det var svært at vælge. Det skulle jo gøres så billigt som muligt,- jeg kan huske, at jeg et år brugte 23 kroner pr. elev i en hel sæson, og vi syede natkjoler, der hed "Ole lukøje". Der skulle blonder på kraver og bærestykker, og dem skulle hver elev selv købe, så de kunne få det, de bedst kunne lide. Blonderne var der også råd til indenfor de 23 kroner.

Senere fik en elev, der havde gået på 4. år, lov til at sy en dragt (det brugte man dengang) med 2 nederdele, en glat og en rundskåret, og der var mange blikke til hende, at hun kunne få lov til at sy en sådan. Det var sager dengang.

Så flyttede vi til Sct. Jørgens skole, og først meget senere fik jeg et hold på Klostermarksskolen i knytning. Lærermøderne foregik hjemme hos Nordlund, og vi kunne jo med lethed være omkring spisebordet, hvor vi nød godt af fru Nordlunds hjemmebagte boller. Ja, Nordlund og ungdomsskolen var uadskillige. Det var Nordlund, der prægede det hele, satte det hele i sving, havde mange gode tanker for ungdomsskolen.


ELSE ANDREASEN, HUSHOLDNINGSLÆRER FRA 1946.

Et lille tilbageblik. Det er næsten ikke til at forstå, at det er så længe siden, at jeg begyndte som husholdningslærer (ja, dengang hed det forresten husholdningslærerinde i ungdomsskolen i Roskilde. Den hed løvrigt "Roskilde kommunale Ungdomsskole".

Helt nøjagtigt var det i september 1946, at jeg begyndte, og jeg har faktisk været knyttet hertil lige siden, med undtagelse af nogle enkelte sæsoner. - Underviser i så mange år samme sted, ja det gør man kun, fordi man kan li' det. Min fortid som spejderfører har nok også været en medvirkende årsag til, at min hobby også blev mit arbejde, nemlig at arbejde med unge mennesker.

Gennem de mange år har ungdomsskolen som så meget andet undergået store forandringer. I de første undervisningsår, først med lærer Lundby, senere lærer Nørgaard Mortensen som ledere, bestod ungdomsskolen kun af eet drengehold, som vist nok havde gymnastik - og et pigehold, som jeg altså havde i "husgerning". Men efter 1954, hvor Nordlund overtog ledelsen, voksede ungdomsskolen ret særkt. Omkring 1957 lagde "Fællesudvalget for huslig uddannelse" ud med kurser, hvis deltagere vi kaldte for de "blå piger", fordi de efter endt kursus fik blåt bevis på, at de havde afsluttet kursus med en prøve, der godt nok var lidt "hjemmestrikket".

Senere kom "Moderne husførelse" ind i billedet med faste læseplaner, beskikkede censorer til prøverne og et timetal på 244. Det var en undervisningsform, jeg var meget glad for. Det krævede en del af eleverne, men også af læreren. De elever, der meldte sig, var virkelig interesserede, - og efter endt kursus, fik de et 8-dages ophold på en husholdningsskole - en god oplevelse for eleverne.

Senere blev "Moderne husførelse" ændret til "Hjemkundskab" med folkeskolens afsluttende prøve, men desværre har det i de senere år knebet lidt med interessen fra elevernes side.

Vi har altid haft - og har stadig - gode og velordnede forhold at arbejde under i Ungdomsskolerne i Roskilde - og det kan vi takke vor mangeårige leder, skoleinspektør Nordlund Petersen og også skoleinspektør J. Vange, for.

Men et lille hjertesuk til sidst — skolen er næsten blevet for stor! Vel er det dejligt, at så mange unge mennesker vil deltage i ungdomsskolernes aktiviteter — men det var nu så hyggeligt, da lærerkollegiet ikke var større, end at vi kunne sidde omkring fru Nordlunds dejlige kaffebord til lærermøderne!!



Roskilde kommunale Ungdomsskole

1964

Forslag til budget for Roskilde kommunale Ungdomsskole.

Lærerlønninger 45.000,00 kr.

Lederhonorar 6.000,00 –

Rejsegodtgørelse 25.500,00 –

Skolebøger 2.000,00 –

Øremidler til sløjd og [overstreget] 6.000,00 –

Husgerning 3.500,00 –

Undervisningsmidler 2.500,00 –

Annoncer, tryksager m.m. 2.000,00 –

Rengøring 3.000,00 –

i alt 72.500,00 kr.


BUDGET FOR UNGDOMSSKOLERNE I ROSKILDE 1983

LÆRERLØNNINGER 1.580.000 KR

LEDERHONORARER 443.000 KR

UNDERVISNINGSMIDLER 308.000 KR

KONTORART, PROGRAMMER M.M. 86,000 KR

DIVERSE 183.000 KR

I ALT 2.600.000 KR



VERNER SØRENSEN, FORMAND FOR UNGDOMSSKOLENÆVNET 1970 – 1978

Fra 1970 til 1980, gennem 10 år, var jeg medlem af ungdomsskolenævnet, og dets formand de første 8 år.

I de år, jeg var medlem af nævnet, skete der en stor tilgang af elever, hvilket efter mit skøn kan tilskrives de aktive ledere og lærere, som virkede ved ungdomsskolen, - og det skyldes selvfølgelig også vågne og lærelystne elever, der udover folkeskolen søgte undervisning i ungdomsskolen.

Den ungdom, som vil noget, og som man af uforståelige grunde sjældent taler om. - Af nogle kaldet det store tavse flertal. Når jeg tænker tilbage på perioden som medlem af Roskilde Byråd, da går tankerne ofte mod ungdomsskolen og arbejdet i ungdomsskolenævnet, hvor vi havde et godt samarbejde og hvor jeg følte, at alle arbejdede for, at ungdommen fik tilbud om en aktiv og god undervisning.

Ungdomsskolens virke er at give tilbud om også kreative aktiviteter, der ikke er fag i folkeskolen.

Jeg mener, at ungdommen her havde gode muligheder - i samarbejde med andre - for at dygtiggøre sig i både almene skolefag og kreative fag, så de bedre kunne klare sig i det "store omgivende" samfund. Ikke mindst gennem de senere år med arbejdsløshed og usikkerhed er ungdomsskolen en god ramme for de unges udvikling.


Aktivitet på metalsløjdholdet

Læs mere

Helsingør Ungdomsskole 1956-1996

Helsingoer-01-Forside

Helsingør Ungdomsskole - 40 år

Mange helsingoranere har i disse 40 år trådt deres første "ungdomsskridt" på Helsingør Ungdomsskole. I samvær med andre unge har de deltaget på fantastisk mange forskellige undervisningshold - og i klubben har de haft dejlige og sjove oplevelser.

Det er nemlig normalt at gå i ungdomsskole - omkring 80% bruger UNGDOMMENS SKOLE, i Helsingør.

Helsingør Ungdomsskole er en af de store UNGDOMSskoler - aktiviteterne er mange. Udover den almene undervisning og klubben har Helsingør Ungdomsskole kurser specielt tilrettelagt for psykisk udviklingshæmmede, kurser for kommunens specialklasser, heltidsundervisning og som det seneste er Helsingør Ungdomsskole blevet godkendt som uddannelsesansvarlig skole i forhold til Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU).

Vi har valgt at markere Helsingør Ungdomsskoles 40 års dag bl.a. med udgivelsen af dette jubilæumsskrift. Mange har bidraget med fortællinger og historier om ungdomsskolen, men selve nedskrivningen af historien om Helsingør Ungdomsskole har været lagt i hænderne på cand. mag. i historie Hans Nielsen, som har ydet en kæmpe indsats i arbejdet med at finde materiale om ungdomsskolen. Tak for det Hans.

Også tak til de mange hundrede medarbejdere, som gennem årene har ydet en indsats på Helsingør Ungdomsskole til gavn for de tusinder af unge, som har haft en aktiv fritid på ungdomsskolen. Naturligvis skal Helsingør Ungdomsskoles første ungdomsskoleinspektør Jørgen Montin Sørensen have en stor tak for det store arbejde han gjorde for Helsingør Ungdomsskole, uden ham ville Helsingør Ungdomsskole ikke være det, den er i dag. God fornøjelse med læsningen af jubilæumsskriftet.

Inger Marie Larsen

Læs mere

Ungdomsskoler på øerne

Ungdomsskoler på øerne

Bornholms Ungdomsskole


Guldborgsund Ungdomsskole

Lolland Ungdomsskole

Læsø Ungdomsskole

Samsø Ungdomsskole

Ungdomsskoler i Sydjylland

Ungdomsskoler i Sydjylland

Billund Ungdomsskole


Esbjerg Ungdomsskole

Fanø Ungdomsskole

Fredericia Ungdomsskole

Haderslev Ungdomsskole

Ungdomsskolen Hedensted

Horsens Ungdomsskole

Ungdomsskolen Kolding

Sønderborg Ungdomsskole

Tønder Ungdomsskole

Varde Ungdomsskole

Vejen Ungdomsskole

Vejle Ungdomsskole

Aabenraa Ungdomsskole

Ungdomsskoler på Sjælland

Ungdomsskoler på Sjælland

Faxe Ungdomsskole


Greve Ungdomsskole

Holbæk Ungdomsskole

Kalundborg Ungdomsskole

Køge Ungdomsskole

Lejre Ungdomsskole

Næstved Ungdomsskole

Odsherred Ungdomsskole

Ringsted Ungdomsskole

Roskilde Ungdomsskole

UngSlagelse

Solrød Ungdomsskole

Ung Sorø - Ungdomsskolen

Stevns Ungdomsskole

Vordingborg Ungdomsskole

Ungdomsskoler i Nordsjælland

Ungdomsskoler-nordsjaelland

Allerød Ungdomsskole


UngEgedal

Fredensborg Ungdomsskole

Frederikssund Ungdomsskole

Ungdomsskolen i Gladsaxe

Gribskov Ungdomsskole - HUC

Halsnæs Ungdomsskole

Helsingør Ungdomsskole

Herlev Ungdomsskole

Hillerød Ungdomsskole

Hørsholm Ungdomsskole

Ung i Rudersdal

Ungdomsskoler i Nordjylland

Ungdomsskoler-nordjylland

Brønderslev Ungdomsskole


Frederikshavn Ungdomsskole

Himmerlands Ungdomsskole

Hjørring Ungdomsskole

Jammerbugt Ungdomsskole

Mariagerfjord Ungdomsskole

Morsø Ungdomsskole

Rebild Ungdomsskole

Thisted Ungdomsskole

Vesthimmerlands Ungdomsskole

Aalborg Ungdomsskole

Ungdomsskoler i Midtjylland

Ungdomsskoler i Midtjylland

Ungdomsskolen Favrskov


Herning Ungdomsskole

Holstebro Ungdomsskole

Ikast-Brande Ungdomsskole

Lemvig Ungdomsskole

UngNorddjurs

Odder Ungdomsskole

Randers Ungdomsskole

Ringkøbing-Skjern Ungdomsskole

Silkeborg Ungdomsskole

Skanderborg Ungdomsskole

Ungdomsskolen Skive

Struer Ungdomsskole

Syddjurs Ungdomsskole

Viborg Ungdomsskole

Ung i Aarhus

Ungdomsskoler i København

Ungdomsskoler i København

Albertslund Ungdomsskole


Ballerup Ungdomsskole

Brøndby Ungdomsskole

Dragør Ungdomsskole

Frederiksberg Ungdomsskole

Furesø Ungdomsskole

Gentofte Ungdomsskole

Ungdomscenteret i Glostrup

Hvidovre Ungdomsskole

Ungdomsskolen, Høje-Tåstrup

Ishøj Ungdomsskole

Københavns Kommunale Ungdomsskole

Lyngby-Taarbæk Ungdomsskole

Rødovre Ungdomsskole

Tårnby Ungdomsskole

Vallensbæk Ungdomsskole

Ungdomsskoler på Fyn

Ungdomsskoler på Fyn

Assens Ungdomsskole


Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole

Langeland Ungdomsskole

Middelfart Ungdomsskole

Nordfyns Ungdomsskole

Nyborg Ungdomsskole

Svendborg Ungdomsskole

UngNord

UngSyd

UngVest

Ærø Ungdomsskole